Håndbold

Ekspert om EM-lodtrækning: Det ser rigtig svært ud for Danmark

Danmarks vej til en semifinale ved kvindernes EM i december er mere end besværlig.

Danmarks EM-gruppe er i sig selv ikke uhyggelig, hvor modstanderne Montenegro, Ungarn og Tjekkiet venter.

Men i mellemrunden bliver Danmark med al sandsynlighed parret sammen med Norge, Rusland og Rumænien, hvilket gør vejen til en semifinale ekstremt vanskelig.

- Det helt store problem er, at vi skal krydse over med gruppe D, som er gået hen og blevet skrækpuljen. Det er sindssygt dygtige modstandere, så jeg synes, det ser rigtig svært ud for danskerne, siger TV 2 SPORT's håndboldekspert Trine Nielsen.

- Danmarks pulje er egentlig okay. Montenegro var ikke den modstander, jeg allerhelst ville have haft, men det er okay. Ungarn og Tjekkiet er fine modstandere.

Danmark tabte til både Montenegro og Ungarn ved VM i december sidste år, men selv om vejen til semifinalen altså også byder på Norge og Rusland, er det ikke helt udelukket, at det lykkes.

- Der skal mange point i banken i den indledende pulje, og så skal de også være dygtige og tage nogle fra de store nationer, så det ser svært for danskerne; ikke nogen umulig opgave, men meget svær lodtrækning, siger Trine Nielsen.

EM spilles i Sverige, og Danmarks kampe spilles i Malmø.

I klippet over artiklen kan du også høre, hvorfor en en regelændring i sporten kan få negativ indflydelse på Danmarks EM-chance.