Håndbold

Omdiskuteret dommerpar pillet af næste kamp efter fatal fejl

Dommerparret Claus Adelgaard og Martin Lykke, som fejlede i oprykningskampen mellem Nordsjælland og Tønder, skal ikke dømme Århus-Aalborg på søndag.

Det blev fatalt for Nordsjælland Håndbold, som rykkede ned, da dommerparret Claus Adelgaard og Martin Lykke fejlvurderede en situation og fløjtede mod Nordsjælland få sekunder før tid i nedrykningskampen mod TM Tønder.

Men nu får vurderingen, hvor dommerne valgte at fløjte passivt spil uden forvarsel og dermed give bolden til TM Tønder, også en konsekvens for dommerparret. De kommer nemlig ikke på banen på søndag, hvor de ellers skulle have dømt slutspilskampen mellem Århus og Aalborg Håndbold.

Det erfarer TV 2 SPORT, og et kig på Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside bekræfter oplysningen. Her fremgår det ikke længere, hvem der skal dømme kampen søndag aften. Ifølge TV 2 SPORT’s oplysninger var det ellers dommerparret Adelgaard og Lykke, der skulle have passet fløjten i netop den kamp.

TV 2 SPORT har efterfølgende fået en sms fra Bjarne Munk Jensen, som er Dansk Håndbold Forbunds ansvarlige på området. Han bekræfter, at de to dommere er pillet af kampen på søndag.

- Vi har taget denne her beslutning for ikke at lægge udnødigt pres på de to dommere, skriver Bjarne Munk Jensen.

Formanden for DHF's dommerudvalg Ole F. Petersen uddyber:

- Der har været nok fokus på dem i mandags, så vi har vurderet, at det er bedst for alle parter, at de ikke skal dømme en ny kamp så kort tid efter, siger han til TV 2 SPORT.

Ole F. Petersen fortæller samtidig, at Claus Adelgaard og Martin Lykke kun er taget af den ene kamp. Når slutspillet fortsætter i næste uge, er de to igen i spil som dommerpar til de resterende kampe. Der er dog endnu ikke sat navne på, hvilke dommere der skal dømme hvilke kampe fra den kommende uge.

Bjarne Munk Jensen slog tirsdag fast, at dommernes afgørelse i de sidste sekunder af kampen mellem Nordsjælland og TM Tønder var en fejlvurdering. Claus Adelgaard og Martin Lykke har endnu ikke ønsket at udtale sig om episoden.