EM håndbold

Skæbne-sms: Sådan fik danske EM-spillere besked om konkurs

Dansk holdkammerat sendte dårlig nyhed direkte ind i EM-lejren

Se EM i håndbold på TV 2 PLAY.

Hans Lindberg og Casper U. Mortensen bruger ikke kun energi på EM-håndbold for tiden.

Den økonomiske nedsmeltning i deres klub HSV Hamburg tvinger dem til at lede efter en ny arbejdsgiver, mens de kæmper for EM-medaljer for Danmark.

Og beskeden om den ulykkelige og dårligt timede situation tikkede faktisk ind via en sms til de to fløjspillere fra den nu forhenværende klubkammerat Allan Damgaard.

- Planen var egentlig, at vi skulle have fået det fra vores målmand Johannes Bitter, men Allan var hurtig og skrev, at han var ked af, at han måtte overbringe beskeden til os, men at faktum var, at klubben lukker, siger Casper U. Mortensen om fredagens ærgerlige melding.

Et møde i klubben for de spillere, der ikke spiller EM, skulle nemlig gøre spillertruppen klogere. Lindberg og Mortensen havde dog troet på en helt anderledes melding.

- Vi var egentlig begge to - både mig og Casper men også resten af holdet – egentlig ret positive i forhold til det møde, der skulle være fredag, siger Hans Lindberg.

- Derfor er det noget, der for det første kom meget bag på os men også chokkerede os i første omgang, og derefter også forvirrede os i forhold til hvad der var sket, siden det var kommet helt derud, hvor klubben lukker, tilføjer højrefløjen.

Konkursen betyder nu, at de to landsholdsspillere skal finde en ny arbejdsgiver. Men det betyder også, at de skal finde et nyt hjem og en ny base til deres familier.

Hør, hvad de to jobsøgende fløjspillere siger om de udfordringer i indslaget over artiklen.