Rio 2016

Slovenien blev kørt over: Danmark er sikkert i OL-semifinalen

For første gang i 32 år skal de danske håndboldherrer spille om medaljer ved OL.

Danmark havde ikke store problemer med at spille sig i semifinalen ved OL i Rio. Slovenien blev slået med 37-30.

Slovenien var nogenlunde med i første halvleg, men danskerne stak en smule af hen mod slutningen og førte med tre ved pausen. Især Morten Olsen, der hidtil har brugt mest tid på bænken, strålede i første halvleg med fire mål og et par forrygende assists.

I anden halvleg gik det stærkt. Føringen var efter ti minutters spil oppe på ni mål, og derfra blev sejren kørt sikkert i hus.

Danmarks topscorere blev Mikkel Hansen og Lasse Svan, der begge stod for otte mål.

I semifinalen møder Danmark vinderen af nattens kamp mellem Kroatien og Polen, som du kan se på TV 2 klokken 01:30.

Danmark var gruppe med Kroatien, som slog Danmark med 27-24.

Sidst, det danske herrelandshold spillede om medaljer ved OL, var i Los Angeles i 1984, hvor Danmark tabte bronzekampen mod Rumænien.