Håndbold

Lærke Møller ramt af ny skade: Har været under kniven igen

Lærke Møller er blevet opereret igen efter en mindre skade. Her ses ud i september, hvor hun måtte bæres af banen på grund af gammel skade. Jørgen Kirk / Scanpix Denmark

Lærke Møller er blevet opereret nok engang, efter hun fik konstateret en mindre bruskskade i det ene knæ.

Lærke Møller må være noget nær den mest uheldige håndboldspiller.

Playmakeren har gang på gang måtte kæmpe alvorlige skader. I september blev hun ramt af en korsbåndsskade og har ikke været i aktion siden.

Genoptræningen er til gengæld gået godt for Møller, som i mellemtiden er skiftet til de danske mestre fra Team Esbjerg.

Men igen er playmakeren blevet ramt af en skade. Ganske vist en mindre en af slagsen, men noget som har trods alt har krævet en operation.

- Problemet opstod, da jeg søndagen før træningsstarten i Team Esbjerg i juli lavede nogle håndboldrelaterede bevægelser og sprinter, og knæet hævede dagen efter og i de følgende uger.

Ifølge en pressemeddelelse fra Team Esbjerg var hun igennem en MR-scanning som viste en bruskskade i samme knæ, hvor hun blev ramt af korsbåndsskaden.

- Jeg følte, at det var gået så godt med genoptræningen, og jeg glædede mig til at komme stille og roligt i gang. Derfor er det naturligvis frustrerende at blive sat tilbage på det tidspunkt, man gerne vil vise alle sin berettigelse i en ny klub, siger Lærke Møller i pressemeddelelsen.