Håndbold

Se det tre sider lange brev: Her er spillernes kritik af Klavs Bruun

En samlet landsholdstrup har – uopfordret – sendt en skriftlig evaluering til Klavs Bruun Jørgensen. Læs hele brevet her

De danske håndboldkvinder er meget kritiske over Klavs Bruun Jørgensens første år som dansk landstræner. 

I et tre sider langt brev udtrykker en samlet spillertrup store frustrationer og oplister en række kritikpunkter af landstræneren og hans assistent Søren Herskind og deres samarbejde med spillerne. 

Brevet blev første gang omtalt offentligt i sidste uge i Ekstra Bladet, der med anynome kilder kunne fortælle om dele af indholdet i brevet. 

Nu er det imidlertid lykkedes TV 2 SPORT at komme i besidddelse af selve brevet, som spillerne – uopfordret – har sendt til Klavs Bruun Jørgensen, assistenttræner Søren Herskind og Dansk Håndbold Forbunds sportschef Ulrik Wilbek.

Vi bringer hele brevet uredigeret nedenfor - dvs. at det, der står med fed skrift, har spillerne selv skrevet med fed i brevet. 

Dette er brevet, spillerne har sendt til Klavs Bruun Jørgensen

HER ER SPILLERNES BREV:

Evaluering

Taktik

  • gerne mere viden på os selv og ikke mindst modstanderne, både sammenhængende og klip
  • konkrete aftaler i forhold til modstandere – eventuelt lave en plan for hvor vi vil ha dem til at afslutte, specielt når vi giver udtryk for at der er en del utryghed omkring måden vi dækker på
  • og lidt mere præcis taktik (evt. Bare kommentarer)/video på de forskellige spillere)
  • et alternativ til det offensive – det kunne være et klassisk 6:0 hvor alle har tryghed
  • lidt useriøst at se 5 min klip af os selv mod Rumænien og bagefter se 50 min af en DM finale fra 97…. Den sku nok ha heddet 50 min til Rumænien og 10 til Virum Sorgenfri…. Det var jo sjovt nok at se og der var sådan set også tid til det – men med al den tid vi havde, ville vi gerne ha set mere på Rumænien. Og også på Montenegro, det kunne man måske have set lidt af lørdag formiddag (de fleste så selv noget, men det kunne man godt ha taget fælles) så man havde det på nethinden fælles til taktikken
  • Generelt: alt for lidt video både på modstandere og på os selv og en mere tydelig plan for hvad vi vil – eventuelt både plan a og b

Mandskabspleje / opbygning af et hold

  • hvis vi skal skabe et hold så må vi investerer tid i det – hvilken kultur vil vi have – hvilke værdier arbejder vi efter?
  • Gode tiltag i Århus op til OL kval hvor vi lavede underholdning/Escape factory – godt at I gav noget af jer selv
  • Mere interesse i, at finde ud af hvilke mekanismer der er i spil/gør sig gældende på vores hold..
  • På kampdage – hvis vi ikke skal træne fysisk (hvilket kan være helt op til trænerne), så skal vi måske lave noget andet som hold, se lidt video, gå en tur fælles så der er lidt samling på holdet…… Altså – hvad er jeres plan ?? Hvordan bliver vi bedst klar til kamp? Det kan og er selvfølgelig individuelt, men vi er et hold og hvis vi kun spiser sammen og har taktik om eftermiddagen på en kampdag hvor vi spiller kl. 20 så bliver det en lang dag.. det kan være ok nogle gange – at der bare er luft, men er der en plan med hvornår vi gør hvad? Det virker lidt tilfældigt

Klavs

  • godt med nye input angrebsmæssigt
  • rart med den direkte besked og vildskaben til træningerne er god
  • folk tør ikke sige noget og dem der gør, har svært ved at komme igennem
  • mangler tillid til os, og respekt for det arbejde vi gør i hverdagen
  • der er meget sparsom kommunikation til folk uanset om de spiller lidt, meget eller slet ikke
  • det virker ikke til at der er en plan B – eller mulighed for at ændre hvis tingene ikke lykkes
  • Time out?
  • til sidst mod Montenegro da vi var bagud med 4 – virkede det opgivende og der blev ikke gjort noget for at ændre, 4 mål er hentet på mindre end 5 minutter flere gange i historien, men man skal opsøge chancerne og tro på det og tro på sit hold!
  • Hele optakten til den sidste kamp mod Rusland til VM – der var ikke overblik over hvad hhv. Sejr og nederlag ville betyde: ”prøv at se om I kan sætte jer op til at spille” – ”det minder jo mest om en træningskamp…” Uanset, var det en landskamp til et VM, tilmed på hjemmebane og foran 7000 – der kan vi ikke tillade os at tage let på tingene. Vi skal gå på banen for at vinde hver gang og det er trænernes opgave at gør holdet klar – også selvom det ”kun” gælder en 5. plads. Den kunne have givet en anden kval pulje dermed en ”lettere” vej til OL.
  • Kommunikation på alle måder. Vi skal kommunikere bedre sammen.
  • Vi synes det er fedt, at vi ikke har 1000 møder, men vi har brug for en mere klar kommunikation og tydeligere rammer/roller – hvis det ikke er stilen, så italesæt hvad stilen er. Det er der behov for.

Søren

  • Vi har brug for en mere konstruktiv dialog
  • Ser mange ting – brug det konstruktivt i coachingen på bænken – det må ikke blive for negativt
  • der er meget sparsom kommunikation i kampene – brug dem på bænken, gør folk klar til at komme ind osv.
  • tager mange gode ting med fra herrehåndbold men husk vi er kvinder
  • der mangler tillid til os og respekt for det arbejde vi laver i hverdagen – den snak om ”ikke at ligge sig 2 måneder på stranden” viser at han slet ikke har sat sig ind i hvilket materiale det er han arbejder med. Det er der INGEN på det danske damelandshold der kunne finde på at gøre, nogensinde!
  • Søndags mødet – hvad var det? Hvad skete der Søren? Respekt?

Generelt

I forhold til det fysiske og generelt den følelse vi fik på mødet søndag før Uruguay: Kerneproblemet der, var vores fysik og følgende punkter forstår vi ikke helt:

  • hentydninger til at vi ikke investerer nok i hverdagen
  • vi ikke vil det nok
  • vi træner ikke nok
  • vi skal ikke ligge os på stranden i 2 måneder til sommer?????????
  • vi kan dække 6:0 i den danske liga, fordi der ikke er dygtige nok skytter – det mener I ikke holder internationalt… Det er træls at høre på, at det vi gør i klubberne ikke er godt nok – fair nok det er jeres holdning, men når man gentagne gange kritisereres for det man måske egentlig føler man er god til og har tryghed i – så rammes selvtilliden måske også + alt det man arbejder på/med i klubben negligeres
  • der er mange af de ting der tages med fra herrehåndbolden der er fedt og som vi kan bruge – men vi er kvinder, husk det. Fx motiveres vi nok ikke på helt samme måde, her tænker vi på snakken om krig og slå ihjel – det virker bedre i omklædningsrummet end i et mødelokale med lav puls…

Hvis det handler så meget om vores fysiske tilstand/form kunne man måske ha taget nogle forholdsregler løbende…

  1. Hvis det kræver så meget bedre form af os, hvorfor blev vi så ikke testet på allerførste samling inden sommerferien 2015 og fik lavet et landsholds sommer træningsprogram – helt særskilt fordi vi skulle VM?
  2. Hvis man først fandt ud af det under/efter VM hvorfor har man så ikke taget en eller anden form for action/konsekvens af det i januar/februar –> og ja, der har været et ocean af kampe, men man kunne have mødtes med klubtrænerne, ligge planer sammen for landsholdsspillerne i de forskellige klubber?Kunne man have evaluereret VM og sammen Klavs, fys, fysisk træner, klubtræner og spiller og have lavet en plan for hvad der skulle fokus på og hvordan den enkelte blev så klar som muligt, både håndboldmæssigt og ikke mindst fysisk til OL kvalen.Man kunne nok ikke gøre folk i bedre form på den tid – men man kunne måske lave en plan så der netop i den periode blev skabt så meget fysisk overskud som muligt – altså planlægning.
  3. hvis vi ikke er i form til at dække som ønsket – og det allerede kunne ses til VM og man ikke vælger at gøre noget aktivt i den mellemliggende periode – hvorfor har vi så ikke haft et alternativt forsvar der ikke koster så mange kræfter? Hvad handler det om? Flere har gentagne gange nævnt at vi ikke var trygge i det offensive – at vi blev usikre og at vi havde mere tryghed længere tilbage i banen – hvorfor ikke lytte til det fremfor at lade os gå linen ud i en forsvarsformation vi alligevel ikke er gearet til fysisk???

Vores sidste test i Odense i november 2014, viste at vi var fuldt ud på niveau med bl.a. Norge – det er trættende at vi skal konfronteres med vores form hver gang vi ikke præsterer – håndboldfagligt skyd gerne, men fysisk, men den udvikling der har været på det danske damelandshold de sidste 4 år – er det unuanceret.

Kan vi ikke snart kan skabe en positiv fortælling om det danske damelandshold – vi arbejder røven ud af bukserne – vi vil intet hellere end at vinde medaljer og spille mesterskaber og ikke mindst OL. Første gang vi ikke præsterer skal vi forholde os til – via pressen, om vi er i god nok form og at vi ikke har vindermentalitet? Kunne vi tage det internt og fremstå som en fælles enhed?

Se hele det uredigerede interview med Klavs Bruun Jørgensens kommentarer til brevet i videoen herunder: