EM håndbold

Tilbagefald: Assistenttræneren ude af EM-brag

Tomas Svensson har igen fået høj feber og er ikke med på bænken for Danmark mod Spanien i aften

Se EM i håndbold på TV 2 PLAY

Tomas Svensson nåede kun lige at rejse sig fra sin sygeseng, inden han lagde sig i den igen.

Den danske assistenttræner var lørdag isoleret på sit hotelværelse med influenzasymptomer og var ikke med til landsholdets træning, men søndag middag blev han meldt rask og klar til at indtage sin sædvanlige rolle under EM-braget mod Spanien i aften. 

Sidst på eftermiddagen har svenskeren imidlertid fået tilbagefald og så høj feber, at han ikke kan være med på bænken i Centennial Hall til kampen, der begynder klokken 20.30. 

Det gav samtidig Dansk Håndbold Forbund et problem. 

Inden EM har alle hold afleveret en liste til europæiske håndboldforbund med navnene på seks personer, der skal have mulighed for at sætte sig på en de fire pladser på bænken, der er reserveret til officials fra holdene. 

På Danmarks liste står de fire, der har siddet på bænken i alle kampe hidtil - Gudmundur Gudmundsson, Tomas Svensson, holdleder Kai Johannsen og fysioterapeut Peter Poulsen - samt holdets anden fysioterapeut, John Bruun og sportschef Ulrik Wilbek.

Men DHF vil ikke sætte Wilbek tilbage på den bænk, han forlod efter EM i 2014, i en ny rolle som assistent for Gudmundur Gudmundsson.

- Vi har udelukkende skrevet Ulrik Wilbek på for det tilfældes skyld, at Gudmundur skulle blive syg eller på anden måde forhindret. Og det har aldrig været meningen, at han skal træde ind i assistentens rolle, siger Carsten Grønmann, Danmarks delegationsleder. 

Derfor klarer Gudmundur Gudmundsson sig uden en assistent på bænken til aftenens kamp. Til gengæld har talentchef Claus Hansen, der også er med omkring holdet her i Polen, fået lov at sidde på tilskuerpladserne umiddelbart bag den danske bænk, så han kan kommunikere med holdet. 

Tomas Svensson er bare den seneste af flere personer i EM-lejren, der har måtte kravle i seng med feber, hoste og lignende influenzasymptomer.

Tidligere har også både landsholdslægen, pressechefen, landstræner Gudmundur Gudmundsson og playmaker Rasmus Lauge været ramt. 

Af samme årsag var Tomas Svensson lørdag isoleret fra spillertruppen af frygt for, at smitten skulle sprede sig til spillerne før mødet med Spanien.

Mens Danmark altså mangler Svensson på bænken, mangler Spanien en markant profil på banen. Tidligere i dag måtte spanierne skifte forsvarsprofilen Gedeon Guardiola ud af EM-truppen på grund af en skade. 

Danmark og Spanien har begge fire point og topper mellemrundens gruppe 2 før aftenens kamp, der bliver fløjtet i gang klokken 20.30. 

Se Danmark-Spanien direkte på TV 2 i aften fra klokken 20