Kommer der pletter på Wilbeks eftermæle?
Legenden i dansk håndbold har ikke hentet det forventede antal medaljer siden overgangen fra træner til sportschef i Dansk Håndbold Forbund.
Overskriften til denne kommentar virker umiddelbart som det rene nonsens.
Hallo, vi snakker Ulrik Wilbek. Ikonet. Manden, som heller ikke jeg tøver med at kalde den vigtigste mand i moderne dansk håndbold. Træneren, der næppe nogensinde bliver overgået i resultater og succes her til lands.
Ulrik Wilbeks uplettede eftermæle kan få et hug
Dan Philipsen, Håndboldredaktør, TV 2 SPORT
Alligevel har jeg den kætterske holdning, at Ulrik Wilbeks uplettede eftermæle kan få et hug og han kan blive genstand for kritik.
I dag påbegynder tre ekstremt vigtige uger i Wilbeks håndboldliv. Han blev i efteråret 2012 den første sportschef i Dansk Håndbold Forbund. Kikser kvinderne den forestående OL-kvalifikation i Aarhus og lider herrerne samme skæbne i Herning om tre uger, så har Ulrik Wilbek ikke været nogen succes som sportschef. Så sort/hvidt kan det siges.
Wilbek har annonceret, at han næste efterår går efter borgmesterposten i Viborg. Nu er jeg ikke cand.polit, men man siger i domkirkebyen, at Wilbeks sejr er lige så sikker som Kim Jong-Un’s flotte valgtriumfer er i herlige Nordkorea – uden sammenligning i øvrigt.
Altså er Wilbek efter alt at dømme på vej mod de sidste kapitler i sit håndboldliv. Og tiden som sportschef har – indtil videre - ikke været belagt med mange succeser. Herrernes VM-finaledeltagelse i 2013 og EM-finalepladsen i 2014 er ganske vist sket i hans sportschef-periode, men hører vel retfærdigvis under hans landstræner-cv.
Kvindernes VM-bronze i 2013 er det eneste metal, Wilbek har hentet som sportschef.
Det var Ulrik Wilbek, der spillede en hovedrolle – det skal en sportschef jo – da Jan Pytlick blev fyret. Og det var Wilbek, der i høj grad pegede på sin egen afløser efter EM i 2014.
Han ansatte Klavs Bruun Jørgensen og Gudmundur Gudmundsson. Det er gode trænere, det var godt arbejde af Ulrik Wilbek.
Men også ikoner må i en elitær sportsverden stå på mål for deres resultater. Og med Wilbeks to træner-ansættelser har Danmark fået en femteplads og to sjette-pladser ved slutrunder. Det er på ingen måde prangende, og det er i sandhed ikke Wilbek-DNA. Når kritikken falder på de to landstrænere, så skal den også rettes mod deres sportschef. Sådan er det.
Lad os nuancere og minde om, at herrelandsholdets exit i sidste sekund mod Spanien ved VM i 2014 var til at leve med. Kvindernes sjetteplads ved VM i december 2014 gav derimod hverken spillemæssig eller resultatmæssig fremgang. Endelig er der EM i januar i Polen, hvor herrernes sjetteplads var en rendyrket fiasko.
Det er med de præstationer og resultater i baghovedet, at vi nu kaster os ud i tre ekstremt vigtige uger for dansk håndbold. Begge landshold skal være glade for, at man i DHF har dygtige politikere på den internationale håndboldscene – ikke mindst Wilbek selv. At sikre hjemmebaner i både kvindernes og herrernes OL-kvalifikation er helt vitalt for chancerne for to danske pladser i Rio.
Lad os håbe, at svaret på denne klummes spørgsmål bliver et nej.