Rio 2016

Nyegaard om udskiftning: Et dårligere dansk landshold - så simpelt er det

Det danske håndboldlandsholds angrebsspil går en klasse ned, mener håndboldekspert Bent Nyegaard.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson har set sig nødsaget til at udskifte Kasper Søndergaard med Lasse Andersson, fordi Søndergaards lægskade i onsdagens træning sprang op.

Selv om det er en kommende FC Barcelona-spiller, der kommer ind i truppen som erstatning, er det et stort slag, mener TV 2 SPORT's håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Angrebsspillet går bare en klasse ned, når Kasper Søndergaard går ud, siger Nyegaard.

- Uden Kasper Søndergaard er det simpelthen et dårligere dansk landshold. Så simpelt er det. Vi har meget, meget dygtige spillere på positionerne venstreback og playmaker, som kan skabe rum. Det, som Kasper Søndergaard kan så godt, er, at han kan skabe rum ovre på den højre banehalvdel. Både til stregen, sig selv og til fløjen.

Første kamp for Danmark spilles på søndag mod Argentina, som Danmark skuffede mod ved VM i 2015 i Qatar. Her blev det kun til uafgjort, men trods tabet af Kasper Søndergaard, forventer Nyegaard ikke, at danskerne igen dummer sig mod sydamerikanerne.

- Argentina er at regne for OL’s svageste mandskab. Det betyder ikke, at Argentina ikke har kvalitet, men jeg tror, danskerne er advaret efter det, der skete i Qatar. Det vil være så fokuseret et dansk landshold, at de også slår Argentina. Men respekt er en god ting, og det er helt ifølge den lovbog, som Gudmundur Gudmundsson råder over, siger Nyegaard.

Kasper Søndergaard bliver dog i Brasilien, således at Gudmundsson har mulighed for at skifte ham tilbage i truppen, hvis han skulle blive klar.

Udover Argentina er Danmark i gruppe med Frankrig, Kroatien, Tunesien og Qatar.