Håndbold

Eggert om bænkplads: Det gør ondt at sidde ude

Anders Eggert har siddet mere på bænken i Flensborg Handewitt denne sæson, end han har gjort tidligere. Det har frustreret venstrefløjen.

Han plejer at være fast mand i startopstillingen i den tyske klub Flensborg Handewitt, men i denne sæson har Anders Eggert flere gange været at finde på bænken fremfor på banen.

- Det har været en lidt mere turbulent sæson, end de fleste af de andre, hvor jeg har været der, fortæller Anders Eggert.

I november måned måtte venstrefløjen sidde på bænken med en skade i læggen, men da holdkammeraten Rasmus Lauge så bliver skadet i foråret blev spilletiden mere knap for Eggert. Her begyndte Kentin Mahé nemlig at splle fløj for at kunne dække fremme i forsvaret.

- Det kostede mig helt sikkert lidt spilletid. Og så har der også været nogle kampe, hvor vi har roteret. Der er ingen tvivl om, at jeg har siddet mere ude, end jeg plejer, men alt i alt endte det egentlig okay.

Har du været frustreret?

Ja, det har jeg. Ingen tvivl om det. Der kom jo et par af de sjove kampe, blandt andet Champions League-kvartfinalen, hvor vi skal dække fremme 5-1, og så løber Mahé og spiller fløj. Og så sidder man jo bare ude, siger Anders Eggert.

- Og så kom der en Kiel-kamp, hvor der blev set bort fra mig. Der er der ingen tvivl om, at det var frustrerende. Men det er kort over så lang en sæson, men lige når det foregår, er det selvfølgelig rigtig frustrende. Vi vil altid gerne spille hele tiden, men det gjorde selvfølgelig ondt at sidde ude blandt andet i en Kiel-kamp.

Kan du accepetere at have en "bænke-rolle" i din klub?

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg kommer ikke for at sidde på bænken. Det synes jeg heller ikke, jeg har gjort. Både antal minutter og antal mål tror jeg også viser, at jeg har spillet klart den største del af det, og derfor har det som sådan også været en fin nok sæson.

Selvom tiden på bænken har været frustrende for Anders Eggert, så har han dog ikke overvejet at skifte klub:

- Nej, det har jeg ikke. Jeg spiller også i Flensborg næste år, fastslår Anders Eggert, der scorede 154 mål i 29 kampe i den tyske liga denne sæson.

Anders Eggert er lige nu sammen med resten af landsholdet i Faaborg, hvor de forbereder sig på de to VM-kvalifikationskampe mod Østrig. Første kamp spilles på hjemmebane søndag, mens returopgøret foregår i Wien onsdag 15. juni.

Danmarks VM-kvalifikationskampe mod Østrig kan følges direkte på TV 2.