Rio 2016

Gudmundsson, klap dig selv på skulderen

Som dansk landstræner har han ikke ligefrem været i fare for piskesmældslæsioner af rygklap og anerkendende dask på skulderen. Med en femte- og sjetteplads i sine to slutrunder siger det sig selv, at Gudmundur Gudmundsson ikke har nået heltestatus i Danmark. Kritikken af Gudmundsson har – i mine øjne - været fair og reel. Den har været sportsligt funderet og aldrig personlig. Om end jeg erkender, at jeg ikke er objektiv i denne betragtning. Og jeg ved, at landstræneren ikke er enig. Det er han sikkert i pointen med denne klumme.

Som dansk landstræner har han ikke ligefrem været i fare for piskesmældslæsioner af rygklap og anerkendende dask på skulderen.

Med en femte- og sjetteplads i sine to slutrunder siger det sig selv, at Gudmundur Gudmundsson ikke har nået heltestatus i Danmark.

Kritikken af Gudmundsson har – i mine øjne - været fair og reel. Den har været sportsligt funderet og aldrig personlig. Om end jeg erkender, at jeg ikke er objektiv i denne betragtning. Og jeg ved, at landstræneren ikke er enig.

Det er han sikkert i pointen med denne klumme. For Gudmundur Gudmundsson fortjener ros for sit arbejde i de seneste dage i Rio.

Og i høj grad også for sine analyser før legene. Han tog en chance ved at lade debutanten Casper U. Mortensen være alene på venstre fløj (Anders Eggert var skadet, men blev jo spilleklar før OL). Han ofrede en folkehelt i Hans Lindberg og lod Lasse Svan husere alene på højre fløj. Lindberg måtte nøjes med reservetjansen, fordi Gudmundsson i 11. time analyserede sig frem til, at Morten Olsen kunne gøre en forskel. Slutrundedebutanten Olsen, vel at mærke.

Jeg gentager lige de tre primære navne i ovenstående afsnit: Casper U. Mortensen, Lasse Svan og Morten Olsen. Er vi enige om, at det var godt, at landstræneren valgte disse tre musketerer? De er tæt på at have været Danmarks tre bedste i Future Arena.

Det er slet og ret godt trænerarbejde. Klap dig selv på skulderen, Gudmundsson.

OL begyndte ikke overbevisende for Danmark. Heller ikke for Gudmundur Gudmundsson. Det var i sandhed også hans ansvar, at det periodevis lignede gensynet med det udtryksløse danske landshold.

Vendepunktet – også for landstræneren – kom i kampen mod Qatar.

Få minutter før kampstart var Gudmundssons chef live på tv.

- Jeg tror, at Gudmundur var lidt træt af, at han (Morten Olsen, red.) ikke kom i spil den anden dag efter at have spillet så godt mod Tunesien.

Sagde Ulrik Wilbek. Så var landstrænerens fejl i nederlaget mod Kroatien åbenbaret for enhver.

Siden har ingen talt om Gudmundsson-fejl. Ved 6-10 mod Qatar og et udtryksløst dansk angrebspil skete der noget. Mikkel Hansen røg ud. Michael Damgaard og Morten Olsen fik lov at spille hvirvelvind-håndbold med stor succes.

Jeg tøver ikke med at kalde det for vendepunktet for det danske landshold. Gudmundsson smed den stædighed, som har været en del af grunden til landsholdets svigtende resultater under hans virke.

Siden har vi også set ham bruge timeout-kortet flittigt.

Islændingen vil helst spille smalt med få spillere. Hans forgænger, Wilbek, var uovertruffen dygtig til at blande alle sine kort og turde spille dem ud. Måske var det deres samtaler i OL-byen, der gjorde forskellen. Måske har spillerne råbt op. Jeg aner det selvsagt ikke. Men det var godt for holdet. Godt for spillet. Fantastisk for udstrålingen.

Og vupti, vi kunne kende landsholdet igen. En del af æren tilhører Gudmundur Gudmundsson.

Se eller gense højdepunkterne fra Danmarks kamp mod Slovenien her: