Håndbold

BSV-profil efter nederlag til Tvis: De er f...... irriterende

Selvom det var sagt med et glimt i øjet, er de ved at være en smule trætte af Team Tvis Holstebro i Bjerringbro-Silkeborg.

Team Tvis Holstebro kan efterhånden både øjne og dufte DM-semifinalerne.

Tirsdag besejrede Team Tvis hjemme Bjerringbro-Silkeborg med 30-28 hjemme i Gråkjær Arena i en tæt kamp.

Dermed nærmer Tvis sig semifinalerne med hastige skridt, mens BSV-spillerne endnu engang måtte se sig slået.

Lignede de andre kampe

Det er nemlig ikke første gang, de to hold har spillet en tæt kamp, der er faldet ud til Team Tvis’ fordel. Og det er aldrig sjovt at tabe.

- De er fucking irriterende, lød det med et glimt i øjet fra BSV-spiller Nikolaj Øris efter kampen, da han blev spurgt om, hvorfor Team Tvis Holstebro altid ender med at vinde de tætte dueller.

- Nej, jeg ved et ikke. De har bare et godt tag på os i de indbyrdes opgør. Hvorfor, er svært at sige.

Nikolaj Øris har dog et bud på, hvorfor det ikke fungerede tirsdag aften.

- Det lignede meget nogle af de andre kampe, vi har spillet mod Tvis, hvor vi egentligt har haft meget godt styr på det. I den afgørende fase er vi bare ikke gode nok. I dag bliver vi også ramt af et par udvisninger, som gør det svært.

- Vi er lidt for uskarpe i de afgørende situationer, for ellers synes jeg, at vi gør rigtig mange ting rigtigt.

På vej tilbage et skridt af gangen

Øris var tilbage på håndboldbanen, men det var kun som straffekastskytte. Hans sene i knæet driller nemlig stadig, fortæller han

- Jeg har tidligere været inde og skyde straffe, selvom jeg havde ondt i knæet. Men så fik jeg lavet nogle ting med knæet som gjorde, at jeg skulle holde det lidt i ro, men nu satser jeg stærkt på at kunne udfylde den rolle sammen med Dennis (Kirkegaard, red.)

- Selvfølgelig brænder jeg stadig for at få lov til at bidrage med lidt mere, men små skridt, og det er dejligt bare at have en eller anden rolle på holdet, som man kan udfylde

- Det går knap så godt, som jeg havde håbet. Der er ingen tvivl om, at da jeg holdt pause fra februar, håbede jeg på, at jeg ville være klar til at spille igen i et eller andet omfang, når vi gik i gang med slutspillet, siger Nikolaj Øris.