Håndbold

Spillerne i kritisk brev til Klavs Bruun: Hvor er tilliden og respekten?

I en skriftlig evaluering rejser de danske håndboldkvinder en skarp kritik af Klavs Bruun Jørgensens indsats som landstræner

Klavs Bruun Jørgensen har haft et skidt første år som dansk landstræner.

Og det er ikke kun eksperter og medier, der er efter landstræneren ovenpå et skuffende VM og den manglede OL-kvalifikation. Det er spillerne også.

I et tre sider langt brev, som en samlet landsholdstrup har sendt – uopfordret – til Klavs Bruun Jørgensen, assistenttræner Søren Herskind og Dansk Håndbold Forbunds sportschef Ulrik Wilbek, udtrykker spillerne store frustrationer og oplister en række kritikpunkter mod landstrænerteamet.

TV 2 SPORT er kommet i besiddelse af brevet, som spillerne skrev for to måneder siden, og som blev drøftet i sidste uge i landsholdslejren, da spillerne mødte ind til samling før den kommende uges EM-kvalifikationskampe mod Tyrkiet og Portugal.

I brevet, som du kan læse i sin fulde længde ved at klikke HER, anklager spillerne blandt andet landstræneren for at være dårligt forberedt, for at være stædig og uden en plan B i kampene, for dårlig kommunikation og for mangel på tillid og respekt over for sin spillertrup.

Samtidig udtrykker spillerne også en frygt for at komme til landstræneren med input.

- Folk tør ikke sige noget (til Klavs Bruun, red.). Og dem, der gør, har svært ved at komme igennem, skriver spillerne blandt andet i brevet.

De kommer også med konkrete eksempler på episoder, hvor de har været utilfredse med Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind. Fx nævner de et taktikmøde op til den første kamp mod Rumænien i OL-kvalifikationen i marts, hvor trænerteamet kun havde forberedt fem minutters video om modstanderne, som Danmark ellers få måneder forinden havde tabt til på hjemmebane i VM-kvartfinalen.

I stedet skulle spillerne se 50 minutter fra en DM-finale for herrer i 1997 mellem GOG og Virum-Sorgenfri – en kamp, som Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind begge selv var med i som spillere.

- Lidt useriøst at se fem min. klip af os selv mod Rumænien og bagefter se 50 min. af en DM-finale fra ´97…, skriver spillerne, der ikke kun er efter landstræneren.

Også assistenten Herskind får kritik i den uopfordrede evaluering.

- Vi har brug for en mere konstruktiv dialog, skriver spillerne blandt andet og tilføjer, at assistentens inputs ikke må blive ”for negative”.

Spillerne påpeger også, at der er forskel på at træne et dame- og et herrehold, og så udtrykker de en stor frustration over udtalelser om, at spillerne ikke er i den nødvendige fysiske form til at være med i verdenstoppen. En kritik, som Klavs Bruun Jørgensen blandt andet blev citeret for i flere medier efter den missede OL-kvalifikation, og som trænerteamet åbenbart også har givet spillerne på et møde før den sidste kamp mod Uruguay i OL-kvalifikation – efter det stod klart, at Danmark ikke længere kunne kvalificere sig.

På mødet sagde Søren Herskind – ifølge brevet – blandt andet, at spillerne ”ikke skulle lægge sig på stranden i to måneder til sommer”.

- Den snak om ”ikke at lægge sig i to måneder på stranden” viser, at han slet ikke har sat sig ind i hvilket materiale, det er, han arbejder med. Det er der INGEN på det danske damelandshold, der kunne finde på at gøre. Nogensinde!, protesterer spillerne i brevet.

Samtidig undrer de sig over, at landstræneren ikke tog fat i spillerne, deres klubtrænere og fysiske trænere allerede umiddelbart efter VM, hvis han følte, deres fysiske form ikke var tilstrækkelig – i stedet for først at nævne det som en forklaring på nedturen, da Danmark tre måneder efter VM også missede kvalifikationen til OL.

Klavs Bruun Jørgensen siger, at han og spillerne allerede i sidste uge fik talt ud om brevet på interne møder i landsholdslejren. 

- Det er klart, at når man læser sådan nogle ting, så skal man lige trække vejret et par gange, og så snakker man med de mennesker, der er omkring en – og selvfølgelig også med sportschefen – om, hvad det er, der står. Og så læser man det igen, og så bruger man alt det konstruktive og ser, om man kan komme videre derfra, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT

- Sammen med spillerne har vi vendt mange af tingene, og det er gået rigtig fint. Så det er jeg meget godt tilfreds med, siger landstræneren.

Han vil ikke kommentere konkret på de ting, spillerne nævner i brevet.

Du kan se hele det uredigerede interview med Klavs Bruun Jørgensen i videoen herunder: