Håndbold

Nordsjælland-keeper undskylder: Jeg laver årtiets største brøler

Nordsjællands målmand var meget berørt efter den dramatiske kamp mod Tønder.

En scoring på et straffekast få sekunder før slutfløjt sikrede mandag aften TM Tønder oprykning til herrernes bedste håndboldrække for første gang nogensinde.

Og tilskuerne fik i den grad drama for pengene. Se eller gense den vilde afslutning på kampen øverst.

Tønder tabte opgøret mod Nordsjælland Håndbold med 17-20, men da gæsterne havde fire måls forspring fra det første opgør, så blev Nordsjælland sorteper.

I de sidste sekunder blev der dømt passivt spil på hjemmeholdet, og et straffekast afgjorde forestillingen til sidst.

Og det var næsten ikke til at bære for Nordsjællands keeper Kristian Pedersen.

- Vi fører med fire. Der står 20-16, og så får vi fat i bolden. Vi skal bare lade være med at drible, og vi skal spille det spil, som vi har trænet i to år nu.

- Det gør vi ikke. Vi dribler og spiller tilbage til mig, og jeg laver årtiets største brøler. Så jeg kan kun sige undskyld til drengene – det er ikke i orden, lyder det fra Kristian Pedersen.

- Jeg synes vi gør mange ting rigtigt, men selvfølgelig er det afgørende, det jeg laver.

Har du lyst til første division?

- Jeg ved sgu ikke helt hvad der skal ske, og det tror jeg ikke rigtig, at nogle af de andre drenge ved eller klubben. Jeg tror der skal ske nogle ting, og så må vi se, hvad det er for nogle ting, der kommer til at ske, siger han.