Håndbold

Neglebideri som aldrig før

Grundspillets anno 2015-16 vil med stor sandsynlighed få en fremtrædende plads i håndboldens historiebog.

Aldrig har SÅ mange kampe sat både spillere og tilskueres åndedræt i SÅ højt alarmberedskab.

Aldrig har SÅ megen neglebideri, råb, skrig, jubel i kombination med afmagt og skuffelse hørt til dagens (u)orden - vælg gerne selv - og aldrig har koblet af kommentatorer smagt SÅ ofte og SÅ inderligt på ”de små marginaler”, når de blev afkrævet analyser på kampenes faldereb.

Som altid havde jeg et kig i krystalkuglen for hine otte måneder siden, og jeg glæder mig da over, at min pels på ingen måde er flænset.

Snarere tværtimod. Men læs selv og vurder!

Jeg fandt dog plads til et par fejlskud. Jeg havde slet ikke set Patrick Westerholm og hans Tvis-drenge lave det fantastiske stunt, vi har været vidne til: Bingo og op på plads nummer et, og to point med over i slutspillet.

En formidabel præstation, der ovenikøbet blev en realitet efter farvellet til så flotte kræfter som Klavs Bruun Jørgensen, Damgaard-brødrene og Jacob Green. Hvad der imponerer mig endnu mere, er, at den er skabt med målmandspræstationer på det absolut jævne.

Jeg havde heller ikke set Nicolej Krickaus Skanderborg-yndlinge brage op gennem årets Boxer Herreliga. Længe lignede det en sikker slutspilsplads til Tim Sørensen og hans kammerater, men mod slutningen faldt de lidt i kadence.

Det med kadencen passer også som fod i hose på Morten Henriksens sønderjyske slutspilsdrømmerier. Vinterpausen har fuldstændig taget pusten ud af Kjeldgaard, Køser og Gullerod.

De er dog stadig selv herre i eget hus. De er bedre i de indbyrdes opgør med Skanderborg.

Jeg konstaterer dog: Vær på vagt, I gæve sønderjyder. Skanderborg er hjemme i ”Cigaræsken” mod Ribe-Esbjerg. Det kan meget vel ende med to point til hjemmeholdet. Sker det, kræver det sejr ude mod Mors-Thy!

Jeg har ved flere lejligheder hånet Erik Veje for hans motto/mantra: ”Mit hold er et klart semifinalehold”. Gudskelov har jeg ikke lovet noget med at ”at æde min hat” hvis, såfremt, i fald, og det er jeg faktisk godt tilpas med, for med de unge løver Emil Nielsen og Sebastian Henneberg i spidsen har aarhusianerne spillet sig ind i slutspillet med meget stor mulighed for at få point med videre.

Når så økonomisk relativt upåagtede mandskaber som Tvis, Skanderborg og Aarhus har kunnet både husere og skabe ravage blandt toppens fyrster, skyldes det store op- og nedture, når mine øjne falder på 'de fire store'.

De forsvarende mestre fra KIF Kolding København har aldrig optrådt med mere usikre ben end i denne sæson. Et Champions League-mareridt blev følgesvenden, når det gjaldt kampene i den hjemlige liga. Konstantin Igrupolo blev det helt store flop, og med ham forsvandt den bredde, der skulle have sikret mestrene mod fortrædeligheder på hjemlig grund.

Skjern lignede længe holdet, der evnede at holde stabiliteten både europæisk og nationalt. Jeg kunne godt se, at det smertede, at Henrik Møllgaard ikke længere var i grønt, men var undervejs alligevel imponeret over holdets evne til at spille med høj grad af stabilitet.

Med Daniel Svenssons ufattelige uheld forsvandt bredden og dermed stabiliteten. Savnet kostede meget mere, end nogen kunne have forudset, og en ellers synlig top 2-placering forsvandt ud i det frostdække, der har været normen i dette såkaldt spirende forår.

Peter Bredsdorffs Silkeborg-sammenrend har som spået haft det svært. Danmarks måske bedste materiale slider stadig med at etablere Nikolaj Markussen for alvor. Jo, jeg er opmærksom på, at storskytten med mellemrum spiller flotte kampe, men sikkerheden i spillet har trange kår, når Markussen skal spille mange minutter.

Aalborg og Jesper Jensen endte i den rene tristesse. Den glød, energi og fandenivoldske indstilling, der var Jensens første aftryk, blev stille og roligt opslugt af Limfjordens vande. Det tidligere landsholdskoryfæ har ikke været begunstiget af heldet. Lange skadespauser til nøglefigurer som Sandor Sagosen og Andreas Palicka endte med at koste Jesper Jensen jobbet.

Således er jeg klar til ”Den grande Finale”. Det meste er i spil.

Én ting ligger dog fast: Skive siger endnu en gang farvel til eliten.

Jeg fastholder mit kig i sommerkrystalkuglen!

KIF Kolding København krones endnu en gang. Træner Carlos Ortega bliver manden, der forvandler Hvidt & co. fra tabere til vindere. Som notabene konstaterer jeg, at det ikke burde have været sådan. Jens Boesens mangel på moral - håndbold bør ikke være jura - sikrer endnu en fordel til mestrene.

Ole Nørgaard bliver strategen, der skal tage kampen op mod Ortega i medrivende finalekampe.

Sæsonens helt store overraskelse? Patrick Westerholm skal i infight med Peter Bredsdorff-Larsen om det knapt så eftertragtede metal, og den holmgang falder ud til fordel for BSV-træneren.

Og Erik Veje? Hans ”Mit hold er et klart semifinalehold” tilkæmper sig større og større troværdighed. Bare ikke i år!

The final countdown is about to start:

Det bliver inciterende, tæt, beskidt og marginalt.

Bideriet kan fortsætte med uformindsket styrke.