Rio 2016

Nyegaards karakterbog: Helt tosset, at det bliver så spændende

Det blev langt mere spændende end nødvendigt, da Danmark spillede sig i OL-finalen med en sejr på 29-28 over Polen.

Der skulle 70 minutters håndbold til, inden de danske herrer kunne juble over en plads i OL-finalen.

Ifølge Bent Nyegaard var det dog særdeles unødvendigt, for Danmark havde god kontrol over semifinalen mod Polen.

- Det var egentlig helt tosset, at det blev så spændende. Men det er klart, at de store føringer, Danmark har - blandt andet ved 15-11 - og i det omfang, at der bliver brændt ni oplagte scoringschancer, så har man næsten givet sig selv anledning til, at det blev spændende, siger Bent Nyegaard.

- Det var en kombination af en fremragende polsk målmand (Piotr Wyszomirski, red.) og meget begrænset kvalitet i afslutningerne. Det var en kamp, som Danmark kontrollerede, og som den skred frem, blev polakkerne mere og mere trætte, men Danmark fyldte de polske spillere med energi ved at brænde.

Danmark var foran 25-24 med bare få sekunder tilbage, men en sen polsk udligning sendte kampen ud i forlænget spilletid.

- Jeg er imponeret over Polens udlignende mål, men det var mentalt stærkt af Danmark at komme ind til 1. halvleg af den forlængede spilletid i undertal og vinde den med 4-1. Det var meget, meget stærkt, siger Nyegaard.

Se Bent Nyegaards karakterer til de danske spillere herunder, hvor du også selv kan bedømme spillerne.

Nyegaards karakterbog: Danmark vs. Polen

Karakterskalen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Niklas Landin

    Det var stadigvæk ikke en Landin i fuldt firspring, men han får klassekarakteren, fordi han - da det så allerværst ud i slutningen af den ordinære kampe og omkampen - havde de afgørende redninger. Han fik ikke fat i ret meget i store dele af kampen, men det var godt at se Landin tilbage med de ekstraordinære ting.

    4
    Din karakter
  • Jannick Green

    Jannick Green kom ikke på banen mod Polen.

    UB
    Din karakter
  • Casper U. Mortensen

    Det var ikke fløjenes kamp. Casper U. scorede et par stykker, og han havde også en enkelt frispilning, men han serverede også et par scoringsmuligheder til Michal Daszek (Polens højrefløj, red.), og så brændte han lystigt på de helt store chancer.

    1
    Din karakter
  • Lasse Svan Hansen

    Lasse Svan var ugenkendelig. Han kunne slet ikke finde rytmen. Han brændte, og han havde også et par forsvarskoks, hvor han gav for meget plads. Sådan nogle kampe har man indimellem, men han brændte den ene oplagte chance efter den anden. Han scorede et mål på fem chancer, og det var meget store og åbne chancer, han smed væk.

    0
    Din karakter
  • Henrik Toft Hansen

    Han var ikke gode venner med Piotr Wyszomirski (Polens målmand, red.). Han var også udfordret forsvarsmæssigt, selv om han kom fint tilbage og var med til at binde forsvaret sammen. Det kostede dog, at han i for høj grad - især i begyndelsen af kampen - tabte duellerne.

    3
    Din karakter
  • René Toft Hansen

    René Toft fik de pauser, han skulle have undervejs. Han var den stabiliserende faktor i forsvaret, og der var adskillige gange, hvor hans parader lå godt. Forsvarsmæssigt fik vi mere og mere styr på kampen, og med de pauser René fik, var han en god og stålsat figur at have derinde.

    4
    Din karakter
  • Jesper Nøddesbo

    UB
    Din karakter
  • Mads Mensah Larsen

    Han har mistet det at være angrebsspiller. Han er en ren forsvarsløsning nu, og det gør han godt - både som afløser for Mads Christiansen og Mikkel Hansen. Han magter opgaverne. Angrebsmæssigt er han blevet for usikker, og han skal have mere tid for at komme i gang. Landstræneren vurderer i øjeblikket, at der ikke er den tid til Mads Mensah angrebsmæssigt.

    3
    Din karakter
  • Henrik Møllgaard

    Henrik Møllgaard fik meget, meget korte perioder i stedet for René Toft - og det var for kort tid til at vurdere ham.

    UB
    Din karakter
  • Kasper Søndergaard

    Kasper Søndergaard fik bare syv minutter, men han brugte dem godt. Landstræneren skulle dog have givet ham mere spilletid, og han skulle have spillet mere i slutningen af kampen, hvor der var meget polsk fokus på Mikkel Hansen.

    4
    Din karakter
  • Mikkel Hansen

    Kampens spiller

    Det var fuldstændig afgørende, at Mikkel kom i gang med at skyde på mål. Hvis kampene kan vendes på hovedet og anden halvleg blive til første halvleg, så vil det passe godt, for Hansen har svært ved at komme i gang i kampene. I de første 30 minutter er han ugenkendelig, men som kampene skrider frem, begynder han at vise sit enorme potentiale. Han var særdeles afgørende mod Polen, og det var godt at se, at hans skud er ved at komme på plads igen.

    4
    Din karakter
  • Mads Christiansen

    Det var en klassepræstation. Han havde mod, og han turde mere, end han plejer. Når jeg hele tiden taler om, at Kasper Søndergaard kunne få flere minutter, så er det fordi, at det tager tid for Mads Christiansen til at finde modet frem. Han får en høj karakter, fordi han scorer på fire ud af seks afslutninger.

    4
    Din karakter
  • Michael Damgaard

    Jeg er ked af det på Michael Damgaards vegne. Skuddene lykkes ikke, og han får ikke den fornødne rum at spille i. En skam for Damgaard, men landstræneren vurderer anderledes i øjeblikket.

    UB
    Din karakter
  • Morten Olsen

    Olsen havde en fantastisk start på kampen og omkampen. Når han spillede bedst, så spillede han suverænt. Så var der også perioder, hvor han var for ivrig og lavede for mange fejl. Hans præstation i de gode perioder var til et femtal, mens de dårlige perioder var til et total - så derfor karakteren 3 sammenlagt. Vi har i Morten Olsen fået en spiller ind, der har modet til at gøre tingene.

    3
    Din karakter
  • Gudmundur Gudmundsson

    Det er et tretal, der lige ryger op på karakteren 4. Der er stadig for mange usikkerhedsmomenter i måden at håndtere det på, men Gudmundur Gudmundsson skal have ros for at få stabiliseret forsvaret - og de tunge polske bagspillere passede godt til Gudmundssons måde at dække op på. Det kom mere styr på det, og Gudmundur Gudmundsson kan ikke gøre ved, at der blev brændt og brændt.

    Jeg kunne godt tænke mig en mere afklaret holdning til, hvordan Michael Damgaard og Kasper Søndergaard skal bruges fremover. Det er min fornemmelse, at der er mulighed for at bringe dem mere i spil. Det skal dog siges, at det, Gudmundur Gudmundsson har præsteret, er helt ekstraordinært. Det er hans anden OL-finale som træner, og det er ekstraordinært.

    4
    Din karakter