Håndbold

Spillerne reddede Gudmundsson fra fyring i Rio

Det, der endte som karrierens største triumf, kunne være sluttet brat undervejs for håndboldlandstræner Gudmundur Gudmundsson.

Ni dage før det danske OL-guld i herrehåndbold kunne Danmarks landstræner Gudmundur Gudmundsson være blevet fyret og sendt hjem fra Rio.

Det kunne være sket på et møde, hvor sportschef Ulrik Wilbek ifølge TV 2 SPORTs oplysninger spurgte spillerne til muligheden for omgående at skille sig af med deres landstræner. Spillerne afviste, hvorefter Gudmundsson forblev dansk landstræner.

Mens Gudmundur Gudmundsson ingen kommentarer har til sagen, så afviser sportschef Ulrik Wilbek, at muligheden om en øjeblikkelig fyring skulle være blevet fremlagt.

- Det er løgn. Jeg kan ikke lide ordet løgn, men jeg oplevede ikke, at der var en fyring på vej, siger han.

Det møde, som TV 2 SPORT fra flere forskellige kilder er blevet bekendt med, blev afholdt efter landsholdets nederlag mod Kroatien i Danmarks tredje kamp ved OL. Dagen efter Kroatien-kampen kaldte Ulrik Wilbek, ifølge TV 2 SPORTs oplysninger, seks af de mest erfarne spillere sammen til en snak – uden Gudmundur Gudmundssons deltagelse. Her fremlagde Wilbek muligheden for en øjeblikkelig fyring. Blandt spillerne var der ikke stemning for det drastiske skridt.

Holdt du møde med spillerne uden Gudmundssons tilstedeværelse?

- Ja, når nogen beder om et møde, så holder jeg selvfølgelig et møde med dem. Og der blev holdt forskellige møder undervejs. Jeg har en ledelsesmæssig opgave under sådan en turnering, og den tager jeg meget seriøst.

Blev der talt om en fyring på mødet?

- Nej, det gjorde der ikke. Der blev stillet spørgsmål, og der blev svaret, og vi fandt løsninger og kom videre. Det var en snak om forbedringer. Efter mødet var alle tilfredse, siger Ulrik Wilbek uden at komme nærmere ind på snakkens indhold.

Sportschefen fortæller dog, at der ikke var enighed om alting undervejs frem mod OL-guldet.

- Der var uenigheder undervejs, men ikke noget dramatisk.

Hvordan er forholdet mellem Gudmundur Gudmundsson og dig i dag?

- Jeg tror, vi begge mener, det er godt.

Hvordan ser hans fremtid som dansk landstræner ud?

- Han er minimum dansk landstræner 10 måneder endnu.

Ulrik Wilbek afviser altså, at der har været talt om en fyring af landstræneren. Før OL-finalen mod Frankrig talte sportschefen selv om en afskedigelse, da han udtalte, at Gudmundur Gudmundsson ville været blevet fyret for længst, hvis ledelsen i Dansk Håndbold Forbund bare havde kigget på resultaterne.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger var der på intet tidspunkt under OL problemer internt mellem spillerne eller i forholdet mellem spillerne og lederne.

Efter nederlaget til Kroatien og det interne møde mellem sportschefen og de seks rutinerede spillere, gik det klart bedre rent sportsligt, og Danmark endte som bekendt, trods et nederlag til Frankrig i den sidste puljekamp, med at vinde OL-finalen over netop Frankrig, de forsvarende OL-mestre. Og det med Gudmundur Gudmundsson på trænerbænken.

Dagen efter guldtriumfen, i mandags, samlede sportschef Ulrik Wilbek ifølge TV 2 SPORTs oplysninger igen spillerne. Denne gang hele truppen og endnu en gang uden landstrænerens deltagelse. Igen forelagde han den samlede spillertrup muligheden for at afskedige Gudmundsson efter hjemkomsten. Igen sagde spillerne nej.

Dette møde afviser sportschef Ulrik Wilbek helt at have afholdt.

TV 2 SPORT har talt med flere af spillerne. De har imidlertid aftalt ikke at udtale sig om sagen.

Gudmundur Gudmundsson påbegyndte i sommeren 2014 en tre-årig kontrakt med Dansk Håndbold Forbund. Den udløber næste sommer.