Håndbold

Nej tak til gyldent håndtryk: Nøddesbo bliver i Barcelona

Den danske landsholdsveteran vil kæmpe for ny Champions League-titel trods reserverolle i den spanske storklub

I videoen over artiklen kan du se Jesper Nøddesbo fortælle om de overvejelser, han havde om fremtiden, inden han tog beslutningen om at blive i Barcelona.

Snakken om Jesper Nøddesbo har de seneste måneder gået på, at han ville takke nej til en dansk klub og i stedet blive i Barcelona af økonomiske årsager.

Det havde givet mest mening at smutte, hvis jeg kun tænkte på pengene

Jesper Nøddesbo til BT

Men virkeligheden er den modsatte, fortæller stregspilleren i avisen BT.

- Hvis jeg gerne ville af sted, var det sådan set attraktivt økonomisk for mig, og på den måde havde det givet mest mening at smutte, hvis jeg kun tænkte på pengene, siger han ifølge avisen.

Nøddesbo er ifølge BT blevet tilbudt penge af klubben for at gå med til at ophæve den kontrakt, der løber frem til sommeren 2018. Men det har landsholdsveteranen afslået.

- Derfor er jeg netop også træt af, at det er blevet udlagt som om, at det udelukkende er af økonomiske årsager, at jeg bliver. Det er det ikke, siger han og bekræfter, at han kunne have fået ’et gyldent håndtryk’ med på vejen ud af døren i den catalonske hovedstad:

- Barcelona ville behandle mig godt, hvis jeg tog af sted og give mig en økonomisk kompensation med på vejen, fordi der er en gensidig respekt, efter jeg har været her i så mange år.

Jeg er endnu ikke villig til at give slip på at skulle spille med om at vinde Champions League

Jesper Nøddesbo til BT

Jesper Nøddesbo har været i FC Barcelona siden 2007, og han er altså på vej ind til sin tiende sæson for klubben, der vandt Champions League i foråret 2015.

Netop den tiende sæson i udlandet har været fremlagt som en af de væsentligste årsager til, at Nøddesbo længe har tøvet med at tage beslutningen om at vende hjem til Danmark – og formentlig HC Midtjylland i hjembyen Herning.

Ti år i udlandet er nemlig præcis, hvad der skal til, for at man kan vende hjem på den skattemæssigt fordelagtige forskerordning. Og Jesper Nøddesbo har da også tidligere selv over for TV 2 fortalt, at netop det aspekt ikke kunne ignoreres.

Men nu er den 35-årige streg- og landsholdsspiller altså nået frem til, at jagten på endnu en Champions League-titel er det vigtigste for ham.

- Jeg er endnu ikke villig til at give slip på at skulle spille med om at vinde Champions League, siger han til BT som begrundelse for, at han vælger at fortsætte i Barcelona trods flere andre tilbud.

Om han spiller enkelt eller flere sæsoner mere i det spanske, ved han endnu ikke. Men han fortæller, at han har en klar formodning om, at hans beslutning ikke får nogen indflydelse på hans muligheder for at komme med i den danske trup til OL i Rio til august.

På den lidt længere bane kan beslutningen dog betyde, at Nøddesbo kommer til at mangle kampe i benene. Den sportslige ledelse i Barcelona har nemlig gjort det klart, at man satser på yngre kræfter, og her har franske Cedric Sorhaindo og polske Kamil Syprzak være foretrukket på stregen i denne sæson.

TV 2 SPORT har ad flere omgange forgæves forsøgt at komme i kontakt med Jesper Nøddesbo til en snak om hans fremtid.