Rio 2016

Polsk landstræner: Danmark er storfavoritter mod os

Danmark er blandt de bedste hold i verden, mener Polens landstræner, der anser det danskerne som favoritter til at gå i finalen.

Det danske håndboldlandsholds vej til OL-finalen går via Polen. Det står klart, efter Polen natten til torsdag slog Kroatien i kvartfinalen med 30-27.

Og her er der ingen tvivl om, hvem favoritterne er. Det er Danmark. Det mener i hvert fald den polske landstræner.

- Det er for mig klart, at Danmark er den store favorit, siger Polens landstræner Talant Dujshebaev til TV 2 SPORT.

- Jeg mener, at Danmark gennem de seneste 12-13 år har været et af de bedste mandskaber i verden. De har vundet europamesterskabet, og de når nærmest altid semifinalen, siger landstræneren.

Polakkerne blev blot nummer fire i deres indledende gruppe, hvor de tabte til Brasilien, Tyskland og Slovenien, som Danmark besejrede i sin kvartfinale.

- Danmark er et fantastisk hold, og det bliver helt sikkert en meget svær kamp for os, siger den polske stregspiller Kamil Syprzak til TV 2 SPORT.

Gudmundur Gudmunssons Danmark kvalificerede sig til semifinalen tidligere på aftenen i sikker stil mod Slovenien med 37-30.

Danmark møder Polen i semifinalen natten til lørdag klokken 01.30. Det er en kamp, du kan se på TV 2.

Se højdepunkter fra Danmarks sejr over Slovenien her: