Håndbold

Skjern henter islandsk landsholdsspiller til sommer

Skjerns håndboldherrer får en islandsk landsholdsspiller som holdkammerat til næste sæson TV 2 SPORT / TV 2 SPORT

Bagspilleren Tandri Mar Konradsson skal afløse tyske Mathias Flohr hos de midtjyske DM-kandidater til sommer

Håndboldsæsonen er på vej ind i sine afgørende måneder med det kommende slutspil, men klubberne er allerede godt i gang med at blande deres spillerkort frem mod næste sæson.

Nu er Skjern ifølge TV 2 SPORT's oplysninger tæt på at kunne præsentere en ny bagspiller. Det drejer sig om den islandske landsholdsspiller Tandri Mar Konradsson, der kommer fra den svenske klub Rioch.

Konradsson, der har en fortid i dansk håndbold for TM Tønder, var blandt andet med på det islandske landshold, som Danmark mødte - og slog 32-24 - ved Golden League i Norge i november. 

I Skjern skal Konradson ifølge TV 2 SPORT's oplysninger afløse tyske Mathias Flohr, der forlader Skjern til sommer efter kun fem måneder i klubben. 

Flohr kom til Skjern i januar, da hans tidligere klub HSV Handball gik konkurs. Hans kontrakt udløber til sommer og bliver ifølge TV 2 SPORT's oplysninger ikke forlænget. 

Følg Skjern og alle de øvrige hold i Boxer Herreligaen i aften, hvor TV 2 SPORT sender fire timers live-tv fra sidste spillerunde i grundspillet. Mors/Thy-Sønderjyske er aftenens hovedkamp, men vi har reportere til alle kampene, så vi kan følge alle dramaer. 

Se med fra klokken 18.30 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY