Håndbold

Kronprinsesse Mary: I yderste konsekvens tager et barn sit eget liv

Kronprinsesse Mary og Mikkel Hansen er gået sammen i en fælles kamp mod mobning i børnehåndbold. Et emne, der berører Kronprinsessen dybt

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at nedbringe mobning.

Så klart er budskabet fra Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.

Hun sidder i en mørkebrun sofa midt i en af DSB's gamle lokomotivværksteder i København. Ved hendes side sidder håndboldspilleren Mikkel Hansen. I spotlight fra tv-holdets lamper. For at sætte spot på en sag, som de sammen er gået ind i kampen imod.

- For i yderste konsekvens, så er der et barn, der tager sig eget liv, lyder det med alvor i stemmen fra Kronprinsessen, mens Mikkel Hansen supplerer:

- Vi vil gerne opnå, at vi ikke har det her barn, der sidder ude på sidelinien og føler, at man ikke er en del af fællesskabet.

Og det er helt specifikt i børns fritidsliv, at Kronprinsessen og landsholdsspilleren i håndbold med deres nye samarbejde vil gøre en indsats. Helt præcist blandt 6 til 12-årige børn der spiller håndbold.

Mobning og mistrivsel er et stort problem

Og mobning og mistrivsel er et stort problem i forhold til børns fritidsliv. En undersøgelse foretaget af Center for Ungdomsstudier for Mary Fonden og Red Barnet i 2012 viser, at selv om de fleste børn forbinder sport med at have det sjovt og med gode kammeratskaber, så har flere end hvert ottende barn i 3. til 5. klasse alligevel på et tidspunkt droppet en fritidsaktivitet på grund af mobning og mistrivsel.

I en opfølgende undersøgelse i 2015 fremgår det, at tre ud af ti har følt sig holdt udenfor i deres klubber.

- Det er nogle tal, der viser, at det er et reelt problem, men også et overset problem, siger Kronprinsesse Mary.

For det er nemmere at vælge en fritidsinteresse fra. Her har de unge et valg. Det har de eksempelvis ikke i skolen. Skolegangen kan man ikke vælge fra eller til.

- Men det kan man med fritidsaktiviteter, så man kan sige, at det problem forsvinder lidt 'af sig selv', siger Kronprinsesse Mary.

- Ja, desværre, supplerer Mikkel Hansen.

Trivselsprogram for unge håndboldspillere

Det nye samarbejde mellem Kronprinsesse Mary og Mikkel Hansen tager udgangspunkt i det anti-mobbearbejde, som de begge har lavet hidtil i henholdsvis Mary Fonden og MH24 - Foreningen Mikkel mod mobning. Helt konkret skal arbejdet munde ud i et trivselsprogram for 6 til 12-årige håndboldspillere.

Et program som skal afprøves hen over sommeren i år og som så efterfølgende skal tilbydes til interesserede klubber i løbet af efteråret.

TV 2 har helt eksklusivt fulgt tilblivelsen af det nye samarbejde mellem Kronprinsessen og Mikkel Hansen, og det er blevet til programmet 'Mikkel og Mary mod mobning'. Se det i aften Kl 21.25 på TV 2.