Håndbold

Officielt: FC Midtjylland henter svensk landsholdsstreg

Som TV 2 SPORT i sidste uge kunne erfare, skifter svenske Linn Blohm fra Team Tvis Holstebro til FC Midtjylland.

Team Tvis Holstebros damehold bliver nedprioriteret i den kommende sæson, og det har betydet et farvel til flere af holdets profiler. 

Onsdag blev det officielt, at Team Tvis' svenske landsholdsspiller Linn Blohm, skifter til de danske mestre fra FC Midtjylland. 

Linn Blohm har fået en to-årig kontrakt i klubben. 

Og Blohm kender allerede flere af ansigterne i Midtjylland, blandt andet træneren Helle Thomsen.

- FCM er en god klub og et godt hold, som har præsteret godt over lang tid. De har en god træner, som jeg kender fra landsholdet. Der er en vinderkulter på holdet, og den vil jeg gerne være en del af, siger Linn Blohm til FC Midtjyllands hjemmeside.

- Jeg skal fortsat udvikle mig som håndboldspiller, og jeg tror på, at jeg kan blive en bedre håndboldspiller i FCM. Derudover er målet at spille med i Champions League og spille finaler, siger den svenske landsholdsspiller.

Hun bliver også forenet med sine landsholdskolleger Johanna Alm og Sabina Jacobsen i klubben.

- Jeg har talt lidt med dem. Jeg ved, de er glade for at være i klubben, og det håber jeg også, at jeg bliver, siger Linn Blohm.

Og træner Helle Thomsen glæder sig over tilgangen af Blohm.

- Linn er en tovejsspiller, som har spillet gode sæsoner for Team Tvis Holstebro. Hun er god i screeningsspillet og får fat i mange bolde. Hun er førstevalg på stregen på det svenske landshold og har en god tilgangen til sporten. Hun er seriøs og træningsivrig og passer godt ind i vores træningskultur, siger Helle Thomsen.

TV 2 SPORT har flere gange skrevet om Linn Blohms forventede skifte til FC Midtjylland. Faktisk kunne vi allerede for en måned siden fortælle, at parterne var i kontakt med hinanden.

Derudover afslørede den svenske spiller efter Primo Tours Liga-kampen mod Team Esbjerg i sidste uge, at hun havde sin fremtid på plads, men havde derudover ingen kommentarer.