EM håndbold

Nyegaards karakterbog: Her er de bedste og værste danske EM-præstationer

Mads Mensah Larsen er bedste dansker ved EM, mens Rasmus Lauge skraber bunden.

Mads Mensah Larsen har været den bedst spillende dansker ved EM.

Det viser et gennemsnit af TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaards karakterer fra de danske kampe.

Mads Mensah Larsen træder ud af turneringen med en gennemsnitsbedømmelse på 3,8, hvilket gør ham til topscoren på landsholdet. Han får samtidig også store roser med på vejen af Bent Nyegaard.

- EM i Polen blev Mensahs internationale gennnembrud. Jeg foreslog på et tidspunkt at lave lidt tv på ham ud fra ”Dirty Harry”. Manden – der med  mellemrum – får de mest ”beskidte” opgaver og løser dem med succes! Sådan opfattede jeg Mads. Forvar: højre/venstre back + venstre fløj. Angreb: alle tre pladser. Unikt at en så ung spiller kan løse så mange opgaver med så høj kvalitet. Hovedopgaven – PM-pladsen – åbenbarede han, at han er én af landsholdets fremtidige store drivkræfter, lyder det fra Bent Nyegaard.

Michael Damgaard er placeret midt i det hele i forhold til gennemsnitsbedømmelsen. Der har været mange udsving i præstationerne, men overordent set, så meget Bent Nyegaard, at han ligesom Mads Mensah har fået et gennembrud.

- Michael Damgaard fik også sit internationale gennembrud i Polen. Damgaard er en specialist, en ener. En diamant, der – hvis han bliver slebet rigtigt og med indsigt og tålmodighed – vil fremstå så skinnende klart, at han vil blive én af de mest eftertragtede. Ingen andre – jeg har i hvert fald ikke opdaget vedkommende – kan temposkifte og skudafvikle på Damgaard-niveau!   

Dårligst er Rasmus Lauge, der har haft en turnering, hvor det har været småt med spilletid. Når den danske playmaker, så endelig har fået noget tid på banen, så har den ikke blevet vekslet til store præstationer.

- Rasmus Lauge kom skidt ind i turneringen på grund af sygdom. Siden blev han aldrig prioriteret. Fordi, Mensah og Damgaard fløj forbi. Synes stadig, at Gudmundsson burde have gjort mere for at få Lauge tilbage, men er ikke i tvivl om, at han også bliver én af landsholdets store i de kommende år, siger Bent Nyegaaard.

Du kan se gennemsnitskarakterne herunder:

Niklas Landin 3,5

Kevin Møller 2,7

Lasse Svan 3,4

Hans Lindberg 3,5

Casper U Mortensen 3

Anders Eggert 3,5

Alexander Lynggaard UB

Henrik Toft Hansen 3

Jesper Nøddesbo 3,3

Mads Mensah Larsen 3,8

Rasmus Lauge 2,5

Mikkel Hansen 3,4

Michael Damgaard 3,2

Henrik Møllgaard 3

Mads Christiansen 3,4

Peter Balling UB

Gudmundur Gudmundsson 3,1