Håndbold

Her er Lærke Møllers nye klub

Den skadede landsholdsplaymaker forlader Team Tvis Holstebro og forstærker Team Esbjerg

Hun kæmper stadig for at komme tilbage på håndboldbanen oven på den korsbåndsskade, hun bogstaveligt talt løb ind i tilbage i september. Men nu er karrieren på sporet med en ny kontrakt i en ny klub.

Den ukampdygtige landsholdsplaymaker har tirsdag formiddag sat sin underskrift på en aftale med topholdet Team Esbjerg. Det bekræfter både klub og spiller over for TV 2 SPORT.

- Det er super dejligt at have på plads langt om længe. Jeg har været i dialog med Esbjerg i noget tid, og nu kan vi endelig offentliggøre det, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, siger Lærke Møller til TV 2 SPORT. 

At spille med om guldet, spille Champions League og forhåbentlig kan jeg spille mig på landsholdet igen. Så det er nogle af grundene til, at jeg har valgt Team Esbjerg

Lærke Møller

Dermed forlader playmakeren Team Tvis Holstebro efter to sæsoner, hvor den ene for det meste er gået med genoptræning efter den alvorlige knæskade.
I Esbjerg kommer Lærke Møller til at udgøre en uhyggelig stærk playmaker-duo med Estavana Polman, som for nylig forlængede kontrakten med vestjyderne for den kommende sæson.

- Jeg synes det har et super spændende hold og et godt koncept med noget kontinuitet, som er vigtig for at man kan vinde medaljer og det er selvfølgelig også det jeg synes er spændende. At spille med om guldet, spille Champions League og forhåbentlig kan jeg spille mig på landsholdet igen. Så det er nogle af grundene til at jeg har valgt Team Esbjerg. 

Klar til at træne igen om en måned

Lærke Møller har tidligere vundet Danmarksmesterskaber med FC Midtjylland, som hun skiftede til fra sin første seniorklub Aalborg DH, hvor hun debuterede i ligaen allerede som 16-årig.

Herefter blev hun hurtigt anerkendt som det mest lysende talent i dansk damehåndbold, og hun har været en fast del af landsholdet siden da. Desværre har en lang række skader dog ødelagt meget af den ellers så lovende karriere.

- Jeg er fem måneder henne med korsbåndsskaden og planen er at jeg kan begynde at træne med i hallen om en måneds tid, så det kommer ikke til at begynde noget for min kommende aftale med Team Esbjerg, slutter Lærke Møller af. 

Den karriere fortsætter nu i Esbjerg, hvor træner Lars Frederiksen kan gøre brug af den spilintelligente playmaker fra den kommende sæson.

Du kan læse meget mere om Lærke Møllers seneste kamp for at vende tilbage til håndboldbanen efter de mange skader ved at klikke her.