Håndbold

Søndergaard har fortrudt: Nu er han tilbage på landsholdet for alvor

Kasper Søndergaard vil igen supplere den grønne Skjern-trøje med den rødhvide landsholdstrøje. Claus Fisker / Scanpix Denmark

Højrebacken har droppet landsholdspensionen og er nu til rådighed for Danmark på lige fod med resten af truppen.

To EM-guldmedaljer, 156 landskampe og 339 mål. Det er, hvad landstræner Gudmundur Gudmundsson nu igen har til rådighed, når han skal udtage sit landshold.

Højrebacken Kasper Søndergaard har nemlig droppet landsholdspensionen og er igen klar til at tørne ud for Danmark for fuld skrue.

- Jeg har ændret mening. Jeg har indset, at jeg stadig har lysten til at spille på landsholdet, så jeg har stillet mig til rådighed igen, siger han til TV 2 SPORT.

Dermed kan Kasper Søndergaard altså meget vil blive en del af de OL-kvalifikationskampe, Danmark skal spille i april måned.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson bekræfter, at Kasper Søndergaard igen er til rådighed, men han er endnu ikke klar til at løfte sløret for de navne, der skal forsøge at spille Danmark til OL.

- Det er dejligt, at Kasper er tilbage. Men jeg vil ikke kommentere på truppen, før den bliver offentliggjort, siger han til TV 2 SPORT.

Landstræneren planlægger at udtage 19 spillere til den træningssamling, der indledes med en tur til og træningskamp mod Tyskland den 29. marts til 2. april. Derefter skal truppen efter planen skæres ned til 18 spillere, når OL-kvalkampene skal spilles den 8., 9. og 10. april. Her kan 16 spillere skrives på holdkortet, men to reserver vil være med omkring kampene, som altså spilles tre dage i træk og derfor kan gøre det nødvendigt at skifte hurtigt ud i tilfælde af skader.

Om Kasper Søndergaard, som lige nu er topscorer for Skjern Håndbold med 135 mål i Boxer Ligaen, kommer med i truppen, der skal spilles OL-kvalifikation, er altså ikke sikkert.

Men sikkert er det, at højrebacken nu er fuldt ud tilbage som landsholdsspiller, hvor han under EM i januar kun var i bruttotruppen som backup i tilfælde af skader på højre back-positionen.

Landstræneren udtog for nylig en bruttotrup, som han kan vælge sin OL-kvaltrup ud fra:

Målvogtere:
Niklas Landin, THW Kiel
Søren Rasmussen, Bjerringbro-Silkeborg
Jannick Green, SC Magdeburg
Kevin Møller, SG Flensburg-Handewitt

Fløjspillere:
Magnus Landin, KIF Kolding København
Casper U. Mortensen, TSV Hannover-Burgdorf
Anders Eggert, SG Flensburg-Handewitt
Patrick Wiesmach, Team Tvis Holstebro
Lasse Svan Hansen, SG Flensburg-Handewitt
Hans Lindberg, Füchse Berlin

Stregspillere:
Jesper Nøddesbo, FC Barcelona
Henrik Toft Hansen, SG Flensburg-Handewitt
Alexander Lynggaard, St. Raphael Var
Simon Hald Jensen, Aalborg Håndbold
Jacob Bagersted, SC Magdeburg

Bagspillere:
Mads Mensah Larsen, Rhein-Neckar Löwen
Rasmus Lauge Schmidt, SG Flensburg-Handewitt
Bo Spellerberg, KIF Kolding København
Morten Olsen, TSV Hannover-Burgdorf
Klaus Thomsen, Bjerringbro-Silkeborg
Henrik Møllgaard, PSG Paris
Mikkel Hansen, PSG Paris
Michael Damgaard, SC Magdeburg
Nikolaj Markussen, Bjerringbro-Silkeborg
Frederik Clausen, GOG
Mads Christiansen, Bjerringbro-Silkeborg
Kasper Søndergaard, Skjern Håndbold
Peter Balling, Team Tvis Holstebro