Håndbold

OL-triumfen var hård ved Eggert: Jeg er dybt misundelig

Efter ni slutrunder i træk for Danmark missede Anders Eggert den, der endte med den største triumf af alle

Som den publikumsyndling, han er, blev han i dag budt velkommen med åbne arme og massevis af kram i sin kommende klub Skjern Håndbold.

Og en god krammer var måske lige præcis, hvad Anders Eggert havde brug for, efter han søndag aften måtte erkende, at hans landsholdskammerater sikrede en OL-guldmedalje uden ham.

- Det var hårdt. Det var et hårdt slag, da jeg måtte ringe og sige, at jeg ikke var klar, siger Anders Eggert her tre dage efter landsholdskammeraternes triumf, som han simpelthen ikke så.

Jeg håber selvfølgelig det bedste for dem, der var med. Men jeg er dybt misundelig over, at de fik en guldmedalje

Anders Eggert

- Jeg var til familiemiddag den dag, og jeg lod så være med at melde afbud til det for at se finalen, for det var nok blevet for hårdt alligevel.

- Da de så vandt guld og sad med en af de ting, som står allerøverst på listen over det, man kan ønske sig inden for håndbold, så var det selvfølgelig hårdt ikke at være med. Det blev en meget blandet fornemmelse, for jeg håber selvfølgelig det bedste for dem, der var med. Jeg håber bare også det bedste for mig selv og er dybt misundelig over, at de fik en guldmedalje.

Skjern-skifte kan redde fremtidige slutrunde-deltagelser

Som du kan se i videoen over artiklen, så jublede de i dag i Skjern, da Ander Eggert offentligggjorde sin ankomst. Men det er ikke kun håndboldfolk i Vestjylland, der skal glæde sig over, at Anders Eggert fra sommeren 2017 vender hjem til den danske liga.

Fløjspillerens farvel til Flensborg og Bundesligaen kan nemlig meget vel blive grunden til, at vi og han slipper for flere slutrundeafbud som det, der holdt ham ude af OL.

- Beslutningen om at komme hjem er taget, fordi jeg belastningsmæssigt ikke kan holde til det dernede mere. Der er simpelthen for mange kampe og for meget alt muligt. Og jeg føler, jeg har for mange gode år i mig endnu, til at jeg vil løbe rundt og spille lidt halvskadet, siger Anders Eggert.

Redder du noget landsholdsfremtid ved at komme hjem?

- Man kan hvert fald håbe det. Nu har jeg et år tilbage i Flensborg, hvor jeg håber at kunne prioritere kræfterne rigtigt og forhåbentlig også spille noget landshold.

Glæder sig til nye udfordringer

I dag lagde han så skuffelsen, misundelsen og OL-tankerne bag sig og underskrev en treårig kontrakt med Skjern Håndbold. Og her kommer han både hjem for at spille med om trofæerne i dansk håndbold:

- Jeg brænder stadig for det, og jeg håber at kunne være med til at bidrage til Skjern Håndbold, spille en masse god håndbold og forhåbentlig vinde en masse titler med Skjern.

Men han kommer altså også hjem for at passe på sin krop, så han forhåbentlig kan spille flere landskampe for Danmark i fremtiden.

- Jeg har altid glædet mig over at være med på landsholdet. Men jeg er nødt til at se på min krop. Havde jeg startet i Skjern i dag, så havde svaret givet sig selv, at jeg er med på landsholdet. Jeg håber, at min krop og mit hoved har det rigtig godt, så jeg kan være med. Men har det ikke det, så er jeg nødt til at stå over et par gange.

Så du ved ikke lige nu, om du spiller mere på landsholdet?

- Jeg har ikke taget stilling til det. For mig har det altid givet sig selv: Når der kommer en landsholdsindkaldelse, så tager man til landsholdssamling. Jeg håber også, det er sådan næste gang.

Først og fremmest skal Anders Eggert spille sin sidste sæson for Flensborg. Den begynder på lørdag, hvor der står pokalkamp mod Dessauer på menuen. Fra sommeren 2017 påbegynder venstrefløjen så i første omgang tre sæsoner i Skjern Håndbold.