Håndbold

Skjern stjæler eftertragtet målmandstalent fra Århus

Målvogteren Emil Nielsen skal fra næste sæson tørne ud for Skjern Håndbold, det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Han er kun 19 år, men han betragtes som et af de største talenter i dansk håndbold.

Fra næste sæson får Skjern Håndbold glæde af Emil Nielsens evner i målet, når han forlader Århus Håndbold og flytter til Vestjylland på en treårig kontrakt.

I pressemeddelsen skriver Skjern, at Emil Nielsen havde tilbud fra adskillige andre klubber, men at de er glade for, at målvogteren valgte det grønblusede Skjern-hold.

- Vi er stolte over, at endnu et dansk stortalent skifter til Skjern Håndbold. Emil Nielsen har trods sin unge alder allerede bevist, at han kan begå sig på den helt store scene. Tilgangen af Emil Nielsen passer ind i vores strategi om at have en trup-sammensætning af både nuværende og potentielle landsholdspillere, siger Carsten Thygesen, der er bestyrelsesformanden i Skjern Håndbold.

Emil Nielsen spiller ikke håndbold for tiden, efter han i april blev ramt af en mild form af hjernehindebetændelse - også kaldet meningitis.

Han var egentlig ventet tilbage til starten denne sæson, men han er altså ikke vendt tilbage endnu. Den 19-årige håndboldspiller ser dog frem til det nye kapitel i Skjern Håndbold.

- Jeg føler mig klar til at tage skridtet videre i min karriere og forfølge min drøm om at blive A-landsholdsspiller. Den drøm, tror jeg, kan realiseres i Skjern Håndbold, siger Emil Nielsen og uddyber:

- Jeg tror inderligt på konceptet i Skjern Håndbold og er overbevist om, at vi sammen kan hente flere medaljer til klubben, fortæller den nuværende målvogter i Århus Håndbold.

Århus ville gerne have beholdt Emil Nielsen

I Århus Håndbold ærgrer de sig over, at Emil Nielsen ikke kommer til at være en del af truppen fra den kommende sæson.

- Vi vil gerne holde på vores egne talenter, men vi har stadig et ansvar i forhold til de økonomiske rammer, som vi har her i klubben. Vi vil gerne gå langt for at bygge videre på det arbejde, vi er i gang med i klubben, men på et tidspunkt var vi nødt til at sige her til og ikke længere, siger direktør Jan Nielsen til Århus Stiftstidende.

Emil Nielsen tiltræder officielt i Skjern Håndbold den 1. Juli 2017.