Rio 2016

- Bojana Popovic' storhed er kun blevet større

Hun har ikke spillet håndbold i fire år og født to børn. Hvor er det da bare grænseløst sejt og beundringsværdigt.

Jeg har rystet lidt på hovedet og erklæret mig 100 procent uenig.

Jeg har i de seneste par dage mødt folk i håndboldmiljøet, der har rynket på næsen over Bojana Popovic’ comeback til håndboldbanen i OL-kampen mod Spanien i lørdags.

De mente, at hun ikke skulle have spillet for Montenegro igen. At hun er ved at ødelægge sit flotte, polerede image som historiens bedste håndboldspiller.

Jeg respekterer selvfølgelig altid andres mening, men her måtte jeg sætte foden ned og åbne min mund. Sikke en omgang sludder.

I min bog gør dette comeback kun Bojanas karriere endnu større – uanset om hun spiller godt eller dårligt i Rio. Hør her, hun er 37 år. Har ikke spillet håndbold i fire år og født to børn. Hvor er det da bare grænseløst sejt og beundringsværdigt, at hun træner sig op til at kunne hjælpe sit land ved OL. Montenegro er et lille land med meget få håndboldspillere. Det skal man lige huske. Hun har ikke fået pladsen foræret. Og uanset hvad, så ville hun være en forstærkning i forhold til alternativet.

Jeg har spillet med Bojana i Viborg, og jeg føler mig således fint klædt på til at råbe det ud til alle håndboldfolk: Hun gør ikke dette for at få personlig succes. Hun gør det for sit land og for at vinde håndboldkampe. Sådan er Bojana nemlig.

Fra 2007 til 2010 havde jeg æren at spille med hende. Dengang talte man om ”divaerne i Viborg”. Det var så latterligt. Folk skulle komme og se hende træne bare to gange. Så ville man opleve det stik modsatte af diva-attituder. Hun havde vundet alt med Slagelse og var verdens bedste, men det kunne vi bare slet ikke mærke på hende. Man kunne have et begrænset talent og spille dårlige kampe, men man fik altid Bojanas respekt, hvis man ydede sit maksimale. Mere forlangte hun ikke af folk. Jeg så aldrig verdens bedste stå med himmelvendte øjne over en anden spillers dårlige kamp. Hun prøvede i stedet at hjælpe hende.

Man skal også forstå, at Bojanas liv er håndbold. Altså efter hendes mand og børn, selvfølgelig. Men hun er det mest nørdede håndboldmenneske, jeg har mødt i mit liv. Hun ville tale om håndbold hele tiden. Jeg havde uddannelse og andet i mit liv, men for Bojana var der intet vigtigere end at analysere næste modstander, træne lidt ekstra på nogle systemer og skyde nogle flere skud efter træningen.

Det var en kendt sag, at Bojanas hold altid var optimalt forberedt på modstanderen. Det skyldtes i høj grad hende. Bojana talte virkelig meget på taktikmøderne. Fordi hun havde noget at byde. Det handlede ikke om, at hun ville bestemme og diktere. Sådan var hun slet ikke. Hun ville bare vinde.

Det gav det vildeste kick at spille håndbold med hende. Wauw, hvor var det fedt, når hende, Anja Althaus og jeg stod og skreg hinanden ind i hovederne. Vi var ikke uvenner, vi pumpede bare hinanden op til at gå amok. Udover at være en helstøbt holdspiller, så var det bare beundringsværdigt, at verdens bedste håndboldspiller tog så meget ansvar for alle i gruppen. Egoistisk er det sidste ord, der kan sættes på hende.

Uden for banen var Bojana en sød pige. Hun bidrog gerne socialt og var ofte med i biografen. Men det meste handlede om håndbold.

Vi så hende tit i vilde attituder, da hun spillede i Slagelse og jo, hun havde da også sit Balkan-temperament med til Viborg. Men det var kun i kampene og altid kun rettet mod dommerne eller modstanderne. Temperament var der intet af, når vi havde tabt. Bojana gav aldrig andre end sig selv skylden efter et nederlag. Jeg har ofte set hende være decideret vred på sig selv.

Jeg håber ikke, at hun var lige så vred på sig selv i lørdags. Hun og vi andre bliver nødt til at have helt andre forventninger til hende end tidligere. Alt andet vil være helt urimeligt.

Jeg glæder mig til at følge hende i de kommende kampe.

Og uanset hvordan det går, Bojana, så står du stadig øverst oppe på side 1 i min bog over verdens bedste og sejeste håndboldspillere nogensinde.