Håndbold

Gudmundur utilfreds med ny regel: Håndbolden bliver uinteressant

Gudmundur Gudmundsson forstår ikke, hvorfor reglen om den nye markspiller er blevet indført samt timingen af den.

Flere nye håndboldregler træder i kraft fra 1. juli. Men den, som har bragt den største diskussion, er den, hvor det nu er ligegyldigt, hvilken markspiller, der erstatter målmanden i overtalsspil.

Skjern Håndbolds træner, Ole Nørgaard, luftede tirsdag aften en skarp kritik af reglen, da han kaldte den for den værste i håndboldhistorien. Og samtidig opfordrede ligaklubberne til at boycutte reglne.

Den utilfredse holdning blev delt af TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard og i dag har endnu en stor håndboldstemme meldt sig i koret.

Har ikke hørt en eneste af mine kollegaer, som er tilfreds

Gudmundur Gudmundsson

Den danske herrelandstræner, Gudmundur Gudmundsson, forstår nemlig ikke, hvorfor man har indført reglen.

- Jeg forstår ikke, hvorfor man får idéen om at ændre reglerne på den måde, siger Gudmundsson til TV 2 SPORT og undrer sig over tidspunktet at gøre det på.

- Vi spiller kvalifikationskamp i juli. Og så spiller vi ikke med det. Så pludselig, når vi skal forberede os til OL, skal vi ændre det hele. Så man bruger faktisk OL som eksperiment til at indføre nye regler. Det er ikke til at forstå.

Meget af kritikken af den nye regel går på, at kontraspillet vil blive forsømt, fordi holdene ikke vil satse. De vil alligevel være i overtal, når de kommer i angreb, hvis de udnytter regelændringen.

- Jeg synes, det bliver meget uinteressant håndbold. Man har jo overtal. Så man kigger bare efter en streg eller finder en fløjspiller. Det kan godt være, at trænerne udvikler et eller andet krydsspil også videre, men vi tager mand mod mand spillet ud, lyder landstrænerens kritik.

Det er dog langt fra kun Ole Nørgaard, Bent Nyegaard og Gudmundur Gudmundsson, som er kritiske over for reglen. 

- Jeg har snakket med mange af mine kollegaer, og jeg har ikke hørt en eneste, som er tilfredse med den her regel, siger Gudmundsson og opfordrer folkene bag den nye regel til, at man hellere bruger kræfterne et andet sted.

- Jeg synes hellere, de burde kigge på mållinjeteknologi end det her.