Håndbold

Transfernyt: Landsholdsstreg er på plads i FC Midtjylland

FC Midtjylland forstærker sig til den kommende sæson med Team Tvis Holstebros Linn Blohm.

Dameholdet i Team Tvis Holstebro nedprioriteres til den kommende sæson.

Det betyder, at klubbens fremtrædende spillere – landsholdsspillere som Silje Solberg, Jamina Roberts og Nathalie Hagman – alle er på udkig efter en ny klub.

I går blev det officielt, at norske Camilla Herrem skifter til HC Vardar i Makedonien.

Nu har også den svenske landsholdsspiller Linn Blohm fået sin fremtid på plads.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysningerhar hun skrevet under på en kontrakt med ligakonkurrenterne fra FC Midtjylland.

Her bliver Blohm forenet med den nyudnævnte, svenske landstræner Helle Thomsen.

Midtjydernes to nuværende stregspillere, Sabine Pedersen og Susan Thorsgaard, har begge kontraktudløb efter denne sæson.

Minimum den ene af disse ser nu ud til at blive erstattet af Linn Blohm.

Den svenske Team Tvis Holstebro-spiller fortalte efter Primo Tours Liga-kampen mod Team Esbjerg mandag aften, at hun havde sin fremtid på plads, men havde derudover ingen kommentarer.

TV 2 SPORT kunne allerede for en måned siden fortælle, at parterne var i kontakt med hinanden.

Nu er kontrakten også skrevet under.