Håndbold

Rent kaos: KIF Kolding København vinder i træner-sag

KIF Kolding København måtte gerne benytte træner Carlos Ortega i tre kampe, hvor klubben blev taberdømt.

Klippet øverst er fra et tidligere interview med Carlos Ortega. 

KIF Kolding København måtte gerne benytte træner Carlos Ortega i tre kampe, hvor klubben blev taberdømt, fastslår Danmarks Idrætsforbunds højeste appelinstans i en pressemeddelelse.

Sådan skriver DIF om dommen

”Det centrale i begrundelsen er følgende: Appelinstansen har lagt til grund, at KIF først primo marts 2016 dokumenterede, at kapitalkravene i ligareglementet var opfyldt i forbindelse med ansættelsen af træner Carlos Ortega."

"Appelinstansen har dog fundet, at det ikke med den fornødne klarhed følger af ligareglementets bestemmelser, at KIF’s benyttelse af Carlos Ortega i Boxer Herreligaen forud for dette tidspunkt udgjorde en overtrædelse af ligareglementet, der kan sanktioneres."

"Afgørelsen har som konsekvens, at det faktiske resultat af de i sagen omhandlede 3 kampe skal stå ved magt.”

Klubben blev sidst i marts fratrukket fem point, efter at DHFs appeludvalg havde omstødt den oprindelige dom på 100.000 kroner i bøde. 

KIF Kolding København lå taberdømmelsen nummer to i ligaen.

Hele sagen drejer sig om, at træner Carlos Ortega blev brugt ulovligt i kampe mod SønderjyskE, Skive og Mors/Thy. 

Det førte i første omgang til, at KIF Kolding København fik en bøde på 100.000 kroner - den dom blev derefter omstødt, og KIF Kolding København blev i stedet taberdømt i kampene og endte på en sjetteplads i grundspillet.

Sportsdirektør i KIF Kolding København, Lasse Boesen siger til TV 2 SPORT, at klubben først kommer med en udtalelse fredag.  

- Den eneste kommentar, jeg har nu, er at vi mødes i morgen klokken 7.30 og så sender vi noget officielt ud på det her, siger han. 

Frikendelsen får konsekvenser for slutspillet, hvor KIF Kolding København efter alt at dømme skal bytte plads med Skjern Håndbold i slutspilspuljerne. 

Dansk Håndbold Forbund skal nu i gang med arbejdet med at ændre slutspillet i henhold til de ændrede placeringer. Det arbejde begynder fredag morgen, skriver de i en pressemeddelelse. 

Carlos Ortega-sagen

  1. 2015

    1. KIF fyrer cheftræneren - Ortega er ny afløser

      KIF Kolding København valgte i december 2015 at afbryde samarbejdet med Henrik Kronborg et halvt år før hans kontrakt udløb med klubben. 

      I stedet hentede klubben spansk forstærkning i form af Antonio Carlos Ortega.

      Spanieren fik kontrakt for de kommende 3 ½ år, hvor han i tæt samarbejde med sportschef Lasse Boesen skulle lægge en ny 2020-strategi for det sportslige setupi klubben.

  2. 2016

    1. Carlos Ortega tiltræder hos KIF Kolding København

      Carlos Ortega startede op hos sin nye klub 1. februar, og sportchef, Lasse Boesen, var hurtig ude og kalde det et scoop. 

      - Det er et scoop for dansk håndbold og især for KIF Kolding København, at vi i dag kan præsentere en så anerkendt og succesfuld træner som Ortega, der også i sin aktive karriere var en af grundspillerne på FC Barcelonas Dream Team.

      - Det taler for sig selv, når manden i løbet af sin korte tid som cheftræner for de ungarske mestre førte Veszprem til de to første Final 4-deltagelser i klubbens historie. Ortega er ganske enkelt et stort talent inden for håndboldsporten såvel dengang han spillede som i trænerrollen i dag, sagde Lasse Boesen.

    2. Brud på regler - KIF Kolding København får bøde

      Håndboldens Disciplinærinstans valgte i starten af marts 2016 at give KIF Kolding København en bøde på 100.000 kroner, da de mente, at klubben havde brugt Carlos Ortega ulovligt i tre kampe pga. brud med lønregler.

      Det gjaldte kampene mod Skive d. 10 februar, den 18. februar mod SønderjyskE og igen den 25. februar mod Mors Thy.

      Dengang udtalte disciplinærinstansens formand Jens Bertel Rasmussen til TV 2 SPORT:

      - Det er meget væsentlige og centrale regler, der er blevet brudt. Der er for os ingen tvivl om, at der er fundet en overtrædelse sted.

    3. Stor utilfredshed hos ligakonkurrenter: Kolding slipper for let

      Dagene efter afgørelsen omkring bøden til KIF Kolding København var flere af ligakonkurrenterne ude og klage over "den milde" straf.

      - Jeg tror, at Kolding sidder og smiler, og siger at den her dom ikke kunne være bedre, sagde Aalborgs direktør Jan Larsen blandt andet til TV 2 SPORT.

      Da DHF sendte sagen til håndboldens Disciplinærinstans, mente håndboldforbundet, at KIF Kolding København skulle straffes med at få fratrukket point og en bøde på 5000 kroner pr. kamp, som de havde brugt Carlos Ortega ulovligt som træner.

      Disciplinærinstansen valgte dog istedet at tildele KIF en bøde på 100.00 - og dermed beholdte klubben alle sine point. Netop dette var konkurrenterne meget utilfredse med.

      - Jeg synes jo slet ikke, at bøden står mål med risikoen for at miste fem point, konstaterede Jan Larsen fra Aalborg.

    4. KIF Accepterer bøde på 100.000 kr.

      KIF-Kolding-København valgte ikke at anke bøden på 100.000 kroner, som den fik i straf for at benytte klubbens træner ulovligt.

      - KIF Kolding København har behandlet Ortega-sagen og har valgt ikke at anke afgørelsen på trods af, at der lå en klar juridisk indstilling på at sagen burde ankes idet KIF ikke har begået brud på ligareglementet, skrev KIF Kolding København dengang.

    5. Tre klubber anker Kolding-sag

      Sagen om KIF Kolding Københavns ulovlige brug af træner Carlos Ortega i tre kampe sluttede ikke lige sådan, da modstanderne i de tre kampe, Skive, Sønderjyske og Mors/Thy, gik sammen og indgav en protest til ankeinstansen i Dansk Håndbold Forbund (DHF).

      De tre klubber ankede den kendelse fra DHF’s disciplinærudvalg, der gav KIF Kolding København en bøde på 100.000 kroner. De tre klubber ønskede, at Kolding blev fratrukket de fem point, som holdet opnåede i de tre kampe med Ortega på bænken.

    6. Kolding fratrukket fem point

      DHFs appeludvalg valgte at omstøde den oprindelige dom på 100.000 kroner i bøde - og dermed fratrække KIF fem point - samt tildele SønderjyskE, Skive og Mors/Thy deres tabte point.

      Udover frakendelsen af point fik Kolding også en bøde på 15.000 kr - 5000 kroner pr. gang de havde brugt Carlos Ortega ulovligt.

    7. Kolding anker dom

      Kort tid efter offentliggørelsen af appeludvalgets omstødning af dommen valgte KIF at anke dommen til DIF Idrættens Højeste Appelinstans.

      - Som sagen har udviklet sig, så er der ingen tvivl om, at vi er meget uenige i afgørelsen, og at vi appellerer dommen, sagde Lasse Boesen til TV 2 SPORT dengang. 

    8. KIF Kolding København vinder i træner-sag

      D. 7 april offengjorde Danmarks Idrætsforbunds højeste appelinstans i en pressemeddelelse, at KIF Kolding København gerne måtte benytte træner Carlos Ortega i tre kampe, som klubben blev taberdømt.

      Det betød, at KIF Kolding København og Skjern byttede plads i slutspillet. 

      De nye slutspilspuljer:
      1: TTH 2 p, Skjern 1, BSV 0, Sønderjyske 0
      2: KIF 2, Århus 1, GOG 0 Aalborg 0