Håndbold

Brevet, der slagtede en landstræner

TV 2's håndboldredaktør kalder spillernes brev rystende læsning og opfordrer landstræneren til at gå tilbage til herrehåndbold

122 linjer. 122 sylespidse linjer.

Jeg har læst et samlet dansk landsholds uopfordrede, skriftlige kritik til deres træner.

Det er rystende læsning. Jeg måtte læse det flere gange for at finde de syv linjer, der omtaler noget positivt ved Klavs Bruun Jørgensens arbejde. Syv ud af 122 linjer. Syv!

Havde jeg været træner og modtaget sådan en skraldespand fra mine spillere, havde jeg sagt op 10 sekunder senere. Havde jeg været sportschef og læst om så mange misforhold, havde jeg fyret træneren.

Men Klavs Bruun Jørgensen er ikke gået og Ulrik Wilbek har ikke fyret ham. Jeg forstår ingen af delene, men tolker det som om, at de to godt begavede håndboldfolk har en fast tro på, at skibet kan reddes, selv om Bruun Jørgensen med dette brev af sine spillere er blevet sendt direkte ind i et isbjerg.

Dan Philipsen

Dan Philipsen er TV 2’s håndboldredaktør.

Han har tidligere i mange år dækket håndbold for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Dan Philipsen er journalist og forfatter til flere bøger, bl.a. en bog om Anja Andersens tid i Slagelse.

I 2009 fik han prisen som Årets Sportsjournalist.

Jeg læser det ikke som andet end et rendyrket karaktermord på håndboldtræneren Klavs Bruun Jørgensen. Og lad os holde fast i det. Kritikken handler alene om det, han gør forkert som håndboldtræner.

Det er voldsomme sager. Spillerne anklager deres landstræner for at være dårligt forberedt, hvilket uden sammenligning er den værste kritik, der findes. For ikke at have sat sig ind betydningen af placeringskampen ved VM. For at være stædig omkring sit forsvarsspil, selv om spillerne udtrykte utryghed. For at være opgivende i kampen mod Montenegro. For ikke at have en Plan B. For ikke at forberede sig på modstanderne. For at bruge alt for lidt af en håndboldspillers vigtigste, analytiske arbejdsredskab, videoklip. For ikke at kommunikere.

- Nu er det jo to måneder siden, at den her spiller-evaluering blev lavet. Den læste jeg selvfølgelig, og det var med stor glæde, for den var meget konstruktiv.

Sådan sagde Ulrik Wilbek i sidste uge til Ekstra Bladet, da avisen kunne fortælle, at et sådan brev fandtes. Ordlyden af brevet havde avisen imidlertid ikke. Det har vi nu på TV 2. Læs brevet her på tv2.dk og læs så igen Ulrik Wilbeks ord fra Ekstra Bladet.

Læste Wilbek virkelig – eksempelvis - denne passage med stor glæde:

- Folk tør ikke sige noget (til Klavs Bruun. red) og dem, der gør, har svært ved at komme igennem.

Hvis det virkelig er Wilbeks opfattelse af brevet, så forstår jeg bedre, at han har kikset som sportschef ved ikke at få rettet op på forholdet mellem spillerne og Klavs Bruun Jørgensen.

Wilbek var med i Herning under VM. Han boede på spillernes hotel og var vel med til stort set alle møder, træninger og kampe. Selvfølgelig kunne en erfaren træner som Ulrik Wilbek se de åbenlyse problemer. Jeg kan slet ikke forestille mig, at sportschefen ikke noterede sig spillernes utryghed ved spillestilen eller den begrænsede kommunikation mellem spillere og trænere. Han må også have oplevet sin landstræner overfor spillerne kalde den vigtige placeringskamp mod Rusland for ”en træningskamp, som spillerne måtte se om de kunne sætte sig op til”. Og ja, alt balladen med Mette Gravholt foregik på den hotelgang, hvor Wilbek vel også boede.

- Nogle har sagt undskyld, mens andre ikke har, sagde Ulrik Wilbek til Jyllands-Posten om uroen i Herning. Så jo, Wilbek var selvsagt dybt involveret i problemerne allerede på et tidligt stadie.

Jeg må derfor stille Ulrik Wilbek det samme spørgsmål, som skal gå ud til landstræneren: Hvad gjorde I for at ændre tingene fra sidste kamp ved VM, 20. december, og frem til første OL-kvalifikationskamp den 18. marts. Det er trods alt tre måneders total arbejdsro.

Lavede I gennemgående analyser af VM’s spillemæssige problemer?

Tog I rundt til spillernes klubber og holdt møder med landsholdsspillerne, deres trænere og fysiske trænere?

Satte I jer ned og analyserede den interne uro i Herning?

Kom I begge ud til klubkampe og klubtræninger for at sende signaler om interesse for i fællesskab at ændre på tingene for dansk kvindehåndbold?

Fik I lavet grundige videoanalyser af især de forsvarsmæssige udfordringer i det nye og mere offensive forsvar, så spillerne fra første dag på OL-kvalfikationssamlingen i marts var klædt bedre på til at forstå forsvarsspillet og måske fik den tryghed, de ikke havde?

Fik I inddraget ungdomslandstrænerne og sammen med dem vurderet på, hvor talentarbejdet til opbyggelsen af fremtidens landshold er på vej hen?

Med brevet har vi beviset på det, som enhver kunne se i marts: At landsholdet på alle planer gik fra dårligt til værre. Og det falder altså tilbage på Klavs Bruun Jørgensen og især Ulrik Wilbek. Det var ham, der som sportschef skulle have spottet problemerne og knoklet for at få dem løst inden den vitale OL-kvalifikation. Det var vel hans primære arbejdsopgave, nemlig at hjælpe en debuterende landstræner ude af kurs.

Hvis sportschefen har forsøgt at rydde op, så er det i sandhed ikke lykkedes. Så havde landsholdet ikke leveret så elendig en præstation i OL-kvalifikationen. Og så havde arbejdet mellem landstræner og spillerne ikke været så dårligt, at sidstnævnte i samlet flok måtte gå til tasterne og levere det uhørte, negle-på-tavle-skærende brev.

Selvfølgelig er det ikke kun Klavs Bruun Jørgensen, der skal evalueres og kritiseres. Jeg formoder, at en samlet top i Dansk Håndbold Forbund har forlangt eller forlanger en redegørelse fra Ulrik Wilbek. Sportschefen har ganske enkelt ikke gjort sit arbejde godt nok omkring det danske kvindelandshold.

Hvad med spillerne? Går de virkelig fri? Er de uskyldige ofre for dårlig ledelse? Nej, selvfølgelig ikke. Rent sportsligt spillede de et middelmådigt VM og en elendig OL-kvalifikation. Danmark har bare ikke spillerne til at være i verdens top fire. Klavs Bruun Jørgensen har ikke noget klasse-materiale. Men det er slet, slet ikke det, uroen handler om.

Mange vil mene, at deres brev var fejt. Jeg kan godt forstå, hvis Klavs Bruun Jørgensen blev rasende og skuffet, da han fik det. Skriftlig kritik er noget af det farligste, der findes. Det er også den nemmeste at levere. Øjenkontakt til den kritiserede er der jo ikke ligefrem og muligheden for at nuancere forsvinder, når kolde bogstaver er tatoveret på hvidt papir.

Men når spillerne er helt derude, at de – som beskrevet i brevet – ikke tør sige deres mening. At dem, der tør ytre sig, ikke bliver hørt. At træneren helt grundlæggende mangler respekt for spillernes arbejde og simpel tillid. Ja, så er forholdet derude, hvor et brev egentlig godt kan forsvares.

Som nævnt i min kommentar i sidste uge, så har Klavs Bruun Jørgensen givet nogle indrømmelser. Han VIL kommunikere mere med spillerne. Han VIL omsider komme ud i klubberne. I de kommende dage vil vi i landskampene mod Tyrkiet og Portugal se om der er forbedring på vej eller Klavs Bruun Jørgensen som kvindelandstræner bare viste sig at være et dårligt match. Spørgsmålet er, om tilliden – begge veje – overhovedet kan genopbygges.

Også jeg så ansættelsen af Klavs Bruun Jørgensen som et scoop for dansk kvindehåndbold. Også jeg roste Wilbek for at have landet aftalen. Indrømmet. Det har bare vist sig, at Bruun Jørgensen ikke var den rigtige mand til at træne et kvindelandshold. Faconen og arbejdets karakter og krav passede ikke til hans profil.

Lad mig understrege overfor eventuelle tvivlere: Klavs Bruun Jørgensen er en fremragende håndboldtræner. Det har han allerede vist i AG København og Team Tvis Holstebro. Jeg synes, at han skal skynde sig tilbage til herrehåndbolden – jo før, jo bedre.