Rio 2016

Green lukkede af på vej mod OL-semifinale: Fuldstændig surrealistisk

Jannick Green kom på banen og stod en flot kamp for Danmark, da Slovenien blev banket med 37-30 i OL-kvartfinalen.

Danmarks normale førstevalg Niklas Landin kom skidt fra start og startede med nul redninger på ti forsøg. Derfor kom Jannick Green på banen, og han startede med en redning på første forsøg.

- Det er selvfølgelig fedt. Det er derfor man træner. Det er en fantastisk oplevelse at komme ind og spille sådan en OL-kvartfinale. Der er en sindssyg stemning hernede. Det er fedt at spille, og det var en fed oplevelse, sagde Green efterfølgende til TV 2 SPORT.

Resten af kampen stod han med 26 % og reddede to straffekast, og derfor havde han sin andel i Danmarks vej til OL-semifinalen.

- Det er fuldstændig surrealistisk. Det har været en hård kamp hertil. Vi har haft en hård pulje, men i dag synes jeg, vi spiller fuldstændig fremragende, tilføjede Jannick Green.

I gruppespillet tabte Danmark både til Kroatien og Frankrig og kom videre som treer fra gruppen. Det betød altså et møde med Slovenien, der blev toer i den anden pulje.

- Vi har haft en hård gruppe, hvor ikke alt er lykkes for os. Vi har skullet kæmpe med nogle ting, men vi har hele tiden knoklet videre og troet på, at hvis vi bare klarede os videre, så var det næsten ligegyldigt, hvem vi fik fra den anden pulje. Vi viser i dag, vi spiller fremragende håndbold, sagde han yderligere.

Dermed undgik Danmark også et kedeligt hattrick, efter de både i 2008 og 2012 blev slået ud i kvartfinalen. Det var noget, der kunne mærkes efter kampen.

- Der var nogen, der var begyndt at synes, det var en dårlig vane at ryge ud i kvartfinalen, så der blev råbt højt i omklædningsrummet. Vi er meget, meget lettet. Der har været stort pres på os. Nu skal vi ud og få ro på det hele, og så skal vi forberede os godt på semifinalen, for vi har en god chance, synes jeg, afsluttede Jannick Green.

I semifinalen venter enten Kroatien eller Polen, der spiller i nat.