Håndbold

- Hva’ nu, Klavs Bruun Jørgensen?

KOMMENTAR: Det har været en kæmpe skuffelse, at den nye landstræner ikke har rykket landsholdet en millimeter i den rigtige retning. For det har han ikke.

At halvkikse et VM på hjemmebane og få måneder senere helkikse en OL-kvalifikation – og så i eget hus – er i mange elitesportsgrene ensbetydende med en fyring.

Og der skal nok være dem, der efter kvindelandsholdets deroute lørdag aften i Aarhus ønsker Klavs Bruun Jørgensen langt væk fra sit job.

Jeg tror ikke, at Dansk Håndbold Forbund fyrer Klavs Bruun Jørgensen.

Han er sportschef Ulrik Wilbeks opfindelse, og desuden har man i DHF forhåbentlig det klarsyn, at det danske landshold ikke hører til blandt verdens bedste.

Landsholdet er middelmådigt

Efter oplevelserne i Herning i december og kampene i Aarhus fredag og lørdag må vi bare konstatere, at det danske kvindelandshold anno 2016 er helt og aldeles middelmådigt. Jeg troede, at truppen – også på grund af de åbenlyse fordele som hjemmehold – havde et hold i verdens top 5. Det er langt fra tilfældet.

På de fleste parametre er der mindst en håndfuld landshold, der er betydeligt bedre. Klavs Bruun Jørgensen har simpelthen ikke materiale til mere. Så nej, det er ikke en fiasko, at Danmark ikke skal til OL. Skuffende, men ikke en fiasko.

Noget er ofte faldet mig i øjnene, når vi til slutrunder har oplevet endnu en aflyst dansk træning. Hvorfor træner stort set alle hold under en slutrunde, når Danmark ikke gør?

I den forgangne samling har Klavs Bruun Jørgensen måttet aflyse mange vitale træningspas. Simpelthen, fordi spillerne mødte slidte op til landsholdssamlingen. Det falder alene tilbage på klubberne. Trænes der for lidt, eller trænes der forkert i de danske ligaklubber? Noget er i hvert fald galt, og lige på det punkt er landstræneren chanceløs.

Han kan ikke på få dage få spillerne i den rigtige fysiske forfatning. Det skal ske i klubberne, og det gør det tydeligvis ikke. Måske har vi også her en forklaring på, at dansk klubhåndbold på den internationale scene er blevet en parentes. At kalde den danske liga for verdens bedste klinger mere hult end nogensinde. Jeg minder om, at mestrene fra FC Midtjylland i februar blev pryglet af upåagtede Sävehof, og Team Esbjergs vicemestre blev kylet ud af den næstbedste Europa Cup-turnering efter et nederlag på ni mål til et tyrkisk hold!

Har ikke rykket landsholdet en millimeter

Dette frikender overhovedet ikke Klavs Bruun Jørgensen i de to skuffelser. Han har fået en alt andet end overbevisende start som landstræner. Det har været en kæmpe skuffelse, at den nye landstræner ikke har rykket landsholdet en millimeter i den rigtige retning. For det har han ikke.

På et hold uden succes er det – især i håndbold – nemt at spotte fejl hos træneren. Også jeg har undret mig over stædigheden, når Klavs Bruun Jørgensen ville indføre et offensivt forsvar. Tiden var den nye landstræners fjende fra første arbejdsdag, og tid er det, som enhver landstræner har mindst af. Klavs Bruun Jørgensen stod foran de vigtigste fire måneder i dansk kvindehåndbold i 10-20 år: VM i egen hal og OL-kvalifikation. Alligevel holdt han stædigt fast – uden succes og uden klarsyn til at ændre. Det er befriende, at han ville udvikle noget nyt. Men timingen var forkert, og stædigheden himmelråbende. Både VM og OL kiksede.

I vores håndboldmagasin Kontra slog Bruun Jørgensen i efteråret fast, at han ville træne sit kvindehold, som han havde trænet sine herrehold. At han – som debuterende kvindetræner – ikke så de store grundlæggende forskelle på at træne de to køn. Sådan kan han umuligt have det i dag. Jeg er ret sikker på, at han med den interne ballade under VM blev klogere på, at kvinder og mænd ikke i enhver sammenhæng skal behandles ens.

Under kampene, hvor hans hold ellers ofte har haft brug for en rettesnor, har Klavs Bruun Jørgensen været påfaldende nærig med at bruge sit timeout-kort.

Jeg forstår det ikke

Så er der de mandskabsmæssige ting. Jeg forstår ikke, at Maria Fisker ikke var med i OL-kampene, for hun er ikke skadet. Hvorfor Fie Woller skulle spille hele anden halvleg i afgørelsen mod Montenegro, gav ingen mening. Hvorfor han ikke prøvede glemte Kristina Kristiansen, da angrebsspillet var gået kold mod montenegrinerne, undrede også. Ligesom den defensive stædighed, da skibet tog vand i, også så besynderlig ud.

Okay, her er vi nede i små detaljer, som Klavs Bruun Jørgensen sikkert havde sine anderledes analyser af. Men i nederlagets stund blinker sådanne dispositioner bare i et endnu skarpere neonlys.

Forude venter mange kulsorte, kedelige måneder for det danske landshold. Først om otte og en halv måned kommer næste sjove opgave, EM i Sverige.

Trives han overhovedet i jobbet?

Jeg er langt fra sikker på, at Klavs Bruun Jørgensen er landstræner til den tid.

Som nævnt, så tror jeg ikke på en fyreseddel. Stopper samarbejdet, så er det fordi Bruun Jørgensen ikke gider længere. Grundlæggende er det ikke min fornemmelse, at han trives i jobbet. Den megen ævl og kævl i december skuffede ham voldsomt, og når han samtidig har svært ved at flytte spillerne sportsligt, så må det være tungt.

Privat er det stensikkert fantastisk at være kvindelandstræner, for det er alt andet lige ikke nær så tidskrævende at være klubtræner, og vi skal huske, at Bruun Jørgensen havde fire år væk fra familien i Virum, da han trænede herreholdet i Holstebro.

Omvendt kan Klavs Bruun Jørgensens trænerkarriere i længden ikke bære at gå fra skuffelse til skuffelse som kvindetræner. En dag skal han stensikkert træne et herrehold igen, hvilket han er virkelig dygtig til. Spørgsmål er, hvornår det sker.