Håndbold

Vanviddets vidunderlige sæson

Lotte Grigel. VM i december. EM i januar. Louise Burgaard. Kvindernes OL-kvalifikation i marts. Carlos Ortega.

Tre navne og tre begivenheder, som skulle have gjort håndboldsæsonen 2015/2016 til noget fantastisk.

Alle seks fik opmærksomhed. Uha, de fik opmærksomhed. Men uforskyldt og selvforskyldt ikke for noget godt.

Tillad mig at tage af din tid, gode tv2.dk-læser. Nok også en del tid, for jeg vil i det følgende sætte en række bogstaver sammen i en gennemgang af en helt vanvittig sæson i dansk håndbold.

Der er sket grotesk mange ting. Nogle, der i sig selv er groteske. Men som håndboldelsker behøver du altså ikke bestille tid til mindfulness eller drysse lykkepiller ud over din havregryn. For der er også meget godt i hukommelsen efter 10 intense måneder med det vidunderlige harpiks-spil.

Skal vi ikke begynde der? Ved noget af det gode.

Dan Philipsen

Dan Philipsen er TV 2’s håndboldredaktør.

Han har tidligere i mange år dækket håndbold for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Dan Philipsen er journalist og forfatter til flere bøger, bl.a. en bog om Anja Andersens tid i Slagelse.

I 2009 fik han prisen som Årets Sportsjournalist.

Kristina ”Mulle” Kristiansen. NFH Nykøbing. Jeg bliver i godt humør blot ved at skrive de to navne. Føj, hvor var det dårlig håndbold i de to første sæsoner med ligahåndbold på Falster. Klubben overlevede kun på andres ulykke, men så kom Niels Agesen, Kristina Kristiansen og Mette Gravholt.

Med dem fik falstringerne opbygget sig et herligt image. Opbakningen har været massiv og tilskuernes stil har spredt glæde. Både hjemme og ude.

Det er også deres fortjeneste, at vores seere på TV 2 og TV 2 SPORT har kvitteret med flotte seertal på Nykøbing Falsters kampe. Men jeg tror nu mest, at det handler om Kristina Kristiansen. Lille kvinde - kæmpe personlighed. Seværdig håndboldspiller, voldsomt tatoveret, åben om sin seksualitet og uden filter i sine interview. Kristiansen er så skæv i sin fremtoning og personlighed, at alle elsker hende. Tænk, hvis hun fik international klasse og kunne spille med blandt verdens bedste.

Videre til en anden klejn, lys og fremragende håndboldspiller med masser af star quality. Lotte Grigel. En trist, trist 2015-historie. Det undrer mig, at intet dansk teater har opført Lotte Grigel-sagen fra oktober-november. Den havde alt det drama, som instruktørerne på de skrå brædder efterspørger. En heltinde, en hel bys opbakning, skurke, løgne, tårer og afsked.

Det særlige ved Grigel-sagen er, at man ikke entydigt kan pege ét sted hen og placere skylden. Den må alle involverede snuppe et stykke af hver.

Jeg synes ikke rigtigt, at man lærte noget af Lotte Grigel-sagen. Den var bare dum og trist fra A til Z. Jo, måske har Team Esbjerg lært ikke at lyve. Det var dårlig stil at lyve på sin hjemmeside om Lotte Grigels påståede sygdom. Sportschef Thomas Hylle så da også mere end almindelig dum ud, da han på tv crawlede, padlede, roede og øhhh’ede, da han på TV 2 blev konfronteret med klubbens løgn.

Én gang for alle, kære sportsfolk og ledere derude: En løgn 10-dobles i styrke, når den afsløres. Og hvis der er noget, der kan få en journalist til at arbejde over, så er det ved færden af en kilde, der lyver.

At Grigel efter to måneders eksil vendte tilbage til spillet og straks efter ødelagde sit korsbånd i et banalt VM-uheld, fuldbringer bare billedet af en horribel fortælling.

Videre til VM i december. Boxen i Herning. Den største og bedste scene i dansk håndbold. Udsolgt hal og et af dansk håndbolds mest spændende navne, Klavs Bruun Jørgensen, i spidsen for første gang. Fortællingen havde det hele.

Der er sagt og skrevet meget om det mesterskab. Og om det svingende danske spil. Og om balladen mellem landstræneren og Mette Gravholt. Og om den skuffende placering udenfor medaljekampene….så det gider jeg ikke skrive om igen. Lad mig nøjes med – nok engang – at skamrose Dansk Håndbold Forbund for endnu et fantastisk arrangement. Midt i al tristessen over et landshold langt fra verdenstoppen kan man i dansk håndbold glæde sig over, at intet forbund i verden kan arrangere slutrunder som DHF.

På årets sidste dag skrev jeg en kommentar med overskriften: ”Kæmpe scoop for KIF Kolding København – men har I pengene?”

Danmarks mest vindende herrehåndboldklub havde præsenteret Carlos Ortega som ny træner efter fyrede Henrik Kronborg. Et kæmpe navn, en sympatisk mand og gennemført dygtig til sit arbejde. Det var fantastisk, at Kolding kunne trække sådan en kapacitet til ligaen.

Men ak, mit spørgsmål blev besvaret, da Ortega-sagen bragede afsted tre måneder senere. Nej, KIF Kolding København havde ikke pengene. I hvert fald ikke i første omgang. Ellers havde der vel ikke været et problem med kapitalkravet, da den nye træners løn skulle placeres i den samlede lønpulje.

Min konklusion på Ortega-sagen var og er, at KIF Kolding København handlede imod bedre vidende. Beviset finder jeg i, at klubben søgte dispensation til at bruge Ortega. Og senere fik en rekordbøde på 100.000 kroner, som klubben accepterede. En ren tilståelsessag. Hvis jeg fik en bøde for noget, jeg mente ikke have gjort, så ville jeg da protestere vildt og voldsomt.

Nu endte det som bekendt med en stor triumf for KIF Kolding Københavns advokat, der igen fandt smuthuller i DHF’s tilsyneladende ufuldstændige love og sendte dansk håndbold ud i en af de pinligste sager i mands minde. Du husker nok de mange retsinstanser, de vidt forskellige konklusioner og ændringen af liga-stillingen med få timer til kampstart i sidste spillerunde.

Kolding fik deres point….og påkaldte alle konkurrenternes vrede.

Videre til et af årets højdepunkter, januar-slutrunden med det, vi troede var et af verdens to-tre bedste herrelandshold.

Det var ikke nogen forkert opfattelse. Vi er vel enige om, at Niklas Landin og Mikkel Hansen hører til i verdens top tre på deres felter. De var henholdsvis 27 og 28 år ved EM i Polen. Med andre ord lige midt i den helt, helt perfekte håndboldalder. Og holdkammeraterne fyldte til daglig op med nøgleroller i store, gode klubber i international håndbold.

Årsagen til det forfejlede mesterskab skal selvfølgelig findes flere steder. Det er ikke bare spillernes skyld. Eller Gudmundur Gudmundssons. Men det, vi kunne se, var et sjældent udtryksløst landshold. Uden glæde ved at vinde. Som om, at det er blevet en selvfølge. En skavank som altid spændende Henrik Møllgaard satte alle de rigtige ord på efter fiaskoen.

En af de største skuffelser ved EM i januar var ikke bare tabet af landsholdets glød. Det klædte ikke landstræneren, at han i nederlagets stund glemte at nævne sin egen, anseelige andel i det dårlige resultat.

Den danske håndboldpresse var med herrelandsholdet i Polen, da kvindehåndbolden til gengæld kom med en positiv historie. Der var intet overraskende i, at Jan Pytlick blev præsenteret som ny cheftræner i HC Odense, men det var godt for den danske liga.

I en tid, hvor spillerprofilerne forlader Danmark hvert eneste år, var der god signalværdi i, at en de store vendte hjem. Med sit engagement og sine resultater med landsholdet har Pytlick indskrevet sig som et af de største trænernavne i dansk håndbold nogensinde. At han tilmed er et behageligt og sympatisk menneske øger kun hans værdi. Men er det nok til at løfte HC Odense ud af middelmådigheden?

Med sit hold kommer Pytlick efter sommerferien op mod flere af sine tidligere landsholdsspillere. En af dem er Louise Burgaard. Det gør næsten ondt i maven at skrive om hende.

Dette enorme talent, der i februar måtte erkende, at linen var kappet. Stress-ramt, lød forklaringen fra hendes klub, FC Midtjylland. Jeg har kun ros til overs for træner Helle Thomsen, der skærmede Burgaard mod det hele. Træningen, kampene, presset og pressen. En ung kvinde i knæ blev taget alvorligt, og det glæder mig, at den samlede danske presse (mig bekendt) har ladet Louise Burgaard finde sine ben i fred og ro.

Jeg har hørt mange bud på årsagen til Burgaards nedtur. De fortjener ikke at blive bragt videre, for kun Louise Burgaards egne ord er interessante.

Selvfølgelig vil vi have hendes historie en dag. Den er vigtig. Alle kan lære af, hvordan en 23-årig succesrig eliteidrætsudøver kan gå ned. I øvrigt underligt, at folkesygdommen stress stort set aldrig rammer elitesportsfolk, der trods alt er under pres hele tiden.

Tilbage i ligaen var der heldigvis masser af gode historier til at udligne de skuffende oplevelser i december og januar. Tag Team Tvis Holstebro. Jeg kan næsten ikke finde superlativer nok om det arbejde, der gøres i Holstebro.

At kvindeholdet kan udskifte et helt hold, miste Lærke Møller og Jamina Roberts til store skader undervejs, få dødsstødet af ledelsen halvvejs i sæsonen OG stadig vinde bronze og Europa Cup. Det er ufatteligt og en kæmpe bedrift af spillerne og træner Pether Krautmeyer.

Han ville stensikkert vinde, hvis årets træner blev kåret. På herresiden ville han skulle stå på vinderbilledet med kollega Patrick Westerholm.

Hvordan kan man sige farvel til Klavs Bruun Jørgensen? Til Allan Damgaard og Michael Damgaard? Kæmpe profiler i centrale roller. Og så alligevel – måske – ende op som en sensationel dansk mester?

De kan altså noget i landets sidste to-strengede eliteklub. Jeg fornemmer en særlig god træningskultur i Team Tvis Holstebro. Og en ydmyghed blandt de to holds spillere. Man kan ikke rigtigt pege på stjernerne på de to hold. Jo, selvfølgelig er der Hagman, Larholm, Wiesmach og Solberg. Men uden for banen er der intet særligt over dem i forhold til holdkammeraterne.

Det eneste ærgerlige ved eventyr-fortællingen i Holstebro er, at de to hold igen bliver sprængt til atomer. Og så må jeg uddele en kindhest til håndboldtilskuerne i Holstebro og omegn. De har slet, slet ikke kvitteret for de mange gyldne stunder. Faktisk er det alt for ofte kedeligt at se håndbold i og fra ellers lækre Gråkjær Arena.

Måske ville der komme flere tilskuere i Holstebro, hvis holdet havde Bo Spellerberg på holdet. Faktisk burde ethvert håndboldhold have en Bo Spellerberg på deres hold.

I marts satte han klubrekord i Kolding med sin kamp nummer 588 for klubben. Pudsigt at en københavner-dreng skulle hapse den hæder.

Han har tilmed gjort det med stil. Så afgjort en af de fineste skikkelser i dansk klubhåndbold nogensinde. Og med et navn så stort, at han tydeligvis er undtaget den unødvendige skærpelse af reglen om brok og gestikulationer mod dommerne. Jeg hører dog, at hr. Spellerberg aldrig taler grimt til dommerne. En gentleman – selv når han er gal.

Et par gode liga-måneder blev afløst af vitale OL-kvalifikationer med de to landshold. I Aarhus skuffede kvinderne endnu mere end i Herning. Det var en decideret dårlig præstation, hvor de danske spillere virkede trætte og dårligt forberedte. Især til åbningskampen mod Rumænien. Senere ved vi via en spillerevaluering, at spillerne ikke var tilfredse med Klavs Bruun Jørgensens indsats og således fuldbragte det billede af en skæv landsholdsstart for den nye landstræner. Skuffende resultater, dårligt spil, fyringer, opsigelser og spillerkritiske breve er alligevel en stor mundfuld allerede inden, man har rundet sit første hele arbejdsår.

To kiksede slutrunder og en mistet OL-billet til kvinderne gjorde indtil da landsholdsåret til det dårligste i mands minde. Herrelandsholdet fik rettet lidt op på problemerne ved at spille en fin kvalifikationsturnering i Herning og trods alt sikre dansk deltagelse i Rio.

Men igen virkede ingen rigtigt tilfredse. Spillere, træner og pressen. Heldigvis havde spillerne mod nok til at erkende det manglende udtryk og glæde ved at spille for Danmark. Til juli skal spillerne træne konstant frem mod OL. De kan have tre pas om dagen. Det vil være nyttesløst, hvis de ikke igen genfinder udtrykket og attituden. Uden den vinder man ingenting i håndbold.

Heldigvis har vi haft to fantastiske ligaer til at udstyre os med de største oplevelser. Lad os erkende, at niveauet i begge ligaer er faldet. Det er simpel matematik. Færre penge i toppen giver større bredde – og mindre gode, men tætte håndboldkampe.

Hver uge er vi blevet forkælet med forrykte afgørelser i sidste sekund. Godt hjulpet på vej af de største håndboldhelte i min bog, dommerne. Udvalgte par har i denne sæson givet seerne lov til at komme helt tæt på, når de har ladet TV 2 udstyre dem med mikrofoner. På den måde er vi kommet endnu tættere på kampens indre liv. Med dommerlyden har vi fået et unikt indblik i de vilkår, som dommerne dømmer efter. Føj, hvor må det være svært.

Det har væltet med højdepunkter fra ligaen. Jakob Andreasens andet mesterværk i træk med Silkeborg/Voels smalle trup. København Håndbolds genfødsel i foråret efter rædslerne i efteråret. Straffekastkonkurrencen og den helt rigtige mester i kvindernes finale mellem Team Esbjerg og FCM. GOG’s endegyldige comeback til toppen af dansk håndbold med semifinalepladsen – seks år efter konkursen. Belægningsprocenten på 97 til alle Sønderjyskes hjemmekampe i den herlige Skansen. Skanderborgs små mirakler på Cirkelines hjemmebane i Morten Børup Hallen. HC Midtjyllands pokaltriumf og efterfølgende jammer i ligaen. Peter Bredsdorff-Larsen, der fik vendt taberkulturen i BSV. Viborgs ærlige kamp for at finde sportsligt fodfæste efter endnu en runde elendig, økonomisk styring. Den episke afgørelse mellem Nordsjælland Håndbold og TM Tønder. Et øjeblik, der aldrig kommer igen.

Jeg har sikkert glemt en masse. Men der er simpelthen ikke plads til flere højde- og lavpunkter på harddisken.

Lad os få derfor få fundet lørdagens danske mester. Lad landsholdene komme godt igennem juni-landskampe og herrerne genvinde storhed i Rio.

Og lad frem for alt sommeren gå, så vi til september kan begynde helt forfra og se hvilke groteske og vidunderlige historier, håndboldverden byder os til næste sæson.