Håndbold

Nederlag betød ikke noget for Skjern-stjerne: - Daniels comeback er meget større for os

Landsholdsspilleren Kasper Søndergaard fokuserede efter nederlaget til Ribe-Esbjerg ikke så meget på, at Skjern skuffede.

For anden gang i karrieren kunne Daniel Svensson fredag gøre comeback til håndboldbanen efter at have vundet kampen mod kræft.

Det gjorde han mod Ribe-Esbjerg, som besejrede topholdet Skjern med fire mål. Selv om langt de fleste havde tankerne på Svenssons lykkelige udgang af kraftsygdommen og hans comeback, var hovedpersonen selv et helt andet sted efter kampen.

- Vi taber til et hold, der er klart dårligere end os normalt. Jeg synes, vi skal slå dem 10 ud af 10 gange, og jeg synes ikke, vi kan være os selv bekendte. Jeg kan ikke være mig selv bekendt, og så er det sgu ligegyldigt, om jeg har haft kræft, sagde Svensson til TV 2 SPORT.

Daniel Svensson blev første gang ramt af Hodgkins lymfekræft i 2013, og i starten af året fik han et tilbagefald.

Heldigvis lykkedes det ham begge gange at komme tilbage - ikke bare som rask, men også til tilværelsen som håndboldspiller. Derfor er nederlaget så godt som ligegyldigt for Svenssons holdkammerat, OL-guldvinderen i Rio Kasper Søndergaard.

- Det er ikke så tit, at jeg siger det her. Det er sjældent, at resultatet ikke betyder så meget. Lige præcis i dag, synes jeg ikke, det betyder så meget. Jeg er selvfølgelig ked af, at vi taber, men det, at Daniel er tilbage, er jo meget, meget større for os. Det er stor ros til Daniel. Han kan være rigtig stolt over det, han har præsteret.

Søndergaard mener ikke, at der findes nogen personer som Daniel Svensson - og han tror også, det er derfor, at Svenssons eneste fokus efter kampen var raseriet over det højst overraskende nederlag til Ribe-Esbjerg.

- Det er også derfor, at han er ligeglad med sin kræft i dag. Det lyder helt sindssygt at sige, men det er han jo, for vi har tabt. Og så er det jo en speciel mand at stå ved siden af, når han kan være så sur over at tabe en håndboldkamp, når han lige har overlevet kræft.

Daniel Svensson skal mandag igennem en endelig scanning, som kan bekræfte formodningen om, at kræften er helt nedkæmpet.