Håndbold

TV 2 SPORT erfarer: Anders Eggert vender hjem til den danske liga

Landsholds- og Flensborg-profilen Anders Eggert fortsætter karrieren i Skjern Håndbold efter denne sæson.

Den vestjyske købstad Skjern er temmelig langt fra den største i Danmark. Men på ét punkt er byen en af landets førende. Nemlig når det handler om håndboldkøbmandsskab og om at tiltrække store håndboldnavne.

Det har vestjyderne endnu engang bevist. Den mangeårige danske landsholdsstjerne Anders Eggert har nemlig underskrevet en kontrakt med vestjyderne, og han bliver præsenteret i den grønne trøje på et pressemøde onsdag. Det erfarer TV 2 SPORT.

Dermed bliver den danske Boxer Liga også et stort navn rigere, når den tidligere Europamester og altid populære publikumsfavorit tager sine finurligheder med hjem til de danske håndboldhaller.

Skjern-formand Carsten Thygesen ønsker ikke at kommentere oplysningerne, men TV 2 SPORT erfarer, at Thygesen og Skjern er nået til enighed med den rutinerede venstrefløj om en kontrakt gældende fra sommeren 2017, hvor Eggerts aftale med Flensborg udløber.

Fløjspilleren, der har spillet 159 kampe og scoret 570 mål for det danske landshold, vender dermed tilbage til Skjern Håndbold, som han tidligere har spillet for, da han i sæsonen 2008/2009 var udlejet fra netop Flensborg til Skjern, fordi landsmanden Lars Christiansen tog sig af langt den største del af spilletiden i det nordtyske.

Her otte år senere kniber det igen en smule med spilletiden i Flensborg, hvor svenske Hampus Wanne lader til at have spillet sig ind foran Anders Eggert i hierarkiet. Svenskeren og en drilsk skade i den ene akillessene, som også holdt Anders Eggert ude af den netop opnåede OL-triumf, tvang den populære danske tekniker til en del tid som bænkevarmer i den forgangne sæson.

Men denne sæson bliver altså ifølge TV 2 SPORTs oplysninger den sidste i Bundesligaen for Anders Eggert, der er født og opvokset i Brabrand ved Aarhus, og som grundlagde sin håndboldkarriere i Silkeborg-Voel og GOG, før han skiftede til Flensborg tilbage i 2006.

Skjern Håndbold har indkaldt til pressemøde onsdag kl. 11.00, hvor klubben præsenterer en ny spiller.