Gudmundur førte Danmark til OL-guld - men får ingen medalje

Den danske landstræner får ikke lov til at få en OL-guldmedalje, selv om han om nogen har andel i, at håndboldherrerne vandt håndboldturneringen.

Mens de danske håndboldherrer efter OL-triumfen over Frankrig kunne rende rundt og vise sin guldmedalje frem, var scenariet anderledes for Gudmundur Gudmundsson.

Den danske landstræner havde nemlig ikke fået nogen medalje om halsen. Men det er der en særlig grund til.

Ifølge hjemmesiden Bustle.com uddeler den internationale olympiske komité, IOC, kun medaljer til atleter. Mens trænere må undvære. Heller ikke nogen bonus bliver tildelt trænerne.

Noget som Gudmundur Gudmundsson selv er en smule ærgerlig over.

- Det havde været dejligt at få en medalje. Jeg vil kigge på nogle billeder af alt det her. Det er nok for mig, siger Gudmundur Gudmundsson til DR.

Landstræneren har ellers haft stor andel i den danske succes. Eksempelvis i finalen tog han den taktiske beslutning at starte ud med at spille syv mod seks, som Frankrig tidligere i turneringen havde haft svært ved at dække op for.

Desuden fik han sat sine spillere op til at slå et fransk hold, som forinden havde vundet 10 ud af 10 finaler, de havde været i. Sejrscifrene endte med at lyde på 28-26 i dansk favør.

Herunder kan du klikke dig rundt og se alle de danskere, der fik en fysisk medlaje:

Danske OL-medaljer i Rio