Håndbold

Klavs Bruun kommer spillere i møde efter intern uro

Fronterne har været trukket op på det danske kvindelandshold, hvor spillerne og landstræner Klavs Bruun Jørgensen har stået overfor hinanden.

Ovenpå flere skuffende resultater for det danske kvindelandshold i håndbold har der været intern uro i truppen. 

Derfor indledtes den seneste træningsamling fremmod EM kvalifikationskampene i juni med et internt evalueringsmøde spillerne og landstræneren imellem. 

- Vi skal jo kunne snakke sammen og der synes jeg mødet var meget kontruktivt, siger Ann Grete Nørgaard.

- Vi skal lære hinanden at kende, og det er altid godt, når fronterne bliver trukket lidt skarpt op og der kommer noget dynamik i det. For det er også der, man bekender kulør og viser hvem man er.

Dialog er vejen frem

Landstræneren har flere gange været i fokus for sine dispositioner og sin mandskabshåndtering, blandt andet da han valgte at sætte Mette Gravholt af holdet, fordi hun ikke kunne indordne sig. 

Der har angiveligt været kommunikationsproblemer mellem spillerne og Klavs Bruun Jørgensen. Noget evalueringsmødet skulle rette op på.

- Vi har haft en rigtig fin snak omkring, hvordan vi gerne vil have tingene. Og hvordan spillerne vil og nogle af de ting, som de måske efterlyser og som de gerne vil have mere fokus på. 

- Så er der nogle af tingene, hvor man som træner siger, det vil jeg gerne gå med til, det lyder som en fornuftig ide. Og så er der nogle ting, hvor man engang imellem siger, at det er stik imod hvad jeg tror på, og så må vi finde en anden vej. 

- Det vigtigste er, at vi har en dialog om det, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Landstræneren vil imødekomme klubberne

Landstræneren har også mødt kritik fra de danske ligatrænere, som savner dialog.

Det er nu noget Klavs Bruun Jørgensen vil forsøge at rette op på, når han i de kommende måneder tager rundt til træning i ligaklubberne. 

-  Det er jo det, som er blevet efterspurgt især fra klubberne. At der var mere dialog og jeg også kom lidt mere ud. Det har jeg egentlig ikke været imod, jeg har bare ikke haft opfattelsen af, at det var sådan man gerne ville have det, og det har jeg fået en klar indikation om nu, at det vil man gerne have. Så det får man også, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Første damehold i Bruun Jørgensens regi

Klavs Bruun Jørgensen overtog kvindelandsholdet for et år siden, da han 1. juni 2015 overtog landstræner-rollen fra Jan Pytlick, der et halvt år tidligere fik en fyreseddel fra Dansk Håndbold Forbund. 

Det var første gang Klavs Bruun Jørgensen blev træner for et kvindehold, inden da havde han trænererfaring med herreholdene fra Team Tvis Holstebro, Nordsjælland Håndbold og AG København.

Og ifølge Ann Grete Nørgaard har forståelsen mellem damespillere og træneren været en udfordring.

- Når man starter med en ny træner, et nyt hold og et nyt koncept, så er det altid en proces at finde ind til hinanden og hvad er det egentlig Klavs siger, når han siger A og B, og hvordan forstår vi det. Det er også første gang han træner damer, så der har været en rigtig god kommunikation om hvordan vi skaber en større forståelse og en fælles ånd i forhold til at få det her til at lykkes, siger Ann Grete Nørgaard. 

Fronterne trukket op

Næste mål for kvindelandsholdet er EM kvalifikationen til slutrunden i Sverige. De to sidste kvalifikationskampe skal spilles den 1. og 5. maj mod henholdsvis Tyrkiet og Portugal.

Evalueringsmødet var første skridt mod kvalifikationen. 

- Jeg tror ikke stilen som sådan bliver ændret. Det er jo en vigtig del af den måde, jeg er træner på. Så er der en masse ting omkring hvordan man er samlet som landshold og en masse interne ting, som vi selvfølgelig holder for os selv, som vi kan tage hånd om nu, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Så kan det godt være fronterne har været trukket lidt op, men alpha omega er, at vi har fået snakket om det og haft en god træning og nu er vi ligesom i gang igen og så kan vi se fremad mod næste mål, siger Ann Grete Nørgaard.