DHF retter IHF-brøler: Angav forkert værtsby for OL-kval
Det fremgår af IHFs hjemmeside at OL-kvalen spilles i Aalborg - DHF præciserer nu, at det rent faktisk er Aarhus
Tidligere på søndagen skrev vi, at det internationale håndboldforbund IHF havde angivet på forbundet hjemmeside, at håndboldkvindernes OL-kvalifikation skal spilles i Aalborg. Det eneste problem var, at IHFs information ikke var sand, fortæller DHF.
- Det internationale håndboldforbund, IHF, har fejlagtigt angivet, at kvindernes OL-kvalifikation i marts måned bliver afviklet i Aalborg. Kampene spilles i Ceres Arena i Aarhus, skriver det danske håndboldforbund DHF i en mail til pressen.
- Dansk Håndbold Forbund har ikke annonceret spillestedet tidligere, da detaljer som spilletidspunkter og billetsalg endnu ikke er på plads. For at undgå misforståelser omkring spillestedet er det besluttet at offentliggøre, at OL-kvalifikationen afvikles i Aarhus, skriver forbundet i samme mail.
Det er uklart, hvordan IHF har fået opfattelsen af, at det var i Aalborg, kampene skulle spilles - men sikkert virker det i hvert fald nu, at det istedet bliver i Aarhus, Danmarks håndboldkvinder får hjemmebane til marts.