Dansk respekt før aftenens kamp: EM's dårligste hold er ikke dårligt

Eksperterne kalder Montenegro for EM's dårligste hold, men de danske spillere afviser al snak om en let kamp i Gdansk i aften

Se EM i håndbold på TV 2 PLAY

De danske håndboldherrer har aldrig før tabt til Montenegro - og Montenegro har aldrig vundet en kamp ved et EM. 

Danmark er lige så stor favorit i aftenens anden EM-kamp i Gdansk, som forventningerne til modstanderen er små. 

Den lille Balkan-republik, der er tre gange mindre end Danmark og først fik sin selvstændighed i 2006, har ganske vist fejret store triumfer på håndboldbanen de senere år med både EM-guld og OL-sølv. Men det er landets kvinder, der har fået håndboldfans til at klappe i begejstring. 

Herrernes 16. plads fra EM i 2014 i Danmark og 12. pladsen fra 2008 er ikke resultater, du hænger om halsen og bliver hyldet for. 

- Det er et hold, der ikke har den samme kvalitet som de andre hold i Danmarks gruppe. Det er gruppens klart svageste hold, fastslår TV 2 SPORT's ekspert Nikolaj Jacobsen.

Bent Nyegaard kommenterede Montenegros første EM-kamp mod Ungarn direkte fra arenaen i Gdansk og er helt enig med sin ekspertkollega. 

- Jeg sagde inden den kamp, at det var en kamp mellem et ungarsk hold, der måske kæmper om gruppens førsteplads sammen med Danmark, og så turneringens svageste hold. Og efter kampen har jeg ikke set nogen grund til at ændre den opfattelse, siger Bent Nyegaard.

Montenegro har kun fået at få ét point i de to EM-slutrunder, holdet har deltaget i, før spillerne tjekkede ind i Polen. Det var en 25-25-kamp mod Rusland i 2008.

Alligevel snakker de danske spillere og landstræner Gudmundsson om respekt og en farlig modstander før kampen i ERGO Arena i aften.

- Som med alle hold her til EM skal vi tage dem alvorligt og virkelig fokusere.. Fordi det er en farlig modstander, og hvis vi overhovedet undervurderer dem, kan vi få problemer, advarer Gudmundur Gudmundsson.

- Montenegro er et hold med store spillere, fysisk stærke, og de har meget gode skytter. Jeg synes, det er et godt hold, mener landstræneren, der ikke selv har mødt Montenegro som dansk landstræner.

Seneste møde mellem de to hold var for fem år siden, hvor Danmark vandt 38-21 i en testkamp i Aalborg. Eneste andet møde var ved EM i 2008, hvor Danmark i norske Drammen vandt 32-24. 

- Når man spiller en EM-slutrunde, så synes jeg ikke, der er særlig mange dårlige hold. Det er måske lidt kedelig at melde ud, men er vi ikke 100 procent fokuserede, så synes jeg, at mange EM-slutrunder har vist, at så kan du få problemer, lige meget hvem du spiller imod. Så det skal en kamp, vi skal tage super seriøst og være professionelle omkring – men det er også en kamp, vi skal vinde, fastslår Mikkel Hansen.

De pæne danske gloser handler dog mere om pli end udsigt til problemer mod Montenegro, mener eksperterne. 

- Det er jo en sportsverden, hvor der internt er respekt for hinanden. Det er ikke nogen, der vil gå ud og sige noget dårligt om andre. Der er en eller anden form for fairplay der. Du hører jo heller aldrig nogen sige efter en kamp, de har vundet stort, at modstanderen var så og så ringe. Det gør du jo bare ikke. Du nedgør ikke de andre, forklarer Nikolaj Jacobsen.

Men Danmark er bedre end Montenegro på alle pladser.

- Selvfølgelig skal man have respekt for modstanderen. Det har ikke noget med det at gøre, og alle landshold – også det danske – forbereder sig topseriøst på alle modstandere. Men det er klart, at når du kigger på Montenegros hold, så ved alle de danske spillere, at de både er bedre og mere erfarne på samtlige positioner, vurderer Bent Nyegaard.

- Derfor har jeg ligesom Gudmundur Gudmundsson meget respekt for modstanderen. Men jeg har også Danmark som en klar favorit, siger TV 2 SPORT's ekspertkommentator.

Slår Danmark Montenegro i aften, er danskerne sikre på at tage minimum to point med videre til mellemrunden. 

Se Danmark-Montenegro direkte på TV 2 og TV 2 PLAY i aften. Det er med optakt fra klokken 20.05