EM håndbold

Norge langer ud efter makedonere: De filmer hele tiden

Nordmændene var skuffede over både sig selv og modstanderne i EM-gyseren mod Makedonien.

Nordmændene havde svært ved at skjule deres ærgrelse over dommerne efter det uventede pointtab mod Makedonien mandag aften.

Et par afgørende kendelser til sidst faldt ikke heldigt ud for Norge, men de var nu mindst lige så irriterede over de makedonske modstandere.

- Makedonien er gode til at filme og kaste sig bagover, og det får de udbytte af i dag. Det er lidt bittert, siger eksempelvis Harald Reinkind efter 31-31-kampen, og holdkammerat Espen Lie Hansen er på samme linje.

- Det er pinligt at se, hvordan makedonerne kaster sig rundt på banen. Jeg synes ikke, det hører hjemme på en håndboldbane. Og de får udbytte af det hos dommerne, synes jeg. Det tror jeg, de fleste kan se. De falder utroligt let, og det er ikke sådan, håndbold spilles, siger venstrebacken til TV 2 SPORT.

Især nogle situationer mod slutningen ærgrer nordmændene, da der f.eks. et minut før tid blev dømt angrebsfejl mod Christian O'Sullivan. Og dommernes kendelse var nordmændene ikke enige i.

- Det kan godt være, det går begge veje, men det føles, som om de får en afgørende rolle til sidst, da O’Sullivan skal hoppe igennem. Om han (forsvarsspilleren, red.) står i feltet eller ej, ved jeg ikke. Det er i hvert fald surt, når sådan en afgørelse går imod os, siger Harald Reinkind.

Nordmændene spillede dog heller ikke selv nogen stor kamp - og erkendte det selv - efter de foregående imponerende sejre ved EM, hvilket havde gjort dem til klare favoritter mod Makedonien, der havde udspillet deres rolle i forhold til kampen om semifinalepladserne.

- Jeg ved ikke, om vi var favoritter, men måske blev vi det på grund af den måde, vi har spillet. Det er en ny rolle for os i forhold til tidligere. Vi prøvede at spille afslappet og tænke, at vi også havde alt at vinde i denne kamp, men det holdt ikke helt, siger Harald Reinkind.

Norge var undervejs flere gange bagud med fem mål i anden halvleg, men otte minutter før tid fik de kontakt ved 28-28. Og så lignede det egentlig en norsk sejr, men nordmændene havde ikke heldet med sig i de afgørende situationer til sidst.

- Vi spiller egentlig en ganske god kamp, viser god moral, og det er stærkt at komme tilbage og få uafgjort efter at have været bagud med fire-fem mål, siger assistenttræner Glenn Solberg.

Norge har nu givetvis brug for mindst uafgjort mod Frankrig i den sidste kamp onsdag, og det kan blive en svær opgave mod de forsvarende mestre.

- Vi var ikke skarpe nok i afslutningerne i første halvleg, og vi brændte for mange store chancer. Vi skal et gear op mod Frankrig, for ellers bliver vi pisset på, lyder det bramfrit fra Espen Lie Hansen.

Se nogle af de situationer, nordmændene brokker sig over i tv-klippet over artiklen, og se afslutningen med bl.a. situationen med O' Sullivans angrebsfejl herunder: