To nye stjerner klar for storsatsende Nykøbing Falster

16x9
Nathalie Hagman spiller ifølge TV 2 SPORT's oplysninger på Falster i næste sæson Foto: Morten Stricker / Scanpix Denmark

Nathalie Hagman og Johanna Westberg spiller ifølge TV 2 SPORT's oplysninger på Falster i næste sæson.

Nykøbing Falsters håndboldkvinder opruster kraftigt frem mod den kommende sæson i dameligaen.

Holdet, der efter to år i bunden oprustede markant til denne sæson ved at hente blandt andre landsholdsplaymakeren Kristina Kristiansen og Mette Gravholt, henter ifølge TV 2 SPORT's oplysninger yderligere to store ligaprofiler til næste sæson.

Det drejer sig om Team Tvis Holstebro-profilen Nathalie Hagman og Randers-skytten Johanna Westberg, der ifølge TV 2 SPORT's kilder har skrevet under på kontrakter med den storsatsende Falster-klub.

Johanna Westberg i aktion mod Silkeborg-Voel
Johanna Westberg i aktion mod Silkeborg-Voel Foto: Annelene Petersen / Scanpix Denmark

Højrebacken Hagman er en af ligaens største profiler og aktuelt nummer to på topscorerlisten med 117 mål - seks færre end Falster-stjernen Kristina Kristiansen, mens venstrebacken Johanna Westberg er noteret for 63 scoringer. De ligger også begge i top 10 over spillere med flest assists i denne sæson.

Allerede i begyndelsen af januar bekræftede NFH-træner Niels Agesen, at klubben meget gerne ville hente Hagman - som Agesen selv tidligere har været træner for i Holstebro - men siden har parterne været tavse om forhandlingerne. 

Og heller ikke i dag har Niels Agesen eller andre i Nykøbing Falster ønsket at kommentere TV 2 SPORT's oplysninger om, at en aftale nu skulle være på plads.

Tidligere på sæsonen afviste Team Tvis Holstebro et bud på 25.000 euro på Nathalie Hagman fra Champions League-mestrene Buducnost, der gerne ville overtage svenskeren med det samme. Det afviste vestjyderne, der ikke ville slippe stjernen midt i sæsonen.

Nu fortsætter hun i stedet i den danske liga og hos Nykøbing Falster, da Team Tvis Holstebro skal spare en million kroner til næste sæson og ikke har råd til at forlænge kontrakten.

Også FC Midtjyllands danske mestre har ifølge TV 2 SPORT's oplysninger været ude efter Nathalie Hagman.

Randers meddelte i slutningen af januar, at Johanna Westberg forlader klubben til sommer, fordi hun gerne vil tættere på sin kæreste, der bor i Sverige.

Det får hun mulighed nu med skiftet til Nykøbing Falster, der flere gange om ugen træner i København, hvor flere af klubbens spillere også bor.

Både Hagman og Westberg har tidligere afvist at kommentere på, hvor de fortsætter karrieren.