Rio 2016

Daniel Svenssons OL-blog: Dårlige regler, ja! Undergang? Nej

OL-turneringen er i gang, og vi skal for første gang se konsekvensen af den værste regelændring, jeg kan huske i håndbold: Syv mod seks-reglen.

Håndboldvenner, er der noget mere grimt end en målmand, der fra eget mål kaster bolden forbi modstanderens tomme mål?

Jeg hader det. Virkelig. Da er vores elskede spil bare enormt grimt. Det tossede er, at vi selv har fremprovokeret rædslen ved at udvikle muligheden for at tage målmanden ud og sætte en ekstra markspiller ind.

Og nu kan det blive endnu værre.

OL-turneringen er i gang, og vi skal for første gang se konsekvensen af den værste regelændring, jeg kan huske i håndbold: Syv mod seks-reglen.

Det Internationale Håndbold Forbund, IHF, har som bekendt indført fem nye regler. Generelt er det fantastisk, at IHF prøver at udvikle vores spil. Der er nemlig masser af uudnyttet potentiale. Jeg synes jo, at min sport har alle de fede ingredienser ved elitesport.

Når det er sagt, så vil jeg også stoppe med at rose IHF her. Fire af de fem regelændringer er forfejlede eller ligegyldige. Og timingen er elendig. Det er helt, helt skævt, at man indfører nye regler op til et OL. Nogle af holdene har i fred og ro kunnet træne med disse taktiske ændringer i over et år. Andre har ikke kunnet. Det er skævvridende og ødelæggende.

Jeg hører dog ikke til dem, der ser de nye regler som håndboldens undergang. Jeg er bestemt ikke fan af den mest kontroversielle regel om syv mod seks-spillet. Men jeg tror ikke på dommedag.

Tillad mig her at gå igennem de fem nye regler og give min mening som håndboldspiller til kende.

Passivt spil: Når varselstegnet for passivt spil er givet, har det angribende hold seks afleveringer, inden der skal afsluttes. Hvis der bliver begået frikast efter eksempelvis tre afleveringer, har man derfor kun tre afleveringer tilbage, inden der fløjtes for passivt spil.

Det er dejligt for at få spillet gjort hurtigere. Jeg håber, at man ser hold tage aktive valg i forsvaret for at forhindre angrebshold under tidspres i at komme til gode afslutninger. Eventuelt ved at sende to mand frem i løbet af de seks tilladte afleveringer. Som forsvarsspiller giver det mange taktiske muligheder til at sætte det angribende hold ud af spillet.

Men alligevel er reglen også lidt ærgerlig. Man mister aspektet med at høvle tid af klokken og i den disciplin er Bo Spellerberg mesteren over dem alle. Det er frustrerende at spille imod, men samtidig dybt fascinerende at se Bo danse ind til en nærkamp i undertal, holde sig fastlåst og spankulere langsomt væk, når han har fået frikastet og taget tid af klokken. Det er charmerende, når man kan styre tiden på den måde.

Men grundlæggende er det en god regel.

Tildeling af karantæne under kampen (blåt kort): Når en spiller får et rødt kort, har der tidligere været tvivl om, hvorvidt forseelsen udløser karantæne eller ej. Nu går dommerne ud til observatøren, og sammen vurderer de på stedet, om forseelsen er grov nok til at kunne udløse karantæne.

Det er en amatøragtig regel. Heldigvis er der video til at vurdere et blåt kort bagefter, men generelt skal man passe på med at lægge endnu flere beslutninger over på dommerne. De har nok at se til.

Usportslig optræden inden for det sidste halve minut: En forseelse, der straffes efter denne regel, giver rødt/blåt kort. Det nye er, at man ikke længere kan vælge mellem at få bolden eller et straffekast. Fremover giver en sådan forseelse altid straffekast til det forurettede hold. Samtidig har IHF ændret perioden fra at gælde det sidste minut af en kamp til nu kun at gælde de sidste 30 sekunder.

Den er ikke vigtig. De store forseelser kommer ofte i det sidste 30 sekunder, så det er ikke nogen stor ændring. Jeg synes dog stadig, at man selv skal bestemme om man vil have straffekast eller frikast. Der kan være fordel ved at tage frikastet, hvis man er foran med et mål. Vi har prøvet i Skjern at få et straffekast til sidst, som Henrik Møllgaard brændte, hvorefter modstanderen gik op og udlignede i sidste sekund.

Spil syv mod seks: Man må nu spille syv mod seks, uden at den syvende markspiller skal have overtrækstrøje på. Det medfører, at det er frit, hvilken spiller der må løbe ud og skifte med målvogteren. Til gengæld kan ingen markspiller længere løbe ind i målet og være målmand, hvis et hold ikke når at skifte målmanden ind igen. Kommer en markspiller i feltet, udløser det automatisk et straffekast til modstanderne - og det kan også betyde en tominutters udvisning.

Som de fleste andre, synes jeg, at dette afvikler spillet i stedet for at udvikle det. Vi går med dette tilbage til stillestående stregspillere og dybt-stående fløje. Og det er ikke vejen frem.

Jeg bryder mig ikke om, at det ikke længere er slemt at få en udvisning. Det kan stadig være seks mod seks. Jeg frygter for et hårdere spil, fordi en udvisning ikke er så ødelæggende. Og så frygter jeg som nævnt at se målmænd kaste forbi mål 10 gange i hver kamp.

Karantæne for 'film': Handler om 'film' og trækning af tid. En spiller, som modtager behandling på banen, vil få karantæne fra holdets næste tre angreb - med mindre den tackling, spilleren er blevet skadet af, har medført en straf til den tacklende spiller. Denne regel indføres altså for at straffe spillere for bevidst at filme eller agere skadet for at trække en udvisning eller for at trække tid af klokken.

Jeg hader film i håndbold, men det har denne regel ikke indflydelse på. Vi spillere styrer jo selv reglen. Hvis jeg får en flænge under øjet, så vil jeg da aldrig kalde vores fysioterapeut ind, men bare selv løbe ud. Jeg vil hellere have regler mod dem, der kaster med hovedet og filmer sig til udvisning.