Rio 2016

OL-tilbageblik: Det umulige comeback i Sydney

Jan Pytlick frygtede en fyreseddel forud for kvartfinalen mod Frankrig ved OL i Sydney, men kampen blev startskuddet til en stor dansk håndboldfest

Efter et årti som træner på allerhøjeste niveau stod Jan Pytlick i september 2000 midt i det, der burde være sit hans sportslige og trænermæssige højdepunkt.

De Olympiske Lege i Sydney, omgivet af verdens bedste atleter, i spidsen for Danmarks kvindelige A-landshold i håndbold, i centrum for tæt ved to millioner danske tv-seeres opmærksomhed. Drømmejobbet. Men Pytlick var træt. Træt af optakten, træt af OL, træt af det hele. Denne tirsdag, den 26. september, forud for vind eller forsvind-kampen mod Frankrig, havde lejrkuller ramt det danske landshold, og Jan Pytlick fornemmede, at han var ét nederlag fra en fyreseddel.

En frustrerende kulmination på en allerede frustrerende dansk OL-turnering. Nervøsiteten var allestedsnærværende.

- Spillerne er kun 80-90 procent tændte. En del hænger lidt med hovedet, fortalte Pytlick til de udsendte danske journalister og gav holdet – fyldt med tidligere OL-, EM- og VM-vindere – en fifty-fifty-chance for at nå semifinalen.

Efter dette OL gider jeg ikke træne damer længere

- landstræner Jan Pytlick

- Efter dette OL gider jeg ikke træne damer længere, tilføjede Pytlick under mere private former over for assistenttræner Kim Jensen.

Det danske landshold havde tilbragt ugen forud for OL-åbningsceremonien den 15. september i Melbourne, men selvom Pytlick dengang sagde, at det var en uges træningsophold "i fred og ro væk fra forstyrrelser", så var det langt fra sandheden.

Landsholdstruppen var knap kommet ud af flyet,  før spillerne i et forsøg på at ryste trætheden ud af kroppen besluttede sig for en gang fodbold. Jan Pytlick gav sin velsignelse, Kim Jensen kastede bolden i spil, og Anette Hoffmann hamrede så hårdt til kuglen, at hun øjeblikkeligt rev en fiber i baglåret over.

Pytlick stivnede. Den jyske nøglespiller faldt skrigende om på gulvet, og selvom hun straks blev behandlet af fysioterapeut Gorm Rasmussen, måtte Jan Pytlick om aftenen konstatere, at han stod over for et af sin unge landstrænerkarrieres største valg. Anette Hoffmann ville med sikkerhed ikke blive klar til OL-åbningen og heller ikke de første puljekampe – måske var det bedre at indkalde en afløser?

En svær beslutning

- Jeg sov ikke hele natten, men lå bare og spekulerede for og imod, for og imod. Jeg var sindssygt tæt på at sende hende hjem, fordi jeg havde en afløser i Line Daugaard gående rundt hernede, husker Pytlick.

Men et godt råd fra Gorm Rasmussen afgjorde sagen.

- Gorm sagde til mig, at hvis jeg turde tage chancen og spille de første kampe uden Hoffmann, så troede han på, at hun kunne blive klar senere i OL-turneringen.

Efter en søvnløs nat valgte landstræneren at beholde den fiberskadede Hoffmann i truppen, og sende reserven hjem. Beslutningen betød, at Danmark skulle åbne OL uden gardering på venstre fløj, og skaden kickstartede samtidig en helt igennem deprimerende optaktsuge i Melbourne.

Konstant regn, dårligt humør, jetlag, skadesfrygt og forventningspres. Spillerne var sure, vejret var surt, Jan Pytlick var sur.

Alt gik galt, og imens regnede det så meget, at der kom vand ind under dørsprækken på vores værelser

- landstræner Jan Pytlick

- Alt gik galt, og imens regnede det så meget, at der kom vand ind under dørsprækken på vores værelser, husker landstræneren.

- Samtidig fik spillerene sms’er fra de norske spillere, der lå og dykkede ved Great Barrier Reef i 30 graders varme.«

Pytlick forsøgte at lette stemningen en smule ved at få de mere rutinerede spillere til at fortælle om OL-triumfen i Atlanta i 1996.

- Jeg troede, at det var en genial plan. Men det virkede stik modsat. De unge spillere blev virkelig knotne, for de gad ikke høre mere om det OL i Atlanta. Det hele var bare så negativt.«

Turneringsstart

Ved ankomsten til Sydney ændrede stemningen sig for en stund, men forud for åbningskampen den 17. september mod Norge stod nerverne alligevel på højkant, og det blev ikke bedre, da holdet tabte 17-19. Trods efterfølgende sejre over hold som Østrig, Australien og Brasilien måtte Danmark nøjes med gruppens andenplads. En placering, som førte til en frygtindgydende duel mod fysisk stærke Frankrig i kvartfinalen.

Og nu, hvor der var to hviledage forud for kampen, var lejrkulleren og den dårlige stemning tilbage i truppen.

- Karin Mortensen var så ked af at være af sted, at hun faktisk overvejede at tage hjem,« husker Pytlick.

- Både Kim Jensen og jeg måtte træne med, for at vi overhovedet kunne stille et hold til træning. Mange var småskadede, og jeg var simpelthen så nervøs. Det så bare ikke godt ud.

Frygten for et kvartfinale-exit overskyggede disse dage håbet om OL-medaljer. Ikke mindst fordi Danmark overraskende var blevet slået ud af Frankrig i kvartfinalen ved VM blot ti måneder tidligere. Et hjerteskærende nederlag efter forlænget spilletid, der stadig sad i baghovedet.

Dramaet begynder

Ol-kvartfinalen var fra start  en klassisk Frankrigskamp. Grimt, fysisk spil, masser af fejl og nervøsitet over hele linjen.

- Det hele gyngede, husker Pytlick.

Alligevel kom Danmark, anført af Camilla Andersen og en tilbagevendt Anette Hoffmann, hæderligt fra start, og som kampen skred frem, virkede det reelt muligt, at "den onde franske ånd" kunne puttes tilbage i flasken, som BT’s udsendte reporter senere formulerede det.

Med fem minutter tilbage af den ordinære spilletid brød Lotte Kiæskou med et hurtigt fodskifte igennem fra sin position som venstre back og sendte bolden mellem benene på den franske målvogter Valerie Nicolas. 23-20 til Danmark.

VM-revanchen lurede. Ikke mindst for Kiærskou, som året forinden brændte det afgørende straffekast på Nicolas. Af samme årsag havde Kiærskou sagt, at hun ikke ville skyde et eventuelt afgørende straffekast mod Frankrig ved OL. Men nu tydede alt på, at enhver snak om en tæt afgørelse var omsonst.

- Nu skal vi kunne holde det her med fire et halvt minut tilbage og en føring på tre mål, vurderede Ulrik Wilbek i rollen som Flemming Tofts medkommentator.

- Men et comeback er selvfølgelig set før. Østrig førte 25-21 over Ungarn i kampen inden denne, ganske få minutter før tid, og alligevel nåede Ungarn op.

Sekunder efter scorede Frankrig på straffekast, Tina Bøttzau ramte stolpen fra fløjen, Camilla Andersen smed bolden væk, og med et minut igen stod der pludselig 23-23. Igen gyngede det for Jan Pytlick.

- Da kampen var på det mest kritiske tidspunkt, ville jeg være taktisk smart og råbe ind til dommeren, at der var vand på banen nede i vores forsvarszone, så han ville stoppe tiden, og vi lige kunne få lidt luft, husker landstræneren.

Jeg var så tæt på at kaste op over, hvor dumt det var. Og jeg vidste det lige med det samme i situationen. Der smed jeg måske et OL på gulvet

- landstræner Jan Pytlick

- Jeg havde set Tonje (Kjærgaard) pege på gulvet, og jeg råbte helt vildt til dommerne, med det resultat at to af de andre spillere også pegede, og imens de gjorde det, løb franskmændene igennem og scorede. Den dag i dag kan jeg stadig vågne og tænkte på den situation. Jeg var så tæt på at kaste op over, hvor dumt det var. Og jeg vidste det lige med det samme i situationen. Der smed jeg måske et OL på gulvet. Nej, hvor var jeg træt af mig selv.

Fejlvurderingen fik Jan Pytlick til at gå helt ind i sig selv. Kim Jensen måtte hen og råbe, »Nu kommer du videre kammerat«, og spillerne fik lige pludselig fornemmelsen af, at chefen ikke var helt klar.

Alligevel hamrede Camilla Andersen med et underhåndshug Danmark foran 24-23 med 44 sekunder tilbage, men de franske kvinder udlignede 20 sekunder senere. Da dommerne fløjtede af, stod der 24-24. Forlænget spilletid. Igen.

I forlængelsen kæmpede Danmark sig endnu en gang foran og førte med et mål, da holdet fik tilkendt straffekast. Et afgørende moment. Camilla Andersen tog bolden. Gik frem til stregen »og bankede den«, med Pytlicks ord, "lige over kasketten på Valerie Nicolas." Bagefter løb Andersen, som jo ikke var med i forsvaret, ud mod landstræneren på sidelinjen.

- Jeg spurgte, hvorfor hun grinede, og fik svaret: ’Jeg havde besluttet mig for at skyde så hårdt, så enten scorede jeg, eller også ramte den hende så hårdt i hovedet, at hun ikke rejste sig op mere.’ Det spil var i særklasse,« husker Pytlick.

Nærmest egenhændigt reddede Camilla Andersen de danske OL-drømme i overtiden. Tre Andersen-scoringer og en assist til Anette Hoffmann efterlod ingen tvivl om kampens udfald.

Sejren var et afgørende vendepunkt. Lejrkulleren var forsvundet, og nu virkede en OL-medalje igen inden for rækkevidde.

Der kom en helt anden ro på, husker Pytlick.

- Næsten uanset hvad, så var resultatet godkendt.

Taktisk trumf

Spørgsmålet var nu, om Danmark kunne stille noget op mod Sydkorea i semifinalen – OL’s bedste angrebshold.

- Det kan blive både en ’dreng og en pige’: Et udmattet dansk hold, som får ørerne i maskinen hos de lynhurtige teknisk stærke koreanere … Eller et dansk hold, som bruger succesoplevelsen og begejstringen fra afslutningen af Frankrigs-opgøret til at svæve videre ind i den anden OL-finale i træk,« vurderede BT.

For journalisterne stod spørgsmålet åbent, men hos den danske landstræner var optimismen en smule større. Under den trænermæssige tryllehat havde Jan Pytlick og Kim Jensen forberedt en mental trumf.

En sportslig kulturkamp

Zetland-singlen Har Mikkel Hansen en fri vilje? – og andre vigtige spørgsmål indledes med en beskrivelse af OL-finalen i 1996 mellem Danmark og Sydkorea. En storstilet kamp mellem to angrebsmønstre og »en slags evolutionær kamp mellem to systemer« hvor hver enkelt handling, »pres, aflevering, frikast, udfald, afslutning,« kunne vise sig afgørende for OL-guld. »Op mod den endelige grænse så vi to hold, der blev tiltagende hektiske i deres beslutninger, systemerne brød sammen,« skriver forfatteren Mads Olrik Berthelsen.

I denne smukke kamp hævede individualisten over dem alle, Anja Andersen, sig op over sydkoreanernes systemer og sled Danmark frem til OL-triumfen.

Med andre ord, det totalitære sydkoreanske team var blevet besejret af et dansk kollektiv med plads til individet.

Denne grundlæggende kamp mellem systemer stod Danmark endnu en gang over for i OL-semifinalen fire år senere.

Set fra Pytlicks trænersæde var få hold i verden bedre end Sydkorea til at udføre deres spilkoncept og dæmme op for andres, men under en nærmest diktatorisk træner var viljen til at improvisere i afgørende øjeblikke forsvindende lille. Alt var sat i system. Hierarkiet mejslet i sten, og kulturen præget af kæft, trit og retning.

- Hvis træneren sagde, at spillerne skulle gå til højre, så ville de gå til højre, også selvom det var lige ind i væggen, forudså Pytlick. 

På mange måder blev OL-semifinalen mod Sydkorea fredag den 29. september 2000 derfor afgjort allerede året forinden.

Ved for-OL i Sydney havde Pytlick haft lejlighed til at observere Sydkorea og ikke mindst sydkoreanernes hakkeorden på vej mod dansk finalesejr. Selvfølgelig havde sydkoreanerne også haft lejlighed til at kigge danskerne ud, men det gensidige spiontogt gav størst udbytte for Jan Pytlick og Kim Jensen. For det første fik den danske trænerduo set de australske rammer an, for det andet fik de skabt et dansk fællesskab, og for det tredje fik den danske landstræner en førstehåndsoplevelse af sydkoreanernes spillestil.

Vi måtte bare acceptere at ligne nogen, der lige var begyndt at spille håndbold

- landstræner Jan Pytlick om sydkoreanernes hurtighed

- De kan noget, som er meget hurtigere, end det vi kan. De har en universitetsliga, og så samler de jo bare spillerne i månedsvis, hver dag. Vi havde derfor snakket meget om det der med, at vi ville komme til at se dumme og langsomme ud. Vi måtte bare acceptere at ligne nogen, der lige var begyndt at spille håndbold. Den erfaring var guld værd. At de unge kom til at stå foran dem i forsvaret var også rigtig betydningsfyldt. Men det var nok næsten vigtigst, at jeg selv fik prøvet det. Der fik jeg øjnene op for, at det ikke var holdet, vi skulle slå, men træneren, fortæller Pytlick.

Set med danske øjne var den sydkoreanske træners reaktion efter nederlaget ved for-OL rystende. Som Jan Pytlick husker det, blev de sydkoreanske spillere dirigeret op på en række, hvor de skulle bukke undskyldende ud mod publikum, hvorefter de blev gennet ind til spurtstraf i den tilstødende hal.

- Der var en spiller, som helt dehydreret drattede om på banen, og vores spillere var meget forargede. Da vi kom hjem på hotellet var der en anden sydkoreansk spiller, som faldt om i elevatoren og blev hentet af en ambulance. Træneren havde nægtet dem aftensmad.

Næste morgen stod træneren i receptionen, hvor spillerne en efter en defilerede forbi, mens de kiggede skamfuldt ned i gulvet.

- Det gav mig et indblik i, hvad det var, vi var oppe imod. I disse store turneringer spiller vi ikke bare mod et hold, men rent faktisk mod en hel kultur, fortæller Pytlick.

I OL-semifinalen bestemte Jan Pytlick sig derfor for at lade sin sydkoreanske kollega åbne med matchens første taktiske træk og derefter forandre danskernes spil. Sydkoreanerne skulle tvinges til at træffe deres egne valg.

 - Hvis vi stressede træneren, stressede vi holdet.

Mentalt overtag fra start

Fra første øjeblik tiltvang det danske landshold sig det mentale overtag i OL-semifinalen mod Sydkorea. Allerede da spillerne stod i gangen forud for indmarchen, viste de rødt-hvidt overskud.

- Vi havde aftalt, at vi ikke bare skulle være tændte, vi skulle virke helt vildt tændte, og i gangen skulle vi råbe helt vildt. Den skulle bare have så meget gejst, for sydkoreanerne var bange for os, fortæller Pytlick.

Med ren drømmehåndbold afgjorde Danmark reelt kampen i første halvleg.

- Alle var gode, husker Pyltick. Ingen havde turdet tro på en 20-11 føring i en første halvleg, hvor de danske spillere scorede på 20 af 25 forsøg.

- Hvirvelvindshåndbold, som holdmæssigt næppe er set bedre af et dansk hold tidligere,« stod der i BT. Nærmest uvirkeligt kom en smule pessimisme snigende i anden halvlegs begyndelse, hvor sydkoreanerne, ifølge Ritzaus Bureau, "kom farende som små skrigende kamikazepiloter...Pludselig fik Oh, Huh, Han, Moon og Kim gang i de velkendte systemer. Danskerne var på hælene og spillede stresset, nervøst og usammenhængende. Asiaterne profiterede af en dansk udvisning og vandt de første ti minutter med 7-1. Dermed var Danmark blot foran med tre mål, 21-18. Kvartfinalen mod Frankrig, hvor Danmark satte et stort forspring over styr, begyndte at spøge."

Men Anette Hoffmann fortsatte stilen fra kvartfinalen og viste med 11 mål vigtigheden af, at Jan Pytlick havde taget chancen og beholdt hende i truppen.

- Hun var helt forrygende. Det var godt, jeg lyttede til Gorm. Jeg er helt sikker på, at vi ikke var kommet så langt, hvis ikke Hoffmann havde været med, funderer Pytlick.

Sejren over Sydkorea løftede et nærmest fysisk tryk fra landstrænerens skuldre.

- Jeg er en lettet mand, men hvor jeg mod Frankrig følte et kæmpepres, så var jeg i dag mindre presset, fordi vi allerede havde opnået den fjerdeplads, som vi på forhånd havde som målsætning, forklarede Pytlick den danske sportspresse. Tilføjelsen fjernede til gengæld enhver tvivl om følelsesmæssige forbehold.

- Det var fantastisk, og vi er overstadigt lykkelige.

Nu forventede den danske landstræner at møde Ungarn i finalen, selvom modstanderen også kunne hedde Norge.

- Ungarn er det klart mest rutinerede hold hernede. De har nået en alder, hvor de har prøvet så meget alle sammen, og de burde i mine øjne på papiret have styrken til at vinde turneringen, sagde Pytlick.

Kort efter besejrede Ungarn de norske verdensmestre, og med finalemodstanderen fundet brændte OL-flammen for alvor under den danske befolkning.

- Guld til morgenkaffen? spurgte pressen forud for finalen søndag den 1. oktober. Og de danske tv-seere, som valgte at stå tidligt op denne søndag, kunne se frem til en sportsoplevelse for livet.

- Det bliver ulideligt spændende, om vi får krydderen galt i halsen i morgen tidlig, eller om morgenstund får guld i mund.

Taktisk tovtrækning

Når Jan Pytlick i dag fortæller om OL-finalen i 2000, er det med øjne, der stråler af håndboldglæde, og en fod, der skraber mod jorden som en angrebsparat tyr. Det skyldes ikke mindst OL-finalens første 30 sekunder, hvor et af turneringens flotteste mål udfoldede sig for øjnene af landstræneren, og OL-finalens sidste 30 minutter, hvor et storslået taktisk drama udfoldede sig for øjnene af to millioner danske tv-seere.

Dagen forinden havde Pytlick besøgt det danske OL-delegationskontor. Her blev landstræneren mødt af lykønskninger, roser og ikke mindst spørgsmålet:

Vi starter med et vip i feltet

- landstræner Jan Pytlick om OL-finalens åbning

- Hvordan vil I gribe kampen an? I et øjebliks kådhed udbrød Pytlick:

- Vi starter med et vip i feltet.

Men landstræneren fortrød straks. Der var jo ingen planer om overlegne detaljer mere beregnet til træningshallen end OL-finalen.

På taktikmødet nævnte Pytlick derfor intet om smarte finter eller lidt for smarte bemærkninger på delegationskontoret. Der var fuld fokus på taktikken, og her havde Kim Jensen og Jan Pytlick fået øje på endnu en potentiel trumf. Trænerduoen havde analyseret sig frem til et mønster hos den ungarske kollega Lajos Mocsai, som skulle udnyttes.

- Når han kom et stykke ind i kampen, så skiftede han altid deres to skytter ud samtidig, husker Pytlick om Ungarns stjernespillere Agnes Farkas og Bojana Radulovic. Danmarks trænerteam forberedte truppen på at udnytte præcis denne situation. Med lidt held ville det knække Ungarn – spørgsmålet var bare, hvornår trumfen kunne smides.

Finalens flotteste detalje

Morgenfriske danske tv-seere oplevede et nationalmandskab, som gik fokuseret ind til OL-finalen, mens tilskuernes »Danmark … Danmark … Danmark« rungede i hallen. Skulder ved skulder skreg Pytlicks udvalgte deres fælles kampråb ind i hovedet på modstanderne ved midterlinjen, og da kampen kort efter blev sat i gang, sendte Tonje Kjærgaard OL-finalens første aflevering over i hænderne på Camilla Andersen.

Dette første angreb, anført af Andersen, varede præcis 25 sekunder, før playmakeren gik op i et fingeret hopskud, kiggede væk og sendte en aflevering ud mod højre fløj, hvor Janne Kolling kom flyvende, greb bolden og placerede den elegant mellem benene på den ungarske keeper Andrea Farkas. 1-0 på et vip i feltet.

Andersen løb straks ud på bænken, gav en runde high-fives og spurgte, med et smil, Pytlick:

- Var det ikke det, du stod og pralede med ovre på delegationskontoret? En eminent detalje og en brilliant kommentar, husker Pytlick.

Var det ikke det, du stod og pralede med ovre på delegationskontoret?

- Camilla Andersen til Jan Pytlick

- Det er virkelig vigtigt at starte store kampe med noget, der lykkes. Modstanderne er jo ligeså nervøse, forklarer Pytlick.

- Det var spektakulært. Hvis det ikke var lykkedes, kunne det måske have givet et par ekstra procenters nervøsitet.

Danskernes gode start rystede indledningsvis Ungarn. Janne Kolling, Anette Hoffmann og Katrine Fruelund sørgede for 3-1 efter to minutter, men støt og roligt, med hårdt fysisk spil, fik ungarerne mast sig tilbage i opgøret. Tonje Kjærgaard måtte en hård tur i gulvet, da uret rundede otte minutter, og Mocsais hold fik kontakt ved 8-8 efter et kvarters spil. Pludselig sejlede det foruroligende hurtigt i den forkerte retning. 8-9. 8-10. For en stund stabiliserede Pytlick opgøret ved hjælp af en timeout.

- Vi skal fandeme ud og gøre det færdigt, brølede han. Opsangen hjalp. Kortvarigt. Danmark kom foran 13-12, men før pausefløjtet sørgede Farkas for en ungarsk 16-14-føring. Og værre blev det i anden halvleg. Radulovic var ustoppelig.

Fra 14-16 blev det til 16-21 i løbet af 11 minutter. Kommentatoren Holger Rasmussen fornemmede, at guldet for alvor var ved at glide danskerne af hænde:

- De virker rystede, de danske spillere. Det er, som om de ikke rigtig ved, hvad der skal ske. De mangler ideer.

Da det så allermest kritisk ud, med 18 minutter og 35 sekunder tilbage og ved stillingen 16-22, tog Pytlick endnu en time out. Omgivet af sine spillere bankede Pytlick håndryggen ned i håndfladen og skævede op mod uret, mens han forsøgte at give spillerne fornyet tro på sejr.

Inderst inde tænkte jeg, at vi havde tabt kampen

- landstræner Jan Pytlick

- Inderst inde tænkte jeg, at vi havde tabt kampen, men jeg var meget bevidst om mit kropssprog og om ikke at råbe for meget. Jeg forsøgte at tage det stille og roligt. Masser af tid, sagde jeg. Masser af tid, husker Pytlick.

Utålmodigt ventede Danmarks trænerteam på, at deres ungarske kollega ville tage Farkas og Radulovic ud. 

- Det ser ikke ud til, at de vælger den strategi i dag, sagde Pytlick flere gange til Kim Jensen, og omvendt.

- Satans.

Mocsai følger planen

Men med mindre end 18 minutter tilbage, bagud med seks mål, gik Danmarks ønske i opfyldelse. Farkas fik en kortvarig pause i det ungarske angreb, og Pytlick reagerede straks.

- Vi gik op og mandsopdækkede Radulovic, og så tog han Radulovic ud, hvorefter vi gik ned i vores flade forsvar, erindrer Pytlick. En stillingskrig fulgte, men med et kvarter tilbage af kampen lykkedes det Katrine Fruelund at reducere til 17-22.

Finalens afgørende moment nærmede sig.

- Efter at have været bagud med to ved pausen og foreløbig tabt det første kvarter af anden halvleg med tre ser det altså meget kritisk ud, nåede Holger Rasmussen at sige, inden Radulovic brød igennem det danske forsvars venstre side og gjorde det til 23-17. Kampen virkede afgjort.

På det efterfølgende angreb ramte Camilla Andersen sammenføjningen og tog plads på bænken med et sammenbidt udtryk. Ungarn havde (match)bolden. Igen sendte Jan Pytlick en forsvarsspiller frem for at sætte Radulovic ud af spillet, og sekunder senere fik Danmark fat i bolden.

- Der reagerede Ungarns træner ikke hurtigt nok, husker Pytlick. Anette Hoffmann strøg straks af sted i et kontraløb, Katrine Fruelund spillede hende fri, og med den nemme reducering skiftede de to træneres kropssprog.

Pytlick opildnede sine spillere med armene i vejret, mens Mocsai brokkede sig over manglende tilbageløb. I det efterfølgende angreb brændte Ungarn på Rantala. Et afgørende vendepunkt nærmede sig.

- Det var de små træk, der var med til at skubbe til hele kampen. Mocsai var nærmest allerede begyndt at juble ud til folkene bag hans bænk. Men der var en vinderkultur blandt vores ældre spillere, som bare ikke kunne slås ned, og de unge bidrog med en imponerende vildskab. De vidste, at de kunne vinde, erindrer Pytlick.

Med en kølig, skruet afslutning reducerede Janne Kolling fra højre fløj, og godt hjulpet af en Rantala-redning stak Hoffmann af sted til 20-23-reduceringen. Mocsai måtte tage timeout.

Men kampens umærkelige inerti var skiftet til danskernes fordel.

- Skyd oppe i målet, trukne skud og husk: Vi har masser af tid! gentog Pytlick.

Da kampen blev genoptaget, reddede Rantala, Kolling reducerede, og med ti minutter tilbage missede Ungarn et vip i feltet.

- Øj, der er vi heldige, udbrød Holger Rasmussen, inden Katrine Fruelund i den anden ende placerede sin udlignende afslutning nederst i målet. 23-23. Ungarerne kæmpede desperat for at hænge på, men Dora Löwys udligning til 26-26 i kampens 56. minut var tilsyneladende med opbydelsen af holdets sidste energireserver.

I minutterne efter løb Danmark bogstaveligt talt fra Ungarn. Anette Hoffmann scorede til 30-26 med mindre end to minutter tilbage, mens Holger Rasmussen råbte:

- Kampens store kontraspiller … dansk guld her i Sydney … Det kan ikke glippe nu. Hvor er det forrygende.

- Fantastisk dejligt, lød det en smule mere fattet fra medkommentator Per Skaarup, netop som Hoffmann lukkede kampen med sin 11. scoring. Danmark havde vundet OL-finalen i Sydney. 31-27 over Ungarn.

Sekunder senere brød euforisk jubel løs på den danske bænk, det ene gruppekram afløste det andet, og Pytlick, som mindre end en halv time tidligere havde stirret nederlaget i øjnene, blev, iklædt sit rød-hvide træningstøj, sendt på lufttur af de danske guldvindere. »Det var en drøm,« husker Pytlick. »Hoffmann var fuldstændig outstanding, hun er en af de allerdygtigste spillere, der nogensinde har været i dansk kvindehåndbold.«

Som aftenen skred frem, og OL’s afslutningsfest nåede sit højeste, havde landstræneren til gengæld brug for at komme en smule væk fra det hele. Jan Pytlick tog sig derfor en gåtur i anlægget uden for stadion i aftenmørket, som havde lagt sig over Sydney og overlod det til de andre i landsholdstruppen at stable en fest på benene ved hjælp af de 60 øl, som OL-delegationen havde indkøbt til 100 festglade OL-deltagere.

Varm  velkomst

Damelandsholdets SAS-fly rullede ind ved gate 34 i Københavns Lufthavn klokken 06.45 den 4. oktober efter 30 stressende dage i Australien og 30 udmattende timer i transit. Pressemøder, holdmøder og videomøder havde sat sine spor. Nu drømte landsholdet blot om rolige omgivelser. Det var i lufthavnen,at den allersidste energi skulle fyres af.

I selskab med Jesper Bank, Guldfireren og Camilla Martin, blev OL-holdet modtaget i lufthavnen af familie, venner, kulturminister, dannebrog og Tivoligardens version af ”congratulations.” Med sig havde håndboldpigerne også en invitation til Rådhuspladsen, men spillere og ledere takkede pænt nej.

- Det har været en hård tur. Alle glæder sig til at komme hjem, forklarede Jan Pytlick, der selv bare så frem til en havestol på Thurø. 

Da landstræneren op ad formiddagen endelig nåede dæmningen til sin fødeø, måtte han stå ud af bilen. På broen til Thurø havde hundredevis af øboere, heraf tæt ved 600 jublende skole- og børnehavebørn, forberedt en solrig, rød-hvid velkomst. Med de voksnes hjælp blafrede flere end 800 dannebrogsflag i vinden, da landstræneren klokken kvart i elleve ankom til dæmningen i sine forældres bil.

Sejrsfesten på solbeskinnede Thurø – i dagens anledning klædt i rødt og hvidt – blev for Jan Pytlick afslutningen på selve OL-turneringen, men de efterfølgende uger blev på egen vis hektiske. Selvom Jan Pytlick helst bare ville have slappet af, så var der et sportsligt efterslæb, der skulle falde på plads. Den danske landstræner havde givet OL-holdets rutinerede kræfter 14 dage til at melde ud om de ville fortsætte på landsholdet, og da fristen udløb, stoppede den mest solide kerne af de tilbageværende jernhårde ladies, Camilla Andersen, Tonje Kjærgaard, Janne Kolling og Anette Hoffmann.

- Det var en epoke, der sluttede. En meget stor epoke i dansk kvindehåndbold, husker Pytlick.

Fundamentet var til gengæld blevet lagt til et ligeså stort – og succesfuldt – OL-drama fire år senere.

Kilder OL 2000

Arkivmateriale fra TV 2

Troels Mylenberg og Anders Bo Rasmussen: Jan Pytlick: Fighter for fællesskabet. People's Press, 2015.