Håndbold

Medie: Dansk træner tæt på hollandsk topjob

Den tidligere træner for FCM Håndbold, Helle Thomsen, er favorit til at overtage jobbet som landstræner for Hollands håndboldkvinder.

FCM's tidligere træner Helle Thomsen sæsttes nu i forbindelse med jobbet som hollandsk landstræner.

Nyheden om danskerens kandidatur kommer kun få dage efter, at Hollands nuværende landstræner, Henk Groener, meddelte, at han stopper efter EM i december.

Om Groener får lov til at blive på posten så længe, er dog ifølge NOS tvivlsomt.

Det hollandske håndboldforbund er angiveligt opsat på at finde en ny landstræner hurtigst muligt. Og det er så her, at Helle Thomsen kommer ind i billedet.

Danskeren er fri på markedet, efter hun i august blev fyret i FCM Håndbold, og så opfylder Helle Thomsen ikke mindst spillernes ønske om, at en ny landstræner skal være en udenlandsk kapacitet.

Et ønske, der blandt andet kommer fra profilen Nycke Groot, som sammen med Helle Thomsen vandt to danske mesterskaber i deres fælles tid i FCM Håndbold.

Det hollandske landshold, som blandt andet også tæller Team Esbjerg-profilen Estavana Polman, vandt VM-sølv ved det seneste VM og sluttede som nummer fire ved OL i Rio, og hvis det skulle ende med, at Helle Thomsen overtager holdet, så vil det ikke være første gang, at hun prøver sig af som nationaltræner.

Helle Thomsen har tidligere stået i spidsen for Sveriges kvinder under EM i 2014, hvor hun førte dem frem til Bronze. Sender var Thomsen også med til at kvalificere Sverige til OL.