Rio 2016

Amerikansk medie hylder Mikkel Hansen: Han er håndboldens LeBron James

Burde USA være dominerende i håndbold? Amerikansk medie sammenligner danske Hansen og LeBron James.

Mens herrernes håndboldturnering herhjemme er én af de mest imødesete events ved OL i Rio, så er billedet et helt andet hos den største sportsnation af dem alle - USA.

Amerikanerne har dog lagt mærke til den - for dem - ellers ukendte sport, og er begyndt at spørge sig selv: Hvorfor er vi ikke bedre til håndbold?

Rent hypotetisk så giv LeBron James seks måneder, så ville han være verdens bedste.

USA's landstræner i håndbold, Javier Garcia-Cuesta

Der er næppe nogen tvivl om, at i sportsgrene, hvor det som i håndbold gælder om at løbe stærkest, hoppe højest og kaste bolde med hænderne, er amerikanerne ofte suveræne.

Særligt i basketball, hvor stjerner som Kyrie Irving og LeBron James kombinerer dribleevner med stor fysik. Evner som Mikkel Hansen også besidder i nogen grad.

Netop derfor har den amerikanske avis Washington Post også sat en direkte sammenligning op mellem LeBron og Hansen.

- Danmark’s Mikkel Hansen er stort set LeBron James i håndboldsammenhænge, skriver avisen blandt andet.

Basketballs helt store stjerne måler 203 centimeter og vejer 112 kilo

Den amerikanske håndboldlandstræner er dog ikke i tvivl om, at LeBron James hurtigt ville blive verdens bedste håndboldspiller, hvis han skiftede basketbolden ud med håndbolden.

- Rent hypotetisk så giv LeBron James seks måneder, så ville han være verdens bedste, siger USA’s spanske håndboldlandstræner, Javier Garcia-Cuesta, der selv repræsenterede Spanien ved OL i 1972.

Verdens pt. bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen, er der heller ikke i tvivl om, at LeBron James ville kunne blive god en håndboldspiller, men om han kunne blive lige så god som den danske profil er et andet spørgsmål.

- Det er svært, for mig at sige det. Jeg er kæmpe fan af LeBron James og basketball. Hans blik for spillet er imponerende. Det er en god start, hvis han skulle skifte til håndbold, siger Mikkel Hansen til Washington Post.

Det er ikke første gang den basket-glade håndboldstjerne sammenlignes med sit amerikanske idol.

- Fysisk er han vanvittig. Men man skal også lære at kaste med bolden. Men ja, måske han kunne, siger Mikkel Hansen.

Og det er faktisk en diskussion blandt håndboldspillerne selv, hvorvidt USA ville kunne mønstre et slagkraftigt håndboldhold.

- Vi taler ofte om det. Hvis amerikanerne virkelig ville håndbolden, så ville de være fantastiske, siger Danmarks playmaker Morten Olsen.

Den amerikanske skuespiller Samuel L. Jackson blev under OL i London meget betaget af håndbolden

- De har SÅ mange dygtige atleter, som er virkelig store og stærke. De ville volde os masser af problemer. LeBron som modstander ville være en kæmpe udfordring, siger Olsen.

Men hvad siger de amerikanske basketstjerner selv til tanken?

- Du taler om en sport, hvor man skal løbe, skifte retning og kaste bolden i et net? Jo, det tror jeg godt, vi kunne finde ud af. Hvor meget tjener de, siger Kyrie Irving.

Kyrie Irving og Kevin Durant under OL i Rio

I Rio er nogle af håndboldens andre stjerner ikke helt overbeviste om, at basketstjernerne bare ville dominere deres sport.

- Det ville ikke være en kæmpe sejr, men vi ville vinde, siger den tyske europamester Finn Lemke.

Mere sikker er den franske back Valentin Porte i sin spådom: De olympiske håndboldmestre ville vinde med 42-10.

- Fysisk ville de være fint med. Men på alle andre parametre ville de blive kørt over, siger Porte, som bakkes op af Mikkel Hansen.

- De ville få problemer med at score. Det er sværere end I amerikanere tror, siger Mikkel Hansen til Washington Post.

Mikkel Hansen blev i 2015 kåret som verdens bedste håndboldspiller

Måske der slet ikke bliver behov for, at de etablerede basketstjerner skifter sport i fremtiden.

I hvert fald har Garcia-Cuesta foreløbig modtaget minimum 13 mails fra tidligere college-atleter, der efter at have set håndbold ved OL, er blevet interesserede i sporten.