Håndbold

Nu fortæller Burgaard om sin svære tid: - Jeg har det rigtig godt nu

FC Midtjylland besluttede i starten af februar at give en mentalt træt Louise Burgaard håndboldfri, og siden har hun ikke talt med pressen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg selv vil kalde det, og det er egentlig også bare for at afdramatisere det og sige, at jeg har det rigtig, rigtig godt nu.

Louise Burgaard er tilbage i fuldt vigør og med godt humør efter en periode på godt syv måneder, hvor hun ikke har ønsket at tale med pressen og sætte ord på sin måske sværeste periode i karrieren.

Lad os spole tiden tilbage til den 1. februar. Helle Thomsen og FC Midtjylland må meddele, at landsholdsspilleren Louise Burgaard har fået en pause, fordi hun var kørt mentalt og fysisk træt efter en krævende VM-slutrunde og et presset program i FC Midtjylland.

- Det er en håndboldtøs, der er hårdt presset på både krop og mentalt, og som skal have lidt tid til at rejse sig. Det er første gang i rigtig mange år, at hun har fået lov til at trække stikket lidt, fortalte daværende cheftræner i FC Midtjylland, Helle Thomsen.

Efterfølgende blev det også til afbud til landsholdet.

Jeg håber, at både unge håndboldspillere og unge mennesker generelt tænker over, at man skal tage det stille og roligt.

Louise Burgaard, håndboldspiller

En fibersprængning forhindrede Burgaard i at deltage i sæsonpremieren torsdag aften mod Nykøbing Falster, men i håndboldstudiet på TV 2 SPORT efter kampen fortalte hun åbent om forløbet, hvor det blev for meget.

- Som Helle (Thomsen, red.) også var rigtig god til at omtale dengang, var jeg bare sindssygt presset mentalt og fysisk. Håndbold blev bare for meget. Det kan være mange ting og mange år med høje forventninger, hårdt pres og masser kampe og landshold. Jeg vil gerne lukke den nu, fortalte Louise Burgaard til TV 2 SPORT.

- Jeg var fuldstændig løbet tør for batteri og havde ikke noget energi og svært ved at hænge sammen. Jeg er sindssygt glad for den måde, menneskene omkring mig håndterede det på.

Men som citatet i første afsnit indikerer, har Louise Burgaard fundet vejen tilbage, og det har givet hende en rigtig solid og sund ballast med på vejen fremad.

- Jeg har lært nogle ting om at slappe af og skrue forventningerne en smule ned, lytte til mig selv og ikke altid lytte til, hvad andre folk siger. Jeg er god til at lytte og tage ind både fra holdkammerater og trænere, og jeg tænker, at alle vil én noget godt. Men hvis du får ti forskellige meldinger, bliver du skør oven i hovedet, og hvis du tager alle sammen til dig og tror på dem, så er det svært. Man skal fandeme lytte til sig selv, sagde Burgaard i studiet efter FC Midtjyllands premieresejr på 23-22 over Nykøbing Falster.

- Jeg har måske villet det for meget; jeg har dyrket for meget, at det skulle være sjovt at spille håndbold og udvikle mig hver dag til træning. ’Hvis jeg vil være den bedste, skal jeg være den bedste altid’ i stedet for at tænke, at det nogle gange er okay at være almindelig og lige tage en træning, hvor man bare er der i stedet for, at det hele tiden skal være mål på mål på mål.

- Rom blev ikke bygget på én dag, og nogle gange kommer der down-perioder. Det har jeg bare ikke kunnet acceptere. Og så var det en hård sæson i sidste sæson og de forrige sæsoner. Det var et hårdt mesterskab. Det kulminerede bare.

Nu er vejen dog banet for håndboldglæde og mere spil - hvis man da lige ser bort fra den fibersprængning, som altså holder hende ude på ubestemt tid.

- Jeg glædede mig sindssygt meget til at komme i gang med sæsonen. Jeg havde virkelig fundet håndboldglæden. Det kribler i mig for at komme ned på den her bane. Jeg hader at sidde deroppe på tilskuerrækkerne, siger Louise Burgaard til TV 2 SPORT.