Ligatrænere og spillere i fælles protest: Drop den tåbelige regel
Håndboldspillere og -trænere raser over en ny regel om, at et hold må spille syv mod seks. Men den bliver næppe lavet om.
Sæsonen er snart slut, men uden for banen ulmer et opgør i dansk og europæisk håndbold mod det internationale håndboldforbund, IHF.
Om halvanden måned - den 1. juli - bliver fem nye spilleregler (se dem nederst i artiklen) nemlig føjet til IHF's håndboldregler. De kommer i brug første gang til OL i Rio og bliver gældende i både nationale ligaer og internationale turneringer som fx Champions League fra næste sæson. Men især én af reglerne skaber frustation og forundring blandt spillere og trænere.
I dag kan et hold vælge at skifte sin målmand ud og i stedet sætte en markspiller i overtrækstrøje på banen. Men i fremtiden bliver den overtrækstrøje afskaffet, så hvis et hold vælger at spille med syv mod seks, kan en hvilken som helst af de syv spillere på banen løbe ud på bænken og skifte med keeperen - og ikke længere kun spilleren, der bærer overtrækstrøjen.
Det svarer til at afskaffe offside-reglen i fodbold. Det er en helt grundlæggende ændring af spillet, vi taler om
Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen
- Af alle de tåbelige forslag, der nogensinde er kommet i håndboldhistorien, er det her dog den værste, sagde Skjern-træner Ole Nørgaard for nylig, og han får opbakning fra sine trænerkolleger, der nu forsøger at gå sammen om en protest mod reglen.
Initiativtager er Nykøbing Falsters træner Niels Agesen.
- Jeg har ikke hørt fra én eneste, der synes, at det her er en god idé. Og jeg har heller ikke hørt én eneste, der kan give mig en god begrundelse for, hvorfor det her skal indføres, siger Agesen til TV 2 SPORT.
I de seneste dage har han spurgt sine trænerkolleger i dameligaen, om de vil være med til en fælles protest, og Sønderjyske-træner Morten Henriksen har gjort det samme blandt herretrænerne. Kun få mangler at svare. Og alle, der har svaret, bakker op om protesten.
På Facebook har Agesen oprettet gruppen "Boykot den nye 7 mod 6 regel", der - mens disse linjer bliver skrevet - et tæt på 2.500 medlemmer, og Nykøbing-træneren har fået opbakning fra trænerkolleger i andre lande, der også vil bakke op om protesten.
- Vi kan ikke bare få reglerne ændret, så vi har valgt at spørge, hvordan ser folk på det her på herresiden, hvordan ser de på det i Norge, i Sverige og i Tyskland. Jeg har har også fået at vide, at Rumænien, Polen og Ungarn rører på sig, fortæller Agesen og uddyber sin bekymring:
- Som angrebsspiller handler håndbold om at skabe nogle rum, og som forsvarsspiller handler det om at lave så små rum som overhovedet muligt. Den del af spillet bliver mere eller mindre taget væk, hvis vi konsekvent skal spille syv mod seks. Jeg frygter, det tager duelspillet ud - det her spil, som håndbold i bund og grund går ud på med at vinde en duel mand mod mand. Samtidig bliver straffen for en to minutters ikke så stor, fordi man i stedet for at spille i undertal kan spille seks mod seks, advarer Niels Agesen.
Han og de øvrige trænere er ikke de eneste, der er utilfredse. Også spillerne er ved at samle sig i en fælles front mod den nye spilleregel.
- Det svarer til at afskaffe offside-reglen i fodbold. Det er en helt grundlæggende ændring af spillet, vi taler om, siger Spillerforeningens direktør Michael Sahl Hansen til TV 2 SPORT.
- Vi er endnu ikke helt færdige med at spørge i alle klubber, men jeg har ikke snakket med nogen endnu, der er for reglen. Så vi arbejder på at lave et dokument, som spillerne så skriver under på for at protestere mod reglen, siger Michael Sahl Hansen, der vil forsøge at få flere lande med i protesten, når han om få uger skal mødes med den europæiske spillerforening i forbindelse med Final 4-stævnet i Champions League i Køln.
- Der vil jeg tage det op med mine europæiske kolleger og se, om vi kan finde fælles fodslag på tværs af Europa og sammen appellere til IHF om, at det her skal laves om igen, siger Michael Sahl Hansen.
Det er det internationale håndboldforbunds øverste organ - IHF Counsil - der har vedtaget de nye spilleregler efter flere års forarbejde i forbundet.
Regler skulle oprindeligt have været taget i brug allerede ved VM for kvinder i Danmark sidste år, men efter stort pres fra blandt andet Danmark besluttede IHF at udskyde reglerne til sommer.
Jeg kan ikke sige, at der var en debat om reglerne som sådan. De blev vedtaget efter indstilling fra den gruppe, der har arbejdet med det. Så jeg kan ikke give dig den nærmere begrundelse for, hvorfor den enkelte regelændring er kommet med.
EHF-præsident Jean Brihault - medlem af IHF Counsil, der har vedtaget de nye spilleregler
Men det er ikke sandsynligt, at det sker igen, mener Dansk Håndbold Forbunds præsident Per Bertelsen, der selv med al sandsynlighed bliver medlem af IHF Counsil efter IHF's næste kongres i november 2017.
- Reglerne bliver ikke lavet om nu. Det kan jeg ikke forestille mig på nogen mulig måde, siger Per Bertelsen til TV 2 SPORT.
Før VM i december kaldte han den nye 7-mod-6-regel en dårlig idé, men nu vil han gerne se den i brug, inden han tager stilling til kritikken fra de danske trænere og spillere.
- Reglerne er jo tidligere blevet testet til U-VM, og vi har vidst i et år nu, at de ville komme. Nu kommer den her kritik så her fem minutter i lukketid. Jeg vil rigtig gerne se reglerne brugt i praksis først, inden jeg konkluderer, om de er gode eller ej. Men jeg hører selvfølgelig, hvad der bliver sagt, og jeg har dyb respekt for deres mening, siger Per Bertelsen.
En, der allerede er medlem af IHF Counsil, er det europæiske håndboldforbunds præsident, franskmanden Jean Brihault. Han har været med til at indføre de nye regler, som Counsil vedtog på et møde i Sochi i november efter en indstilling fra en arbejdsgruppe i IHF.
- Der var nogle enkelte bemærkninger, men jeg kan ikke sige, at der var en debat om reglerne som sådan. De blev vedtaget efter indstilling fra den gruppe, der har arbejdet med det. Så jeg kan ikke give dig den nærmere begrundelse for, hvorfor den enkelte regelændring er kommet med. Da vi behandlede sagen i Counsil, var fokus mere på, om ændringerne skulle gælde allerede under VM eller først fra til sommer, siger Jean Brihault.
Han ønsker ikke fortælle, hvad han selv stemte i IHF's Counsil, da reglerne skulle vedtages eller forkastes.
- Det vil jeg ikke, fordi jeg er medlem af Counsil. Og når vi i Counsil har besluttet noget, står jeg bag den beslutning - uanset om jeg personligt måtte være enig i beslutningen eller ej, forklarer Europas mest magtfulde håndboldpolitiker til TV 2 SPORT.
Formanden for det udvalg, der har udarbejdet regelændringerne, er tysker, hedder Manfred Prause og er formand for IHF's dommerudvalg. Trods flere forsøg er det endnu ikke lykkedes TV 2 SPORT at få ham i tale.
For mig kan vi fint gøre det, men jeg har heller ikke noget at tabe, for vi skal ikke ud og spille i Europa. Så det er nemt at sige for mig, og det er gratis at sige for mig. Det må være op til de klubber, der skal ud i Europa, at afgøre, om det er en mulighed
SønderjyskE-træner Morten Henriksen om en mulig gentleman-aftale i Danmark om ikke at bruge den nye regel
Hvis det ikke lykkes de utilfredse danske trænere og spillere at få IHF's politikere til at ændre reglerne igen, har de kun ét andet valg: At blive enige om ikke at spille med den, selv om den står i regelbøgerne. En gentleman-aftale mellem de danske ligatrænere.
Den mulighed er også med i overvejelserne, hvis IHF ikke vil lytte.
- Det kunne vi sikkert hurtigt blive enige om, hvis vi kiggede på den danske liga. Men det vil have en kæmpe negativ effekt på vores landshold og de hold, der skal ud at spille i Europa, hvis spillerne slet ikke har stiftet bekendtskab med den nye regel i den danske liga, siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen.
- For mig kan vi fint gøre det, men jeg har heller ikke noget at tabe, for vi skal ikke ud at spille i Europa. Så det er nemt at sige for mig, og det er gratis at sige for mig. Det må være op til de klubber, der skal ud i Europa, at afgøre, om det er en mulighed, mener Morten Henriksen.
De fem nye regler, der træder i kraft fra 1. juli:
Passivt spil: Når varselstegnet for passivt spil er givet, har det angribende hold seks afleveringer, inden der skal afsluttes. Hvis der bliver begået frikast efter eksempelvis tre afleveringer, har man derfor kun tre afleveringer tilbage, inden der fløjtes for passivt spil.
Tildeling af karantæne under kampen (blåt kort): Når en spiller får et rødt kort, har der tidligere været tvivl om, hvorvidt forseelsen udløser karantæne eller ej. Nu går dommerne ud til observatøren, og sammen vurderer de på stedet, om forseelsen er grov nok til at kunne udløse karantæne.
Usportslig optræden inden for det sidste halve minut: En forseelse, der straffes efter denne regel, giver rødt/blåt kort. Det nye er, at man ikke længere kan vælge mellem at få bolden eller et straffekast. Fremover giver en sådan forseelse altid straffekast til det forurettede hold. Samtidig har IHF ændret perioden fra at gælde det sidste minut af en kamp til nu kun at gælde de sidste 30 sekunder.
Spil syv mod seks: Man må nu spille syv mod seks, uden at den syvende markspiller skal have overtrækstrøje på. Det medfører, at det er frit, hvilken spiller der må løbe ud og skifte med målvogteren.
Karantæne for 'film': Handler om 'film' og trækning af tid. En spiller, som modtager behandling på banen, vil få karantæne fra holdets næste tre angreb - med mindre den tackling, spilleren er blevet skadet af, har medført en straf til den tacklende spiller. Denne regel indføres altså for at straffe spillere for bevidst at filme eller agere skadet for at trække en udvisning eller for at trække tid af klokken.