Rio 2016

Wilbek forventer ikke to hold til OL: Specielt med pigerne kan det gå galt

Sportschefen forventer en tæt OL-kvalifikation for kvindelandsholdet, hvor Danmark godt kan ende som sorteper.

Uruguay er en formsag. Rumænien og Montenegro er alt andet end det.

Sådan er billedet af den OL-kvalifikation, som det danske kvindelandshold i håndbold fredag tager hul på, når modstanderen er Rumænien, der sendte Danmark ud af VM på hjemmebane i december.

To nationer i puljen booker en billet til de olympiske lege til sommer, som herrelandsholdet heller ikke har kvalificeret sig til endnu.

- Det vil kun være anden gang i historien, at vi får to hold med. Det håber vi selvfølgelig på, men vi er også godt klar over, at specielt med pigerne - med mange skader og en svær pulje - kan det også godt gå galt, siger sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Ulrik Wilbek, til TV 2 SPORT.

- Det er mere hængt op på forhåbninger. Jeg håber selvfølgelig, at vi samlet set kan klare Montenegro og Rumænien. Det bliver jo meget det der med at se kampene samlet set, fordi man kan sagtens vinde den ene og så tabe den anden større, så er man ude alligevel.

- Jeg håber, vi er dygtige nok. Det bliver meget lige, tror jeg, og der er ikke nogen, der kan forudsige, hvordan det vil gå, men jeg håber, vi får et meget medlevende publikum, der vil bakke pigerne op.

Når der er tale om forhåbninger frem for forventninger, maler sportschefen da heller ikke fanden på væggen i tilfælde af, at kvinderne misser OL-kvalifikationen.

- Hvis vi ikke kommer med, vil det betyde, at vi går glip af en god, lang træningslejr hen over sommeren, som ville kunne gøre, at Klavs kunne udvikle på spillet og samtræne med spillerne, siger Wilbek.

- Vi kommer så ikke til OL, men der er altid et nyt mesterskab, og der er et mesterskab i Malmø i december, og så vil vi satse det hele på det.

Danmark møder Rumænien fredag, Montenegro lørdag og Uruguay søndag.

Herrernes OL-kvalifikation spilles fra den 8. til 10. april i Boxen. Her er modstanderne Kroatien, Norge og Bahrain.

Herrelandsholdets OL-kvalifikationskampe kan ses på TV 2.